USA og dets NATO- og EU-allierede har med alle midler søgt at skabe et regimeskifte i Venezuela i to årtier. Dette beskidte projekt, som er i strid med FN-pagten og de internationale regler om landes ret til selvbestemmelse, har kostet Venezuelas befolkning rystende lidelser og titusinder af unødvendige døde de seneste seks-syv år.
Danmark har med sin sørgelige tradition for at følge USA’s politik et medansvar for Venezuelas ulykke, og nu når skandalen nye højder, idet en af de værste figurer på Venezuelas terroristiske højrefløj, Juan Guaidó, mandag den 10. maj får taletid ved et såkaldt ‘demokratiseminar’ i Det Kongelige Teaters Skuespilhus, hvis vært er Anders Fogh Rasmussen.
En kreds af organisationer, fagforeninger og partier indkalder til en protest ved Skuespilhuset klokken 16 og påpeger, at ”Juan Guaidó ikke er velkommen”.
Udenrigsministeriet i Danmark har også ophørt med at betragte og betegne Guaidó som Venezuelas præsident.
Kommunistisk Partis Internationale Udvalg
Juan Guaidó er en af USA’s mange lakajer på Venezuelas politiske højrefløj. På den del af landets højrefløj som satser på at genvinde magten og kontrollen med landets store olierigdomme gennem en alliance med USA.
Guaidó var frem til januar 2019 ukendt i verden og en perifer oppositionspolitiker i Venezuela. I januar 2019 indkaldte han til en demonstration i hovedstaden Caracas. Her udråbte han sig til Venezuelas præsident, og få timer senere blev han anerkendt som sådan af USA… I de følgende dage kom der anerkendelser fra de fleste af USA’s allierede i NATO og EU – herunder fra Danmark samt fra en række lande i Sydamerika med højreregeringer. Det hele ser meget velforberedt ud. Cirka 50 af verdens 193 stater anerkendte Juan Guaidó som Venezuelas præsident med den begrundelse, at landene betragter Venezuelas valgte præsident, Nicolas Maduro, som illegitim.
Der er nu gået over to år, og Guaidó håndhæver ikke autoritet som præsident i så meget som en kvadratkilometer i Venezuela. Han anerkendes ikke i FN, og han har i januar i år mistet den plads i Venezuelas Nationalforsamling, som var det ‘halmstrå’, som han baserede sit præsidentskab på.
Det har fået EU til at trække anerkendelsen af Guaidó som præsident i Venezuela tilbage. Man anerkender fortsat ikke Nicolas Maduro som præsident, men altså heller ikke Guaidó, som i officielle dokumenter fra et EU-topmøde den 25. januar 2021 betegnes som en af flere ”repræsentanter for den demokratiske opposition”.
Udenrigsministeriet i Danmark har også ophørt med at betragte og betegne Guaidó som Venezuelas præsident. I et svar til Arbejderen skriver ministeriet: ”På linje med EU anser regeringen Juan Guaidó og andre repræsentanter for den demokratiske opposition, der blev valgt til Nationalforsamlingen i 2015, som vigtige aktører i en dialog og demokratisk løsning på krisen i Venezuela.”
Venezuelas demokratiske opposition har brudt med Guaidó
Det er naturligvis på sin plads at opgive anerkendelsen af Guaidó som Venezuelas præsident, men det er grum manipulation at betegne ham som tilhørende en demokratisk opposition. Venezuela hár en demokratisk opposition, men den har brudt med Guaidó og hans kumpaner, hvis politiske aktiviteter er udemokratiske, voldelige og ofte har karakter af terrorisme.
I det fælles grundlag for demonstrationen ved Skuespilhuset hedder det blandt andet: ”Guaidó har både forsøgt åben militæropstand i april 2019, støttet tyveriet af Venezuelas udenlandske værdier og samarbejdet med colombianske paramilitære bander. Da Venezuela blev angrebet af en militær invasion i maj 2020, ledt af amerikanske lejesoldater, havde Guaidó underskrevet en kontrakt med bagmændene, og hans advokat havde sendt et forskud på 50.000 dollars til lejesoldaterne.
Hvis det her var foregået i ethvert vestligt land, ville Guaidó være fængslet under anklager om terrorisme.”
Det er en kort og klar og sand beskrivelse.
Det er således en uhørt skandale, og Kommunistisk Parti protesterer imod:
1. At Juan Guaidó kan optræde som taler på en konference i Danmark.
2. At denne terrorist skal tale i Skuespilhuset, som er del af Det Kongelige Teater – en institution af national betydning og hele befolkningens følelsesmæssige ejendom.
3. At Anders Fogh Ramussen kan gennemføre en nærmest ‘halvofficiel’ og højprofileret konference og betegne Juan Guaidó som ”præsident”, når end ikke den danske regering er enig i denne titel.
Kommunistisk Parti opfordrer til, at man deltager i mandagens protestdemonstration.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.