Vrede og utilfredshed
Den 23. juli blev der afholdt statsvalg i Spanien. Præsident Sánchez fra PSOE håbede at slå sin rival, PP, ved at skabe frygt for, at hvis de ikke stemte på ham, ville der blive dannet en højreorienteret regering med det ekstreme højre (PP + VOX), hvilket alle meningsmålinger forudsagde.
I sidste ende vandt PP med 136 mandater, men med VOX’s 33 og de to højreorienterede regionale partiers 2 har de 171 mandater og mangler de 176 (halvdelen plus et af de i alt 350), som de skulle bruge for at kunne investere Feijóo. Venstreblokken har heller ikke nok mandater til, at Sánchez kan blive valgt ind: 122 til PSOE plus mandaterne fra fem andre partier, der allerede støttede PSOE i sidste valgperiode (et uafhængighedsparti, ERC), udgør kun 172 mandater og mangler dermed de 176.
Det kan skabe forundring i Europa, at PSOE foretrækker en regering på den yderste højrefløj frem for at tillade en folkeafstemning i Catalonien.
Så selv om der i Catalonien har været et stort frafald af tilhængere af uafhængighed, som er skuffede over uafhængighedspartierne, er disse partiers resultater afgørende: Det catalanske uafhængighedsparti JUNTS (for den catalanske præsident i eksil, Carles Puigdemont) er med sine 7 mandater uundværligt for Sánchez, hvis han vil have indflydelse. Men JUNTS’ betingelse for at indsætte en hvilken som helst præsident er, at den spanske stat anerkender Cataloniens ret til selvbestemmelse.
Sandheden er, at den catalanske uafhængighedsbevægelse ikke er særlig motiveret for at investere i Sanchez, da den har modtaget krænkelser af rettigheder fra hans regering på samme niveau som den tidligere regering under Rajoys PP: Repressalier, ulovlig spionage med Pegasus, infiltration af spioner i fredelige sociale bevægelser, politiets forsøg på at beskylde bevægelsen for at være voldelig, optagelse af catalansk uafhængighed på Europols terrorlister, statslige operationer for at forhindre uafhængighedspartier i at få institutionel magt, angreb på det catalanske sprog, hån mod Puigdemont, manglende anerkendelse af, at han er i politisk eksil og trusler om, at han vil blive arresteret, demonstrationer om, at Catalonien har det bedre, blot fordi der ikke er så mange demonstrationer i gaderne, men uden at have adresseret deres ønske om at kunne bestemme deres politiske status.
Og dagen efter valget, da det stod klart, at Sánchez havde brug for Puigdemont for at kunne danne regering, bad den offentlige anklager (som er afhængig af regeringen) om at få genaktiveret Euro-ordren for at forsøge at arrestere Puigdemont i Belgien. Og samme dag blev JUNTS MEP Ponsatí arresteret for at få hende til at vidne i retten i Barcelona, hvilket krænkede hendes parlamentariske immunitet.
Sánchez har på sin side været hurtig til at erklære, at han aldrig vil tillade en folkeafstemning om selvbestemmelse eller en amnesti for de 4.400 undertrykte catalanere. Men hvis Sánchez nægter at tillade en folkeafstemning, vil JUNTS stemme imod, og valget vil skulle gentages. Det ville være det sjette valg siden 2015, men hvis spansk politik ikke var så krampagtig, ville der kun have været afholdt to valg i denne periode. Det viser, at den uløste konflikt med Catalonien og den udemokratiske måde, den bliver håndteret på, trækker den spanske stat ind i en stadig mere foruroligende ustabilitet for EU.
Ved et nyt valg ville stemmerne være koncentreret om de to store partier, og de ville slå PP, men de to blokke ville sandsynligvis stå lige igen. Catalanske tilhængere af uafhængighed, som er motiveret af deres stemmes nytteværdi, vil stemme massivt på JUNTS for at presse endnu hårdere på for en folkeafstemning eller, hvis kandidaterne nægter, igen blokere for statens regeringsmuligheder.
I sidste ende er det muligt, at PSOE kunne investere i Feijóo for at overvinde blokaden. Det ville vise, at de er mere spanske nationalister end demokrater. PP er et parti grundlagt af franquister, meget langt til højre, så det har ingen problemer med at indgå en pagt med det ekstreme højre. Det kan skabe forundring i Europa, at PSOE foretrækker en regering på den yderste højrefløj frem for at tillade en folkeafstemning i Catalonien.
En sidste bemærkning: PP+VOX i Spanien (uden Catalonien og Baskerlandet) har 55 procent af pladserne. I Catalonien har de på den anden side kun 17 procent. Det viser tydeligt, at det spanske og catalanske samfund gerne vil gennemføre modsatrettede sociale projekter, og det ville være mere demokratisk, hvis de hver især kunne udvikle deres egen vej.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
