Som de fleste nok har bemærket, så har diverse medier skrevet om en fuldstændig grotesk sag, hvor en virksomhedsrepræsentant fra en snedkermester bevidst har eksponeret fire tømrersvende for asbest. Virksomhedsrepræsentanten valgte at forfalske den uvildige asbestrapport, som skulle fastslå, hvorvidt der var asbest forbundet med det pågældende stykke tømrerarbejde, som skulle udføres.
Efterfølgende er politiet og Arbejdstilsynet blevet involveret i sagen, og det har indtil videre ikke været godt nyt for arbejdstagernes arbejdsmiljø og retssikkerhed. Arbejdstilsynet gør ingenting og har ikke tænkt sig at gøre noget, da deres forretningsgang efter det oplyste foreskriver, at Arbejdstilsynet selv skal observere lovbruddet, mens det pågår, før de som myndighed kan reagere. Det er jo totalt hovedrystende, når man som myndighed ikke kan forholde sig til en tilståelsessag som er dokumenterbar.
Om det er politikernes bekendtgørelser og retningslinjer, eller om det er den mangeårige udsultning af Arbejdstilsynet, som er årsag til denne horrible situation, må forblive uvist indtil videre, men man kan vist godt tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt denne praksis er til gavn borgerne i Danmark set over en bred kam. Politiet spiller tennis med sagen, da forseelsen er opstået i København, og snedkermesterens adresse er beliggende i Greve. Der pågår således en kamp hos politimyndigheden, hvor det gælder om at smøre sagen af på den anden politikreds. Det er heller ikke voldsomt tillidsvækkende for hverken de forurettede tømrersvende eller for den sags skyld borgerne i Danmark.
De eneste, som tager dit arbejdsmiljø og arbejdsliv alvorligt, er de overenskomstbærende fagforeninger.
Men hvem hjælper så tømrersvendene og arbejdsmarked generelt, når myndighederne svigter deres ansvar? Det gør deres overenskomstbærende fagforening selvfølgelig. 3F BJMF har blandt andet indgået et forlig, hvor snedkermesteren har anerkendt at skulle betale en bod på 110.000 kroner for at misbruge sin ledelsesret, hvilke altid har en betydning for styrkeforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det styrker arbejdstagernes position, hver eneste gang vi kollektivt indskrænker ledelsesretten, men det skal dog ses i lyset af sagens alvorlige karakter.
I dag er det indgået endnu et forlig, hvor snedkermesteren har betalt 100.000 kroner i tortgodtgørelse til de forurettede tømrersvende. Hvis én eller flere af de forurettede tømrersvende (må guder forbyde det) efterfølgende bliver syge af deres asbesteksponering, så står fagforeningen klar til at behandle arbejdsskadesagen, erstatningskravet med videre.
Om det er politiet, Arbejdstilsynet eller for den sags skyld Krifa, du sætter din lid til, så kan du være sikker på, at de eneste, som tager dit arbejdsmiljø og arbejdsliv alvorligt, er de overenskomstbærende fagforeninger. Vi skal som arbejdstagere ikke finde os i, når arbejdsgiverne tilsidesætter vores helbred og behandler os som uværdige mennesker. Tak til tømrersvendene for at tage vores fælles kamp for et godt arbejdsmiljø, og lad os håbe, at det bliver startskuddet til en bedre fremtid for alle arbejdstagere.
Sammen er vi stærkere.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.