Når jobbet har med mennesker at gøre
Det handler ikke om at forlænge krigen; men finde en bæredygtig fred, der er større end summen af fredens traditionelle elementer og fraværet af krig, vold, had, syndebukke, magt og hegemoni. Krig er ustyrlig og overlades meget ofte hurtigt til sin egen dynamik. Følgerne er tit uoverskuelige præget af drab, vold, lemlæstelser, invalidering, ødelæggelser af enhver art og til meget stor skade for klima og miljø.
Krigen har en altovervejende tendens til at suspendere den menneskelige fornuft, empatien og kærligheden. Ingen konsekvensberegninger – ingen cost-benefit-analyser – og i det hele taget udpræget mangel på undersøgelser og bæredygtige visioner. Had erstatter politik. Krig bliver det nye sort. Krisen kræver en synlig syndebuk. Anticipation har trange kår i en handlingsorienteret verden styret af profit, stress, oligarker, gerontokrater, mainstreampresse, begær og hensynsløshed.
Visionen om en fælles fremtid adskiller sig på mange måder væsentligt fra ideen om en snarlig verdensomfattende død. Oprustning fører ikke til fred. Man vinder aldrig en ven med et ladt gevær. I ønsket om fred læner vi os alt for ofte op ad eksperter, der ikke kan se længere frem end til brillepuderne på deres næser.
I bred almindelighed stræber mennesker efter fred. Man opruster ikke for fred. Ingen er sikre, før alle er sikre. Ny sikkerhedsstruktur for hele Europa inkluderer helt naturligt både Ukraine og Rusland.
I den igangværende krise i Europa hører og ser vi på sælsom vis kun begivenhederne fra én side. Vi har naturligvis en grundlovssikret ret til som frie mennesker at orientere os i medier, og vi kan skrive og sige, (næsten) hvad vi vil; men vores informationer er altså underlagt censur. Det har vi prøvet før under fem sorte år, vi gerne ville have været foruden. Censur er alt andet lige til ubodelig skade for det enkelte individs politiske og sociale perception.
Mainstreampressen er en messe værd. Vi kan naturligvis ikke leve og orientere os uden en ordentlig, sober, kritisk, gravende, irriterende, provokerende og aldrig slumrende presse. Nogle forskere mener imidlertid, at væsentlige dele af pressen over tid er blevet en del af MIMAK (det Militær-Industrielle-Medie-Akademiske-Kompleks). Det er ikke utænkeligt, at dette “firma” er langt større, end vi umiddelbart ønsker at forestille os. Jeg kunne godt tænke mig at se nærmere på, om projektet også rummer statslige og halvstatslige forskningsinstitutter, militære akademier, efterretningstjenester, kulturelle organisationer, særlige politiske foreninger, universiteter med videre.
Det undrer mig, at vi midt i en alvorlig krise i Europa skal opleve så meget ensretning. Jeg er sikker på, der er en guddommelig mening med, vi har fået to øjne og to ører.
Ønsket om fred realiseres blandt andet gennem forståelse af participanternes bevæggrunde til at vælge volden som løsning på konflikten. Vi må kende diagnosen, forsøge at opstille en prognose og overveje, hvilken behandling der tænkeligvis kan føre til høj grad af helbredelse. Begge parter skal tilgodeses; er der flere kombattanter, skal disse ikke alene høres; men også få mulighed for at præge en bæredygtig løsning gennem en retfærdig forhandling. Men det er ikke nok: Vi skal også kunne forstå os selv; hvilken rolle spiller vi, og har vi selv valgt den – eller er vi under pres fra stærke kræfter?
Samarbejde og forforståelse er vejen til forståelse og grundlaget for det arbejde, fremtiden helt naturligt vil kræve af os. Der er nemlig ikke noget spiseligt alternativ til freden. Krig er menneskeskabt; det er ikke en naturkatastrofe. Ingen kan vinde et jordskælv. Med god vilje kan man vinde freden; men det er ligesom med kærligheden, den skal fornys hver dag. Alle parter skal satse på en bæredygtig løsning. I bred almindelighed stræber mennesker efter fred. Man opruster ikke for fred. Ingen er sikre, før alle er sikre. Ny sikkerhedsstruktur for hele Europa inkluderer helt naturligt både Ukraine og Rusland.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
