Læserbrev
Jeg vil gerne dele en oplevelse, som stadig sidder i mig. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den var tankevækkende. Og fordi den siger noget grundlæggende om, hvordan vi møder hinanden – og hvem vi vælger at give plads på arbejdsmarkedet.
Min kone og jeg skulle til bryllup. Som mange andre gik vi derfor på jagt efter tøj i et indkøbscenter. Vi var i flere dametøjsbutikker, og jeg begyndte hurtigt at lægge mærke til noget, jeg før kun havde tænkt i forlængelse af travlhed og effektivitet: Måden, hvorpå kunder bliver mødt.
Hvis vi mister det menneskelige møde, hvad er der så tilbage?
Uden at generalisere – for der findes naturligvis dygtige sælgere – oplevede jeg flere steder kontakten som kold og upersonlig. Ekspedienterne gjorde deres arbejde: De solgte varer. Fuld respekt for det. Men relationen mellem ekspedient og kunde føltes ofte reduceret til en transaktion. Min fornemmelse var, at min kone og de andre kvinder, der så på tøj, ikke rigtig blev mødt som mennesker, men som kunder, der skulle ekspederes.
Og så skete der noget, der brød mønsteret.
Vi trådte ind i en butik, hvor ekspedienten – en ældre dame omkring de 70 – gjorde noget helt andet. Der var ingen stress, ingen påtaget salgsretorik, ingen distance. Hun var rolig, smilende og oprigtigt nærværende.
Da min kone prøvede tøj, sagde hun til mig: “Hun er meget anderledes… meget sød. Hun virker ikke travl, sur eller stresset. Hun smiler og er virkelig behagelig.“
Det var præcis også min oplevelse. Noget i hendes måde at være på – hendes øjenkontakt, kropssprog og tone – skilte sig ud. Og det slog mig: Denne forskel kan ikke læres på et hurtigt salgskursus.
Mens jeg ventede, kunne jeg ikke lade være med at spørge om hendes baggrund. Hun spurgte nysgerrigt, hvorfor jeg ville vide det. Jeg forklarede, at hendes måde at kommunikere på – både sprogligt og nonverbalt – virkelig gjorde indtryk.
Hun smilede og sagde. At hun oprindeligt var uddannet pædagog og havde arbejdet mange år med børn, unge og familier med særlige udfordringer. Hun havde elsket sit arbejde. Nu var hun pensionist, men ønskede stadig at arbejde nogle timer. Ikke af nødvendighed, men af lyst. Hun glædede sig over mødet med kvinder og over at hjælpe dem med at finde tøj, de følte sig godt tilpas i.
Her ramte noget mig meget klart.
Vi taler ofte om pensionister som “færdige” på arbejdsmarkedet. Og samtidig taler vi om mangel på hænder, kvalitet i service, trivsel og relationer. Er det ikke et paradoks?
Pensionister, der har været pædagoger, lærere, socialrådgivere, terapeuter og lignende bærer en erfaring, som samfundet stadig har brug for. Ikke fordi de skal præstere, effektivisere eller konkurrere. Men fordi de kan noget fundamentalt: De kan møde mennesker.
Jeg har selv oplevet lignende situationer i andre sammenhænge. Når pensionister med pædagogisk eller humanistisk baggrund træder ind – frivilligt, uden krav, på deltid – løfter de kvaliteten. Ikke gennem tempo, men gennem nærvær. Ikke gennem resultater, men gennem relationer.
Vores pædagogiske institutioner, børn, unge og familier har stor gavn af disse mennesker. Det ved vi. Men efter denne oplevelse vil jeg påstå: Det gælder også butikker, servicefag og andre arbejdspladser, hvor mødet med mennesker er selve kernen.
Det har væsentlig betydning, at nogen er uddannet til at arbejde med mennesker. Især i en tid hvor mange oplever anonymitet, standardisering og distance i hverdagen.
Mit spørgsmål er derfor: Hvorfor ser vi ikke pensionister med humanistiske uddannelser som en aktiv ressource – også uden for institutionsverdenen?
Jeg håber, at flere virksomheder tør give plads til disse mennesker. Ikke som billige hænder, men som bærere af menneskelig kvalitet. Og jeg håber, at flere pensionister selv får mod på at finde netop den plads, hvor arbejdet giver mening, glæde og værdi – både for dem selv og for os andre.
For hvis vi mister det menneskelige møde, hvad er der så tilbage?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
