1. maj-tale
Kære kammerater.
Glædelig 1. maj!
I dag står vi her, som generationer før os har gjort. Med røde faner, med fællessang, med kaffe i hånden – og med en uro i maven over, hvor vores samfund er på vej hen.
For 1. maj er ikke kun en traditionsdag. Det er ikke kun en dag for taler, faner og pølser på grillen. Det er arbejderbevægelsens påmindelse til magten om én helt grundlæggende ting:
Fremtiden bliver ikke retfærdig af sig selv. Den bliver kun retfærdig, hvis vi organiserer os, blander os og kræver vores del.
At samfundet ikke bliver bygget af dem, der flytter penge rundt på en skærm. Det bliver bygget af dem, der går på arbejde.
Af dem, der passer vores børn.
Af dem, der plejer vores ældre.
Af dem, der kører busserne, gør rent, bygger husene, underviser, reparerer, organiserer, producerer og holder Danmark i gang.
Og derfor skal det også være almindelige mennesker, der får en rimelig del af velstanden.
Men sådan føles det ikke altid i dag.
For mens nogle få får mere og mere, oplever mange, at hverdagen bliver strammere. Huslejen stiger. Energi, transport og mad bliver dyrere – det hele æder sig ind på lønnen.
Og steder i Danmark kan man ikke flytte fra sin bolig, fordi den er blevet mindre værd, mens andre oplever at tjene en dagsløn, hver gang de sover.
Og samtidig kan vi se, at de store formuer vokser hurtigere end almindelige menneskers muligheder.
Det er ikke misundelse at sige det højt. Det er retfærdighedssans.
For stor økonomisk ulighed splitter et samfund. Ulighed skaber afstand mellem mennesker. Den gør nogle familier trygge og andre konstant bekymrede.
Den betyder, at nogle børn vokser op med fritidsaktiviteter, ferie og overskud – mens andre vokser op med forældres bekymrede blikke hen over køkkenbordet sidst på måneden.
Det er ikke det samfund, vi ønsker!
Vi ønsker et samfund, hvor rigdom ikke kun samler sig på få hænder.
Hvor gevinsterne ved vækst, teknologi og global handel bliver fordelt ordentligt. Ikke bare i Danmark, men i hele verden.
For vi må også turde sige det internationale højt på en 1. maj.
Verdens rigdom er grotesk skævt fordelt. Nogle steder har mennesker mere, end de og deres efterkommere kan bruge i mange generationer.
Andre steder mangler mennesker rent vand, medicin, skolegang og en løn, man kan leve af. Selv lige syd for vores grænse ser vi, at almindelige lønmodtagere skal have mere end ét job for at få det til at hænge sammen.
Arbejderbevægelsen blev aldrig skabt til kun at se til egen hoveddør. Den blev skabt på solidaritet. Og solidaritet stopper ikke ved kommunegrænsen, Storebælt eller Europas ydre grænser.
En bedre fordeling af verdens rigdom er ikke en naiv drøm. Det er en nødvendighed. Hvis ikke vi skaber mere retfærdighed, får vi mere uro, mere migration af nød, mere ekstremisme og mere mistillid mellem mennesker. Ulighed er ikke bare et moralsk problem. Det er et demokratisk problem.
Og vi skal også tale om arbejdstid.
For i mere end 100 år har teknologiske fremskridt gjort os mere produktive. Maskiner, computere, automatisering og nu kunstig intelligens kan løse opgaver hurtigere end før. Men spørgsmålet er: Hvem får gevinsten?
Skal gevinsten være større overskud til aktionærer?
Flere bonusser i toppen?
Mere tempo, mere kontrol, mere stress for dem på gulvet?
Eller skal gevinsten være mere tid til mennesker?
Vi bør turde sætte nedsat arbejdstid langt højere på dagsordenen. Ikke som en luksus for de få, men som et fælles samfundsprojekt. For tid er også velfærd.
Tid til børn.
Tid til ældre forældre.
Tid til frivillighed.
Tid til efteruddannelse.
Tid til at være menneske – og ikke kun arbejdskraft.
Vi er ikke født til at være et produktionsapparat, vi er født til at være mennesker, og mennesker skal leve!
Vi har kæmpet før for kortere arbejdstid.
For 8-timers arbejde, 8 timers søvn og 8 timers hvile.
For ferie.
For frihed.
Dengang blev det også kaldt urealistisk. Dengang sagde nogle også, at økonomien ville bryde sammen.
Men det gjorde den ikke. Tværtimod blev samfundet stærkere, sundere og mere menneskeligt.
I dag står vi over for en ny teknologisk revolution. Robotter og kunstig intelligens kan forandre arbejdsmarkedet voldsomt. Det kan blive fantastisk. Det kan fjerne nedslidende arbejde, hjælpe i sundhedsvæsenet, gøre administration lettere og frigøre tid.
Men det kan også gå den modsatte vej.
For hvis vi overlader udviklingen til markedet alene, risikerer vi, at AI og robotisering ikke bliver et redskab til frigørelse, men et redskab til mere ulighed.
Vi risikerer, at de stærkeste bliver endnu stærkere. At dem med uddannelse, netværk og kapital får endnu flere muligheder. Mens dem med kort uddannelse, sårbar tilknytning til arbejdsmarkedet eller lav indkomst bliver skubbet længere ud.
Vi risikerer et arbejdsmarked, hvor mennesker bliver overvåget, målt og presset af algoritmer, de ikke forstår og ikke kan klage til.
Vi risikerer, at beslutninger om job, sociale ydelser, kredit, behandling og uddannelse bliver truffet af systemer, som kan reproducere ulighed – bare hurtigere og mere effektivt end før.
Og vi risikerer, at samfundet begynder at betragte mennesker som langsommere, dyrere og mere besværlige end maskiner.
Det må aldrig ske.
Teknologien skal tjene mennesker.
Mennesker skal ikke tjene teknologien.
Derfor skal vi kræve demokratisk kontrol med AI og automatisering. Vi skal kræve gennemsigtighed, ansvar og rettigheder. Vi skal kræve, at medarbejdere og fagforeninger bliver inddraget, når ny teknologi indføres på arbejdspladserne.
Og vi skal kræve, at gevinsterne deles.
Hvis en virksomhed kan producere mere med færre hænder, skal svaret ikke kun være fyringer. Svaret skal være efteruddannelse, omstilling, kortere arbejdstid og tryghed.
For tryghed er ikke passivitet. Tryghed er fundamentet for frihed.
Et menneske, der er bange for at miste sit arbejde, tør ikke sige fra.
Et menneske, der er økonomisk presset, har sværere ved at tage en uddannelse.
Et menneske, der konstant løber hurtigere, har ikke overskud til demokrati, fællesskab og familie.
Derfor hænger kampen mod ulighed, kampen for kortere arbejdstid og kampen for en retfærdig teknologisk udvikling sammen.
Det handler om magt.
Hvem bestemmer over vores tid?
Hvem bestemmer over vores arbejde?
Hvem høster frugterne af vores fælles fremskridt?
1. maj minder os om, at intet er kommet af sig selv.
Ikke ferien. – Ikke pensionen. – Ikke retten til at organisere sig. -Ikke arbejdsmiljøloven. – Ikke velfærden – Ikke ligelønnen, selv om vi stadig har langt igen der! (Men det er en helt anden tale).
Det hele er kæmpet frem!
Og det skal forsvares og udvikles igen.
Vi skal ikke være bange for fremtiden. Men vi skal heller ikke være naive. Fremtiden bliver ikke retfærdig af sig selv. Den bliver kun retfærdig, hvis vi organiserer os, blander os og kræver vores del.
Så lad os sige det klart i dag:
Ja, vi vil have teknologisk udvikling.
Men den skal bruges til at skabe frihed – ikke frygt.
Ja, vi vil have virksomheder, der klarer sig godt.
Men ikke på bekostning af mennesker, der slides ned.
Ja, vi vil have vækst.
Men vækst uden retfærdig fordeling er ikke fremskridt. Det er bare ophobning og uretfærdighed.
Ja, vi vil have arbejde.
Men vi vil også have liv!
Kammerater, vores krav er i virkeligheden enkle:
- Et samfund, hvor ingen bliver efterladt. Hvor vi passer på hinanden.
- Et arbejdsmarked, hvor mennesker har rettigheder, tryghed og værdighed.
- En økonomi, hvor rigdommen fordeles bedre.
- En fremtid, hvor teknologi gør hverdagen lettere – ikke livet hårdere.
- Og en verden, hvor solidaritet ikke er et gammelt ord, men en praktisk nødvendighed.
Det er derfor, vi står her i dag.
Ikke kun for at mindes fortidens kampe.
Men for at tage ansvar for fremtidens!
God kampdag!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
