Det er efterhånden en sjælden fornøjelse at høre om et andet land end USA i de danske mediers udlandsdækning. I disse dage fylder USA meget, med god grund, men et par gange om året er man så heldig, at de også omtaler Indien, som er mit oprindelsesland.
Men når der er så sparsom en dækning om andre dele af vores verden, kunne man så ikke gøre sig lidt umage for i det mindste at få tjekket nogle få detaljer ordentligt?
Nyhederne om Indien giver gentagne gange et misvisende billede af landet. Det skaber misforståelser og viser et forkert billede af, hvad der foregår i Indien i øjeblikket og om landets rolle i den nye, globale verdensorden.
Tænk, at man bruger mere tid på at diskutere en rig families bryllup end valgresultatet, hvor 700 millioner indere sagde nej til en voksende ulighed …
TV2 News valgte den 13. juli at bruge mere tid på at analysere et overdådigt bryllup, hvor en søn af Indiens rigeste mand skulle giftes, end de gjorde på Indiens valgaften. Det er åbenbart ligegyldigt at analysere valgresultat, men et bryllup er blevet mere interessant.
Tænk, at man bruger mere tid på at diskutere en rig families bryllup end valgresultatet, hvor 700 millioner indere sagde nej til en voksende ulighed og chokerede opinionsdannerne, som troede, at den nuværende regering ville vinde en jordskredssejr med over 400 parlamentspladser. De fik mindre end 250 pladser, og befolkningen tvang det største politiske parti BJP til at gå på kompromis og sørge for en bedre ressourcefordeling. Men den slags demokratiske øvelser er umiddelbart blevet mindre interessante.
Rusland og Indien kommer til at arbejde tæt sammen i det arktiske område. Det kommer til at have større indflydelse på vores liv end disse fester. Men det får heller ingen dækning i de danske medier.
Disse bryllupper er en unødvendig tradition. Vi har ytringsfrihed i Danmark, og man må sige, hvad man vil. Men en ansvarlig nyhedskanal burde foretage en grundig undersøgelse af, hvad der er op og ned. At kalde det et royalt bryllup og indkalde en dansker af indisk afstamning, som er født og opvokset i Danmark, for at bekræfte det, gør ikke betegnelsen mere legitim.
Indien er og bliver en republik. Fordi der er nogle uansvarlige rige mennesker, der fejrer et bryllup i flere omgange og bruger forholdsmæssigt mange penge, flere milliarder, retfærdiggør ikke, at familien karakteriseres som en royal familie.
Den indiske forfatning, som blev vedtaget i 1950, erklærer Indien for værende en uafhængig, sekulær, socialistisk og demokratisk republik, hvor der ikke er plads til et monarki.
Ét er, at danske medier bruger mere tid på at sætte fokus på et bryllup, som har kostet milliarder, men det betyder ikke, at man skal sammenligne Indien med et monarki, da det er i total uoverensstemmelse med den forfatningsmæssige og juridiske betegnelse. Omvendt er Danmark ikke en socialistisk republik, men derimod et konstitutionelt monarki.
Det er spændende for de danske medier at fokusere på en lille families formue og på listen af gæster, som inkluderer nogle andre rige fra Vesten, men det retfærdiggør igen ikke et unødvendigt og disproportionalt misbrug af ressourcer. De rige har råd til at bruge over to milliarder kroner på et bryllup, hvilket er den foreløbige uofficielle regning. Men de fleste indere har ikke råd til den slags begivenheder, og de bliver heller ikke inviteret med til det.
De to mænd, som kappes om at være de allerrigeste i Asien, er begge indere, som kommer fra den samme delstat, Gujarat. De hedder Ambani og Adani til efternavn.
Men det er ikke dem, som i mine øjne er repræsentanter for Indiens sjæl og demokrati. Det er to andre indere fra Gujarat, som burde få mere opmærksomhed i Danmark og i historiebøgerne. Det er Mahatma Gandhi, som blev kaldt Indiens fader, og som blev kendt for at leve et simpelt liv, hvor han gik med hjemmevævet tøj, der var hvidt og lavet af bomuld.
Han blev fortaler for brugen af ikke-vold som politisk protest og talte utroligt meget om tilgivelse og om at være lokalt forankret. Han mente, at hinduer og muslimer sagtens kunne leve sammen i et land, og mente, at delingen af Indien og Pakistan var unødvendig. Forstil jer, hvor mange penge og liv ville være sparet, hvis hans vision var gjort til virkelighed.
Den anden vigtige person fra Indien og Gujarat er Sardar Patel, som forenede de 545 små stater og overbeviste inderne om, at de tilhørte en nation, hvor der ikke var plads til et kongerige.
Jeg har som indisk universitetsstuderende besøgt de steder, hvor Gandhi opholdt sig. Han var landets politiske leder og ejede lige så meget som de allerfattigste i Indien. Under det britiske imperium havde inderne ikke råd til mere end to sæt tøj, og derfor gik Gandhi kun med to sæt tøj og startede et kollektiv for at styrke fællesskabet.
Mahatma Gandhi var en stærk modstander af overdådige, overfladiske og ekstravagante bryllupper, som senere er blevet et uforklarligt fænomen.
Men syv ud af ti indere mener i dag, at vi som samfund bruger alt for mange penge på bryllupper, og i de fleste tilfælde er det brudens forældre, der betaler udgifterne. Denne diskrimination af piger skal stoppes, mener flertallet af befolkningen. Tilføj også en medgift, som gives til disse bryllupper, og det er pigens forældre, der giver penge til brudgommen, og det er en anden diskriminering af piger.
En tradition, som ikke burde have nogen gang på jorden, er, at en piges forældre skal betale for at få deres datter gift. Vi burde ikke glorificere eller beundre disse traditioner, og vi burde alle tage afstand fra dem. I dag er det stadigvæk 90 procent af inderne, der gifter sig ved et arrangeret ægteskab, som i visse tilfælde også kan være et tvangsægteskab.
Flere og flere unge vil gerne selv vælge deres partner, og kærlighedsægteskaber er godt for Indiens integration. Hvis Indien skal af med det modbydelige kastesystem, så skal vi sætte de unge fri og ikke binde dem i et undertrykkende system. Der er intet godt i kastesystemet, og vi burde kunne se noget godt i alle mennesker, uanset deres oprindelse. Kastesystemet definerer en person fra fødslen, og det er et diskriminerende og racistisk system, der deler folk op i en kunstige kategorier.
Her vil jeg rose Kina, som har vedtaget en lovgivning, som ulovliggør den slags arrangerede ægteskaber. Kina har langt bedre ligestilling, og de unge er fri for at føle sig pressede til at blive gift. Sidste år talte jeg med en kvindelig kinesisk journalist, som sagde, at hun ville realisere sig selv, før hun blev gift. En frihed, de fleste unge ikke har i Indien.
I Indien og mange asiatiske lande eksisterer der en enorm korruption, fordi forældre som regel bruger flere års opsparinger for at kunne betale for en bryllupsfest, der varer mange dage. De unge skal selv have lov til at finde deres partner, når de er fyldt 18 år, og forældrene burde ikke blande sig i deres valg.
Derfor burde man ikke glorificere et bryllupsarrangement i Indien og gøre det mere spiseligt ved at betegne det som et royalt bryllup. Tænk, hvilken gavn disse penge kunne have gjort, hvis man havde investeret dem i uddannelse for de fattige børn eller i sundhed eller ved at støtte den lokale kunst og kultur.
Så nej, TV2 News og de andre. Vær nu kritiske! Indien er et demokrati og kan sagtens tåle lidt konstruktiv kritik. Kald en spade for en spade. Kald det for hvad det egentlig er, nemlig symptomer på cronykapitalisme. De få rige gider ikke dele deres penge, på trods af at de har mere end rigeligt.
Det, som er glædeligt, er, at flertallet af befolkningen forholder sig kritisk til det, og jeg håber, at vi indere dropper disse kvindeundertrykkende traditioner. Forholdsvis mange tager et lån, et lån for at gennemføre et bryllup. Og gældsætter sig i flere år.
Det er grobund for korruption, og jeg kan huske, at da jeg engang kørte med bus mellem to delstater, blev vi pludselig stoppet af politiet. Efter at vi fik lov til at køre igen, sagde buschaufføren, at de måtte betale et beløb for at slippe fri, da politiinspektørens datter skulle giftes, og der skulle gives bestikkelsespenge, ellers skulle vi holde mange timer, før vi kunne få lov til at køre igen.
Det klæder ikke Danmark, der sætter ligestilling højt, og som har sat ligestilling på den internationale dagsorden, at glorificere en tradition, som gør mere skade end gavn, og som gældsætter de unge.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak for dette indblik i det folkerige Indiens realiteter. Og for endnu en gang at få udstillet hvor overfladisk, selektiv, og nogen gange decideret faktuelt forkert, den danske nyhedsdækning er.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
