Så fik vi endelig social- og ældreminister Astrid Krag og dermed regeringens udspil som konklusion på den længe ventede “kulegravning” af det specialiserede socialområde.
Social- og ældreminister Astrid Krag har på Folketingets talerstol udtalt: “Det skal ikke være en kamp at få den hjælp, man har behov for, hvis man har et handicap”. Men det ér en kamp! Det har det været i mange år!
Lige siden kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt, har kommunerne haft “eneret” på udmålingen af hjælp til mennesker med handicap. Det har medført utallige eksempler på, at kommuner rundt om i landet har gået til grænsen for, hvor ringe hjælp man har tilbudt mennesker med handicap. I mange tilfælde er man ikke blot gået til grænsen for anstændig behandling af denne gruppe borgere, men langt over grænsen!
Regeringens udspil retter på ingen måde op på det faktum. Den monopoliserede hals- og håndsret ligger i udspillet stadig i kommunerne! Konsekvensen af dette vil stadig medføre, at kommunerne skal foretage “svære prioriteringer” på det specialiserede socialområde.
Kvaliteten af vores liv er afhængig af jeres arbejdsforhold.
Vi vil fortsat opleve, at mennesker med handicap vil blive udskammet som værende “for dyre” i drift. Vi vil fortsat se, at vi som gruppe vil blive spillet ud mod andre grupper i samfundet, for eksempel børn og unge, “for der er jo ikke råd til det hele”, vil argumentationen utvivlsomt være.
Det er simpelthen ikke sandt – for der er råd!
For nylig indgik et flertal i Folketinget et såkaldt “nationalt kompromis”, hvor man over en nat besluttede at lempe budgetloven med en halv procent. Det frigiver 18 milliarder kroner til oprustning!
Ved forhandlingerne om økonomiaftalen mellem staten og kommunerne for 2021 bad Kommunernes Landsforening om 5,5 milliarder kroner til et løft af det specialiserede socialområde, men fik ingenting! Det medførte, at græsrodsbevægelser som Handicapinitiativet og “enmillionstemmer” sammen med de etablerede handicaporganisationer for alvor begyndte at reagere med demonstrationer over hele landet.
Der er penge nok
Der ligger mange milliarder i kommunernes kasser. Budgetloven forhindrer kommunerne i at bruge pengene.
Finansministeren siger, at Danmarks økonomi er “bomstærk”. Den er øjensynlig stærk nok til at kunne bruge 18 milliarder på oprustning. Men ikke stærk nok til at tage sig af nogle af samfundets svageste borgere.
Mennesker med handicap er jo ikke en isoleret gruppe! Rigtig mange mennesker er involveret i at skabe gode liv for mennesker med et handicap af den ene eller anden slags. Eksempelvis socialpædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, SOSU-assistenter og hjælpere med flere.
Alle disse faggrupper bidrager til samfundet … Samtidig er de samme menneskers arbejdsvilkår til stadighed blevet forringet. De skal løbe hurtigere hele tiden. Og hvad er takken? Et honninghjerte … Det er helt forståeligt, at optaget på uddannelserne på disse områder er stærkt faldende, men det er ikke holdbart.
Vi bliver nødt til at indse, at hvis vi skal ændre på tilstanden og forhindre velfærdssamfundet i endegyldigt at bryde sammen, så er kun Palle alene i verden … Alle vi andre er her sammen.
Vi må stå sammen
Derfor må vi, os med handicap, menneskerne, som passer på os, og de faglige organisationer stå sammen.
Vi med handicap er parate til at reagere nu! Det viser de græsrodsbevægelser, der er opstået, og som sammen har stået bag en række demonstrationer det seneste år. #enmillionstemmer, Handicapinitiativet, Handicapaktivisterne samt en række af de “etablerede” handicaporganisationer.
Men vi kan ikke løfte opgaven alene.
Gennem det sidste år har vi haft stor og uvurderlig opbakning fra Landsforeningen af Socialpædagoger, LFS. Det er jeg personligt dybt taknemmelig for. Sammen oprettede vi Handicapinitiativet.
Men der skal mere til, hvis vi i fællesskab skal løfte opgaven!
Derfor en opfordring til de relevante dele af fagbevægelsen om at stå sammen med os, så vi kan kæmpe i flok. Fagbevægelsen bliver nødt til at forstå, at vi som græsrodsbevægelser har meget begrænsede økonomiske ressourcer. Når vi beder om opbakning, er det til fælles bedste.
Kvaliteten af vores liv er afhængig af jeres arbejdsforhold.
Lad os tage kampen sammen og gennemføre velfærdsrevolutionen!
Vi er alle værd at kæmpe for!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
