Tiden viste, at Enhedslisten forventligt omfavnede storkapitalens og neokolonialismens kommende nationalstatsprojekt “De Samlede Europæiske Stater” (i nutiden kendt som EU). Det bliver en blank stemme for mig til næste folketingsvalg, så meget står klart.
For ingen socialister kan kæmpe og vinde inden for rammen af EU, som Enhedslisten nu vil forsøge. Det er et krumspring, der unægtelig ligner det, SF startede på tilbage i 1991, og som blot er et af mange små skridt i en glidebane mod historiens mødding; som en kystbanesocialistisk fløj af Socialdemokratiet.
Hvor efterlader højredrejningen den tilbageværende revolutionære og progressive venstrefløj?
Vi så første etape af denne proces udspille sig i 2019, da Enhedslisten, efter hvad jeg oplevede som en intens og usammenhængende valgkamp, udnyttede deres position i Folkebevægelsen mod EU til at stække den tværpolitiske EU-modstand, da denne fra den vindende revisionistiske fløj i Enhedslisten blot var et redskab til at opnå indgangsbilletten til EU-parlamentet. En billet de skulle bruge til at afvikle EU-modstanden på den parlamentariske venstrefløj i Danmark.
Undervejs var Enhedslisten i sin gode ret som selvstændigt parti selvfølgelig også travlt optaget af at føre folketingsvalgkamp. Et dobbeltarbejde som praktisk for Enhedslisten svækkede Folkebevægelsens mulighedsrum og handlekraft. De manglende aktivistiske kræfter og lyst til samarbejde fra Enhedslisten var til at føle på.
Ironi kan forekomme …
Vi troede, vi var venner, men vi aktive i Folkebevægelsen føler stadig smerten fra dolken i ‘19, især i disse dage, hvor Nikolaj Villumsen, Pernille Skipper og Pelle Dragsted med smørrede champagnesmil glæder sig over, at deres geniale demokratiske socialisme nu kan indføres i EU!
Helt ligesom vi jo ser, at SF’s Margrethe Auken – som et tågehorn blæsende varm luft over jakkesættets højborg Bruxelles – har væltet sig i parlamentariske sejre på stribe. Helt ligesom utallige af venstreorienterede partier gennem tiden har smidt storkapitalens lobbyister på porten og sikret, at demokratiet kunne herske i Parlamentet! Ironi kan forekomme.
Vi glemmer aldrig, at Enhedslisten ved højlys dag nærmest stjal fra Folkebevægelsen mod EU, da fordelingen af midlerne efter valget skulle gøres op. En fordeling der økonomisk smadrede vores tværpolitiske bevægelse, så den nu alene kører på blod, sved og vilje fra de energiske og hårdt kæmpende EU-modstandere landet over. Jeg takker for jeres kampvilje.
Enhedslisten som SF i ’91
Mine følelser og tanker går i disse dage også til mine gode socialistiske kammerater i Enhedslisten, der har kæmpet en hård og lang kamp for at fastholde den rigtige politik! Jeg forstår, at flere prøver at vende deres nederlag på årsmødet til at være kompromiser, da udmeldelse af EU som perspektiv stadig retorisk fremgår af Enhedslistens politiske program. Men virkeligheden bliver nok en anden. For når man skrotter sin marxistiske skoling og glemmer den materialistiske historieopfattelse som parti. Så gentager historien sig selv, og venstrefløjen opblødes og smuldrer ind i en borgerlig-liberal tilværelse. Jeg tror, at Dragsteds ideal om nordisk socialisme bliver Enhedslistens endelige som relevant masseparti for klassekampen og bevægelserne. For den revolutionære ånd og kraft er den progressive venstrefløjs reelle samlingspunkt og indgang til massebevægelse!
Et lidt tankevækkende eksempel er SF’s program Mod Nye Tider fra 1991. Virkeligheden gentager sig selv, som var den copy pastet. SF var dengang, hvad Enhedslisten er nu.
De bliver gennemsyret og underlagt kapitalismens kontrol. En kapitalisme der får progressive kræfter til at slide sig selv ihjel på årtier af sisyfosarbejde, indtil de endelig kapitulerer, fordi de i sidste ende skal kapitalisere for at overleve.
Tiden byder på vigtigere spørgsmål
Men nok om det. For ét er at stå og lure over hækken til naboen og være frustreret over Enhedslisten. Tiden byder snarligt på flere, større og langt vigtigere spørgsmål:
Hvor efterlader højredrejningen af Enhedslisten den tilbageværende revolutionære og progressive venstrefløj?
Hvilket parti kan repræsentere den progressive venstrefløj i Danmark i det borgerlige-liberale demokratur?
Hvem kan – kompromisløst – fastholde sin marxistiske klasseanalyse i senimperialismens højeste tid?
Hvilken forsamling af radikaliserede mennesker er i stand til at mobilisere proletariatets klassebevidste individer og være talerør for den samlede arbejderklasse?
Det må tiden vise.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
