Boganmeldelse
Som revolutionære venstreorienterede har vi tre måder at organisere os på. Enten i mindre underorganiserede affinity-grupper (tilhørsforholds-grupper, red.), gennem overorganiserede marxistgrupper eller at opgive målet og kæmpe for de små forbedringer med reformisterne. Problemet med alle disse er, at de ikke kommer med noget, der både er radikalt og samtidig i stand til at skabe en reel trussel mod systemet. Det er spørgsmålet, vi vil behandle i denne tredelte serie.
Den autonome venstrefløj
Her vil vi tale om anarkister, libertære socialister, autonome og alle de revolutionære, der falder uden for marxismens eller leninismens faner i Danmark. Ellers kan vi bedst betegne dem, vi kritiserer, med en kamp mod stat og kapital og et ønske om solidaritet med alle undertrykte folk og, hvad de mener er en ultimativ frigørelse af alle folk, af form af nedbrydelsen af hierarkier og staten. Men hvor er den libertære venstrefløjs bevægelse egentlig?
Revolutionen er ikke et æble, der falder, når det er modent. Du skal få det til at falde.
Che Guevara
Hvis man spurgte den almindelige dansker om, hvilke kommunistiske organisationer der er i Danmark, så ville de fleste nok svare Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), nogle endda Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP).
Men hvis man spurgte, hvilke anarkistiske organisationer de kender, så ville de fleste ikke kunne svare. Anarkismen i dens moderne danske kontekst er ikke en ideologi for de mange, men for de få. Dette er dog ikke en tendens, der ligger i dens ideologiske grundlag, da den er bygget på en total frigørelse for alle, men i deres organisering af praksis.
Den autonome venstrefløj er i større grad organiseret i såkaldte affinity-grupper, mindre decentraliserede grupper der hovedsageligt bruges til direkte aktioner og civil ulydighed. Denne organiseringsform har sine fordele, især på den måde den kan skabe effektive “kamp”-enheder.
Et eksempel på, hvordan affinity-grupper kan skabe “effektive kampenheder”, er i form af den såkaldte Black Bloc, en kampklar sortklædt maskeret blok, der går forrest for at beskytte demoer mod fascist- og politiangreb.
Det er her, hvor organiseringsformen stråler; som en slags decentraliseret milits for bevægelserne. Men det er også her, vi begynder at se sprækkerne i formen.
Affinity-grupper er af sikkerhedsmæssige årsager en mindre gruppe, der for det meste er en lukket vennegruppe. Det betyder, at hvis du kommer ude fra de anarkistiske miljøer, så er det næsten umuligt at blive aktiv i den autonome bevægelse.
Dermed bliver det til en eksklusiv klub for dem, der kender de rigtige, altså en slags venstreorienteret aktivisme, nepotisme. Det er derfor, at hr. og fr. Danmark aldrig kender eller hører til de autonome budskaber på andre tidspunkter, end når der er kamp om Ungdomshuset. Dermed bliver der af den anarkistiske organisationsform aldrig skabt en massebevægelse, som kan lede til reel revolutionær handling og samfundsændring.
Et andet problem i den form er, at den ender ud i en de facto decentraliseret vanguard (fortrop, red.) The Anarchist Library definerer vanguard-konceptet i deres udgivelse Means And Ends (2016) (her oversat til dansk af redaktionen):
“Fortropspartiet skal bestå af de mest oplyste og klassebevidste medlemmer af arbejderklassen. I praksis starter fortropspartiet som en selvudvalgt minoritet… Uanset om der fra tid til anden er tale om reel demokratisk ansvarlighed inden for fortropspartiet, er det en kommandostruktur, hvor beslutningerne træffes af en minoritet, og hvor flertallet forventes at føre ledelsens planer og ønsker ud i livet.“
Men hvordan kan denne beskrivelse bruges til affinity-grupper, de har da aldrig erklæret sig selv herre over arbejderklassen? Men det er det, de de facto gør, når det næsten kun er affinity-grupperne og kommunisterne, der organiserer demonstrationer, aktioner og andre revolutionære handlinger. De ender med at blive små “klassebevidste” grupper, som organiserer venstrefløjens aktiviteter.
Men på grund af deres aflukkede og næsten hemmelige tilstand så er der ingen demokratisk oversigt over dem. Altså de kommer til at isolere sig selv, så de ender i en næsten elitær tilstand, hvor arbejderklassens meninger og behov ikke kan høres. Dermed ender affinity-grupperne med at blive en slags decentraliseret vanguard, hvor der nok er et internt demokrati, men ingen demokratisk ansvar over for den brede arbejderklasse.
Moderne vestlig anarkisme kan bedst beskrives som revolutionær defaitisme. I stedet for at kæmpe for revolutionen så har de, ligesom reformisterne, opgivet den for bevægelsens mindre kampe. Dog har de til forskel fra reformisterne stadig accepteret faktummet, at revolutionen er den eneste vej til en bedre verden, en socialistisk verden.
Det er denne defaitisme, der leder til den libertære venstrefløjs største fejl – at den ikke bygger en massebevægelse.
Magthaverne kommer altid til at have bedre våben og mere indflydelsesrige kontakter, som gør, at et mindretals kup aldrig ville virke for arbejderklassen. Men det er, hvor vi differentierer os fra de borgerlige ideologier, at vi kæmper for arbejderklassens frihed, ikke et individs magtbehov.
Vores magt ligger dermed i masserne, for det er masserne, der skaber al værdien, ikke i mindretal. Derfor er det så vigtigt, at vi organiserer os i en massebevægelse, som kan lede til en revolution.
For revolutionen kommer først, når arbejderklassen samler sig og griber den, eller som Che Guevara sagde: “Revolutionen er ikke et æble, der falder, når det er modent. Du skal få det til at falde.“
Den centralistiske venstrefløj
På baggrund af det russiske zarstyres meget voldsomme diktatur udviklede den socialistiske bevægelse i Rusland sig lidt anderledes i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Zarens hemmelige politi, overvågning og guilty-by-association-lovgivning gjorde, at bolsjevikkerne havde brug for en meget stram, topstyret og disciplinær styremåde for at kunne operere i landet og vælte zaren.
Det lykkedes dog stadig at vælte zaren, og som resultat er bolsjevikkernes praksisser, i form af trotskistisk og marxistisk-leninistisk praksis, blevet de mest udbredte blandt marxister.
Der kan bare også opstå nogle problemer, når man bruger en model fra lande, hvor langt det meste af befolkningen var fattige bønder i dansk kontekst. Både praktisk, men også ideologisk. Det skal også lige noteres, at selv om de marxistiske udgaver er hovedfokus her, snakker jeg også om ikke-marxistiske, men stadig “centralistiske” venstrefløjsorganisationer som for eksempel Frie Grønne.
Så lad os forene os i fælles handling i stedet for at kalde hinanden revisionister hele tiden.
I et parti for arbejderklassen skal man tale med arbejderklassen, når man laver politik. Ikke blot tale for arbejderklassen. Det er derfor vigtigt, at så stor en del af medlemsskaren som praktisk muligt deltager i de politiske og organisatoriske beslutninger. Og det bringer os til et grundlæggende problem med de organisationer, der bruger bolsjevikisk praksis i dansk kontekst: topstyringen.
Til at starte med er der en række praktiske problemer, når mange bliver overhørt i beslutningstagningen. Det betyder, at man ofte kommer til at overse ting eller mangler visse perspektiver. Det kan være, man laver en kampagne om noget antiracistisk, men alle i bestyrelsen er hvide mennesker. Eller man prøver at tiltrække nogle unge medlemmer, men man ved ikke hvordan, for hele bestyrelsen er folk over 30.
Et andet praktisk problem er også, at når meget få mennesker træffer mange beslutninger, følges organisationens aktivitetsniveau ikke nødvendigvis sammen med menige medlemmers tid og energi. Nogle gange sker der mere, end folk kan, nogle gange mindre. Hvis ledelsen består af en masse færdiguddannede medlemmer, kan mange vigtige arrangementer komme til at ligge midt i eksamensperioden.
Eller også kan en ledelse glemme, at mange af medlemmerne også er aktive i andre organisationer, og overse arrangementer i forbindelse med dem. Som resultat kan topstyring ofte enten lede til svingende aktivitetsniveau eller burnout blandt mange medlemmer.
Når ledelser står for rigtig mange beslutninger og dermed også rigtig meget arbejde, kan det også nemt lede til burnout blandt dem, som sidder i ledelsen. Topstyring kan altså både føre til udbrændte menige medlemmer og ledelsesmedlemmer.
Men ud over de praktiske udfordringer er der også et stort principielt problem med topstyring. Som venstrefløj er vi imod skæve magtforhold: Vi er imod borgerskabets magt over proletariatet og ønsker derfor et klasseløst samfund.
Vi er imod mænds magt over kvinder og ønsker derfor alle patriarkalske kønsroller afskaffet. Vi er imod centrets imperialistiske styre over periferien og ønsker derfor imperialisme afskaffet.
Vi er imod hvide menneskers magt over farvede mennesker og ønsker derfor racisme afskaffet. Og vi er imod så mange flere samfundsmæssige hierarkier netop af samme princip.
Så dermed bør vi som revolutionære også være skeptiske over for det magtforhold, som uundgåeligt opstår i en organisation med en bestyrelse. Både formelt og uformelt. Det betyder selvfølgelig ikke, at topstyring altid er forkasteligt, under selve revolutionen kan central styring være nødvendig. Men nogle gange kan det også blive for meget.
For højredrejninger sker lige så meget for medlemmer i toppen af en organisation som i bunden, især fordi vi skal huske, at steder med magt tiltrækker opportunister. Til gengæld er der i en topstyret organisation ikke nogen mekanisme til at holde dem i toppen på det rette spor. For det er dem i toppen, der har magten til at ekskludere medlemmer.
Argumentet mod dette er selvfølgelig, at man godt kan se, hvem der er ordentlige mennesker, og hvem der ikke er. Og derfor bliver dem i toppen de medlemmer, der har den bedste evne til at kigge indad. Og i mindre organisationer og lokalafdelinger er det meget muligt, selv om det dog ikke altid er så let at læse andre mennesker.
Slet ikke i større organisationer hvor man ikke lærer alle at kende så godt, og det derfor oftere er de bedste retorikere og ikke de bedste selvkritikere, der får topposterne. Desuden sker højredrejning ikke kun på grund af opportunisme, men også fordi de højresnoede holdninger udgør normerne i samfundet.
Det nok allermest centrale (ironisk nok) eksempel på bolsjevikisk praksis er, hvad vi kender som demokratisk centralisme. Trotskister, marxist-leninister og afarterne heraf har lidt forskellige fortolkninger af konceptet, men fælles træk er, at man stemmer om sine beslutninger, og så accepterer alle udfaldet af afstemningen og følger det udadtil.
Det vil blandt andet sige, at fraktionsdannelse er forbudt, og al ledelseskritik skal foregå åbent og respektfuldt: Ingen snakken i krogene. På papiret er det en smart måde at sikre sammenhold og undgå spildtid.
Som allerede skrevet er problemet, at det antager, at de højtstående i partiet agerer retfærdigt og har evnen til selvkritik. Derfor kan der i praksis opstå det problem, at alt dette er et definitionsspørgsmål, så anklager om splittende adfærd og respektløs tone kan ret hurtigt bruges som middel til at lukke for en vigtig debat. Mange emner kan ikke færdigdebatteres på en enkelt kongres eller i en enkelt bestyrelse. Ændringer sker over en længere periode, der kræver længerevarende diskussioner.
For eksempel kan demokratisk centralisme i praksis gøre, at opgør med en problematisk kultur kan være ret besværlige. For den slags kan ikke blot stemmes væk og kræver en længere diskussion end en aftens selvrefleksion.
Man kan derfor uheldigvis ende som for eksempel DKP i 30’erne, hvor politisk fokus på reproduktive rettigheder blev set ned på. Dette medførte blandt andet i 1936, at den daværende DKP-medlem Marie Nielsen ikke fik lov til at udgive en artikel i Arbejderbladet om sin kritik af Sovjetunionens seksuallov 1936, (som fjernede den frie abort og gjorde det sværere for kvinder at blive skilt.)
Det skete, fordi partiet allerede havde besluttet at støtte op om Sovjetunionens nye seksuallov, og dermed måtte de som følge af demokratisk centralisme ikke lade medlemmer kritisere den beslutning udadtil.
Dette er selvfølgelig 100 år siden, og kulturen har ændret sig til det bedre, men det betyder ikke, at udgaver af dette stadig ikke kan finde sted. RKP (eller rettere Revolutionary Communist International, RKP’s internationale) har for eksempel en del overgrebssager på nakken, som blev tilsidesat af ledelsen.
Dette er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at demokratisk centralisme altid kommer med kulturelle problemer. Det betyder bare, at hvis først man får dem, kan det være svært at komme af med igen.
Det betyder dog også, at ændringer i strategi og opgør med gamle skadelige vaner kan være svære, hvis ikke initiativet kommer fra partitoppen, især når toppen modarbejder ændringen. Som revolutionære har vi alle sammen nogle ret stærke holdninger, og det betyder også, at vi ikke altid intuitivt bakker op om ændringer i praksis, som egentlig nok er for det bedre.
Et forsvar for centralistisk styring, der ofte bliver brugt, er, at alle forhenværende revolutioner er gennemført af partiet med demokratisk centralisme. Men grundlæggende har vi aldrig haft en succesfuld socialistisk revolution i et land, hvor flertallet af befolkningen tilhører proletariatet (hvis muligheder for at organisere sig er langt anderledes end bønders).
Det er ikke for at sige, at man ikke godt kan evaluere disse historiske revolutioners praksis. Det skal bare aldrig nogensinde forhindre fælles samarbejde mellem socialister, som har forskellige praksisser.
Enhver organisation behøver ikke tage stilling til de ting, der adskiller hoxhaister og gonzaloister. Ligesom vi også godt kan værdsætte hinandens handlinger, selv om vores metode er forskellige. Som Marx engang sagde: “Ethvert skridt mod reel forandring er bedre end et dusin programmer.” Så lad os forene os i fælles handling i stedet for at kalde hinanden revisionister hele tiden.
Den reformistiske venstrefløj
At være venstreorienteret er at være imod magthaverne, imod systemet og imod status quo. Det betyder også, at man aldrig vil have det nemt som venstreorienteret. Systemet er lavet til at straffe venstrefløjen og belønne højrefløjen.
Når folk snakker om den yderste højrefløjs fremgang, særligt blandt de mest udsatte i samfundet, undlader de ofte den detalje, at højrefløjen har medierne og skolesystemet til at sprede deres racistiske løgnetyrelort. Og når det politiske centrum bruger denne tendens til at argumentere for, at vi skal tage højrefløjens krav til hjerte, er det blot dem, der i virkeligheden vil normalisere højrefløjens racisme for at hjælpe dem fremad.
Det betyder også, at når venstrefløjen klarer sig dårligt, er det ikke et tegn på, at der er noget galt med venstrefløjen. Når alt rykker til højre, burde vi ikke tænke, “tager vi måske fejl, måske har højrefløjen en pointe”, for det er naturligt, at det går dårligt for venstrefløjen.
Vi har også i nyere tid set Enhedslistens vælgerbasis mere og mere blive domineret af arbejdsadlen og det kulturorienterede småborgerskab.
Venstredrejning bør altid ses som en undtagelse, aldrig end forventning. Det betyder så også, at når venstrefløjspartier bliver mere succesrige ved at påtage sig et værdisæt, der ligner mere de borgerlige partiers, så betyder det ikke, at det er det, man bør gøre. For den succes skyldes ikke, at systemet kan fikses, men at systemet ikke er ødelagt i første omgang. Det er meningen, at højredrejning skaber fremgang for venstrefløjspartier. Det er sådan, systemet er lavet.
Internationalt er eksemplerne på, hvad der tales om, mange. Men i Danmark kan man nok godt regne ud, at Enhedslistens “fornyelse” er det ultimative eksempel.
Til at starte med var Enhedslisten en samling af revolutionære, der blot brugte Folketinget som en praktisk platform. Indflydelse var bare en dejlig bonus, der engang imellem kom med, og shitstorms fra medierne og borgerlige politikere var langt fra sjældne.
Som resultat begyndte partiet at rokke lidt på sine standpunkter. De begyndte at tage afstand fra Antifascistisk Aktion (AFA) og ændrede lidt i principprogrammet.
Men hvad der virkelig ændrede alt var, da den såkaldte “fornyelse” kom. Nu begyndte partiet at foretage vælgerundersøgelser og søge mere indflydelse. Og i processen fandt partiets politikere hurtigt ud af, hvorfor partiet var det mindste i Folketinget og næsten ingen indflydelse kunne hente.
De fandt ud af, at det hele ville være nemmere, hvis hovedbestyrelsen ikke skulle godkende alle politiske aftaler. Man fjernede revolution fra principprogrammet, og kritikken af Socialdemokratiet blev skruet ned. Og det havde de ret i.
Enhedslisten fik flere stemmer, mere indflydelse og mindre kritik fra medierne. Men nu er Enhedslisten også bare blevet mediernes og borgerskabets lydige kritiker. Da den 7. oktober kom, og det blev upopulært at støtte Palæstina, valgte Enhedslisten at stoppe samarbejdet med DFLP og nægtede at støtte Palæstina-demonstrationerne. Og da alle partierne pludselig begyndte at mene, at vi skulle bruge 5 procent af BNP på militæret, begyndte Enhedslisten også at gå ind for oprustning.
Enhedslisten rykkede til højre, fordi det var nemmere. Men meningen med socialistisk agitation har aldrig været, at det skal være nemt. Rettere handler det om at kæmpe for at vælte kapitalismen, også selv om det er svært. Det er åndssvagt at forvente konstant fremgang for venstrefløjen, for det er ikke sådan, systemet fungerer.
Netop på grund af at systemet belønner loyalitet, så er der en direkte værdi i at søge en mere højreorienteret enhed i partiet for partitoppen. Det har blandt andet også skabt en kulturændring i Enhedslisten, hvor behovet for en enhedsfront er blevet byttet ud til fordel for et behov for ideologisk enhed.
Dette gjorde, at hvis man ikke fulgte trop med denne “fornyelse”, så gav det mest mening at melde sig ud og lave sin egen organisation.
Det gjorde, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) tog afstand, Rødt Venstre, Internationale Socialister (IS) og “Den Nye Venstrefløj” splittede derfra, at fraktionen i Revolutionære Socialister (senere Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP)) der ville samarbejde mere med Enhedslisten blev irrelevant, og at sekteriske organisationer som Danmarks Kommunistisk Ungdom kunne opstå.
Den revolutionære venstrefløj har aldrig været mere splittet, og det skyldes hovedsageligt Enhedslistens højredrejning og dens udryddelse af den politiske kamp og mod den revolutionære fløj i partiet. Reformisternes behov for ideologisk enhed vil dermed altid lede til mere splittelse end enhed.
Hvad man ofte støder på, er reformister, der erklærer, at det er urealistisk at kæmpe for revolution, så derfor får alle mere ud af at kæmpe for reformer i stedet for.
Problemet med dette er, at det for det meste er bygget på den naive og idealistiske opfattelse, at borgerskabet vil nedlægge sig selv, hvis et demokratisk flertal bare kommer for det. Det har historiens lærdom altid modbevist.
Fra storkapitalister der støttede nazisterne af frygt for kommunisterne i mellemkrigstiden til kapitalen og CIA, der orkestrerer et kup imod den demokratisk valgte socialistiske præsident i Chile til fordel for en brutal diktator. Hver gang borgerskabets eksistensgrundlag er blevet truet, er det endt i en tilbagegang i demokratiske rettigheder.
Samtidig har vi også været vidne til, at alle reformistiske partier, der har haft et parlamentarisk flertal, ikke har brugt det til at indføre socialisme. Vi så det i Venezuela, som blev de liberales store bevis på, at “socialisme ikke kan være demokratisk” efter Chavez’ reformistiske linje hurtigt blev erstattet af ren korruption. Vi så det også i Grækenland, hvor Syriza ligeledes måtte opgive at indføre socialisme og i stedet gøre ting på EU’s og kapitalens præmisser.
Men allermest relevant er nok det danske Socialdemokratis drejning fra socialreformisme til socialfascisme. Da Socialdemokratiet fik flertal i Folketinget sammen med SF i 1960’erne, havde de faktisk det politiske flertal, som reformister altid siger, vi blot har brug for. Og alligevel blev Danmark aldrig socialistisk. Og i takt med at fagbevægelsen blev svagere, og globaliseringen gjorde kapitalen stærkere, er Socialdemokratiet rykket til højre. Og nu sidder Socialdemokratiet selv og foretager nyliberalistiske nedskæringer og anklager muslimer for at “undergrave det danske samfund indefra”.
Bare fordi et parti er socialistisk i øjeblikket, betyder det ikke, at det vil forblive det, når partiet også får magt. Det har den historiske materialisme fortalt os. Og historien har gang på gang bevist det.
Vi må også bare acceptere, at vi ikke er i velfærdsstatens gyldne alder mere. Velfærdsstaten bliver ikke større og større længere, næsten modsat, og snakken om arbejderrettigheder er blevet udskiftet med at snakke om nedskæringer og “arbejderens ansvar”. Vi lever ikke i en verden, hvor arbejderklassens rettigheder i sig selv bare bliver bedre. Og tiden er derfor ikke inde for reformer. Vi bliver nødt til at komme tilbage til kampen mod systemet, tilbage til klassekampen i stedet for at kæmpe på kapitalens præmisser.
På sigt kan arbejderklassen godt genkende svigt, og vi har også i nyere tid set Enhedslistens vælgerbasis mere og mere blive domineret af arbejdsadlen og det kulturorienterede småborgerskab. Og det er det, der sker, når man baserer sin politik på vælgerundersøgelser, meningsmålinger og mediernes præmisser. Som Rosa Luxemburg sagde: “Spørgsmålet socialreform eller revolution, endemål og bevægelse er snarere spørgsmålet om, hvorvidt arbejderbevægelsens karakter skal være småborgerlig eller proletarisk.“
Konklusion
Så når vi snakker om venstrefløjen i kunstigt åndedræt, så mener vi netop, at en alt for stor del af venstrefløjen eksisterer som en kombination af to ting. En gruppe ældre mennesker som har været revolutionære i årevis, men ikke rigtig hverver nye folk. Og en gruppe unge tidligere Enhedslisten-fans, mange af hvilket har en nørdet særinteresse for venstrefløjsteori, som er blevet yderligere radikaliseret af kontakt med revolutionære kammerater. Altså Enhedslisten, teorinørder og gamle mennesker holder venstrefløjen kunstigt i live, hvis man skulle sige det strengt, men ærligt.
En løsning, som vi foreslår, er at etablere en ny venstrefløjssamling. Ikke et parti der skal forene venstrefløjen, men en løs paraplyorganisation bestående af revolutionære partier og grupperinger af forskellig slags. Denne paraply skal ikke styre organisationerne, men er styret af organisationerne (med mindretalsrettigheder).
Dette mener vi ikke, fordi vi mener, at en sådan organisation kan lede revolutionen, men fordi venstrefløjen er så meget på tilbagetur, at det er nødvendigt for at vende udviklingen om. Så kan vi derefter begynde at diskutere, hvis ideologi eller praksis skal være grundlaget for det revolutionære masseparti.
Lige nu skal vi bare have noget op at stå. Hvad end det noget skal være vores løsning eller en anden, er vi nødt til at finde ud af, hvis vi skal vende udviklingen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
