Genopblomstring af kvindehad
Først et par ord om mine forældre. Min far Martin Nielsen var redaktør for Arbejderbladet og den ene af tre kommunistiske medlemmer af Folketinget for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).
Han blev arresteret d. 22. juni 1941 af dansk og tysk politi i uskøn forening, ført Vestre Fængsel. Derefter til Horserød, igen til Gestapo på Vestre Fængsel, hvor han blev udspurgt om, hvor min mor Agnes Nielsen var. Siden blev han atter sendt til Horserød, hvor han sad indtil tyskerne overtog lejren, Herefter blev han sammen med de andre 150 kammerater, som det ikke var lykkedes at flygte blev kørt til Langelinie og tvunget ombord på skibet Warteland sammen med de jøder som ikke havde nået et flygte til Sverige. Jøderne blev sendt til Theresienstat. Endestationen for vore kammerater var udryddelseslejren Stutthof.
De der stadig var i live efter den frygtelige døds-march, der startede den 25. januar, da gik de ud af Dødens Port – sluttede den 10. marts i byen Schweslin, hvor de blev befriet af Den røde Arme. Af den oprindelige kolonne på 1198, der gik gennem Dødens Port var der nu 348 tilbage.
Efter et ophold Sovjetunionen kom min far hjem sidst i Maj 1945. Da vejede han fyrre kilo.
Jagten på min mor
I 1942 indledtes jagten på min mor. Hun måtte gå under jorden, da man – byggende på falske anklager – indledte en klapjagt på hende. Hendes eneste forbrydelse var at hun var kommunist, og af jødisk afstamning – at hun var gift med en kommunistisk folketingsmand gjorde ikke sagen bedre.
Jeg blev gemt af vejen i Jylland – hos mine bedsteforældre og mine to fastre. Der var jeg til 1945.
Læs også
Historie
Til høring på Christiansborg: fire fortællinger om grundlovsbrud
Dansk politi lå på lur til fødselsdage og arresterede kommunister
Min Mor var på evig flugt – hun boede mere 42 forskellige steder – indtil hun dukkede op i Randers i slutningen af april 1945. Jeg havde igen fået en mor, senere skulle jeg også få en far. Det var de bedste dage i vores liv. Min far havde overlevet, min mor havde overlevet og jeg selv havde overlevet, med gode menneskers hjælp. Men mange af vore kammerater kom aldrig hjem. Nazisterne dræbte dem, og deres medskyldige sad på Christiansborg.
Mere vil jeg ikke sige i den sammenhæng nu, fordi der er nogen påtrængende ting, som jeg mener er vigtige at få frem ved denne sjældne lejlighed.
Vi kræver en undskyldning
Kære statsminister står der i det brev vi har tilsendt hende og regeringen. Vi beder i brevet om en undskyldning for den behandling, som den danske stat i uskøn forening med den tyske besættelsesmagt gjorde sig skyldig i, da man udleverede vore fædre og mødre til de nazistiske bødler, som blev en dødsdom for mange, og livslange traumer – fysiske som psykiske – for de overlevende hele livet, til en for de fleste al for tidlig død.
Vi ønsker også en undskyldning til efterkommerne – krigens børn – som har oplevet den antikommunistiske hetz og den løgnagtige historieskrivning, som har udstillet os som pariaer og landsforrædere.
Så slut med det læserbrevs sludder som – kære statsminister – hun er absolut ikke kær, det kan enhver forvisse sig om i den nuværende regerings politik, som altid har social uligevægt. Man sparker til de små og giver til de rige. Et aktuelt eksempel er de nu strejkende sygeplejersker. De fik tilbudt en ”Lønstrukturkomite”, og sagde klogelig nej. Den sovjetiske digter Majakovski gjorde for 100 siden op med dette: Da fanden ville at der intet skulle ske – opfandt han den første komite.
Så derfor beder vi ikke. Vi ved af erfaring, at det ikke fører til noget. Derfor dette er ikke en bøn, men et krav! Et krav om at retfærdigheden for en gangs skyld måtte ske fyldest!
“Stærke kræfter arbejder på at skrue verden tilbage”
En undskyldning som bare er en fortsættelse – endnu en bortforklaring for at dække over tidlige forbrydelser og dække over den nuværende løgnagtige historieskrivning, som vender op og ned på fakta – kan vi på ingen måde acceptere.
Skulle det ske, går kampen naturligvis videre. Kommunister giver aldrig op, skulle nogen tro det, har de taget fejl af os. Men vi skal skynde os. Tiden er knap.
Mogens Fog – Frihedsrådets leder – skrev allerede få år efter befrielsen: ”Stærke kræfter arbejder på at skrue verden tilbage til det,som var før opgøret med nazismen, og vil dermed tilintetgøre det håb, vi nærede til denne fred.”
Det begyndte allerede nogle måneder efter befrielsen med dannelsen af den såkaldte ”befrielses regering” med socialdemokraten Buhl som statsminister – den mand som kort før over radioen havde opfordret befolkningen til at stikke sabotører.
Og det fortsatte i øget tempo, med Danmarks indlemmelse i NATO, dansk-vesttysk militærsamarbejde osv. osv. Kommunisterne var igen skurkene, mens de gamle politikere renvaskede sig selv i Den Parlamentariske Kommission. Alt var igen på sin rette plads. Eller var det? Hvad blev følgerne af dette forræderi?
Politistaten lurer
Af tidshensyn springer jeg nu til vor tid, hvor udviklingen har taget fornyet fart i den gale retning. Til terrorlovenes tid, som vi befinder os midt i.
Med vedtagelsen af de nye terrorlove – i det store hele en afskrift af tidligere præsident Georg W. Bush´ ”Patriot Act”, nærmer vi os her i Danmark noget som vi for bare nogle få år siden ville have forsvoret kunne ladet sig gøre.
Politistaten lurer lige om hjørnet, eller rettere – den er her allerede! Den personlige frihed begrænses dag for dag, retssikkerheden bliver mere og mere illusorisk, straffeloven sættes hyppigt ud af kraft til fordel for terrorlovene.
Solidaritet med mennesker i nød er nu stort set forbudt, hvis man da ikke vil udråbes til terrorist – eller endnu være kommunist. Man må se stort på medmenneskelighed og menneskerettigheder, som det dagligt kommer til udtryk i behandlingen af flygtninge og indvandrere. Magtarrogancen lyser ud af disse magtens mænd – politikere såvel som de store monopolers repræsentanter.
USA’s skødehunde
Magtmisbrug på snart alle planer hører til dagens orden. Og et racistisk og imperialistisk tankesæt – som er en slyngelstat værdig – har vundet indpas i det politiske sprog.
Tilbage er er et skindemokrati, som politikerne sædvanen tro hyldede i floromvundne taler på Grundlovsdag. Justitsministeren tog som sædvanlig prisen som den mest rabiate: Øget overvågning giver større frihed! Så ved vi hvad der venter. Der er god grund til at råbe vagt i gevær, og få samlet alle progressive kræfter i en fælles kamp for vor frihed.
Men hvem afgør hvem der er terrorist eller frihedskæmper? Det er et politisk spørgsmål – og en politisk afgørelse. Hvis side er de på? Under den nazistiske besættelse kaldte tyskerne og de danske samarbejdspolitikere modstandsfolkene for terrorister.
Men hvem der er hvad – terrorist eller frihedskæmper – afgøres til enhver tid af, hvem der har magten. I går var det nazi-Tyskland – i dag er det supermagten USA.
I Danmarks tilfælde – fra Stauning over Buhl, Scavenius, Knud Kristensen, Hedtoft, H.C. Hansen, Kampman, Krag til Anker Jørgensen, Baunsgård, Schlüter, Nyrup, Anders Fogh Rasmussen, Lars Lykke Rasmussen, Helle Thorning–Schmidt og Mette Frederiksen – alle lægger de sig fladt på maven når overhunden glammer.
Fælles for dem alle er at man ikke siger magten imod, så hellere bedrage sit eget folk.
Sammen om vor tids store spørgsmål
Til sidst vil jeg sige: Det vi er her for i dag er ikke alene at kræve en undskyld til kommunisterne og deres efterladte. Det drejer sig om om noget langt mere: Det drejer sig om en opfordring til alle, om at vi finder sammen om vor tids store spørgsmål.
Kampen mod nyfascismen og racismen, som breder sig som en pest kloden over – også i Danmark. Kampen for klodens overlevelse, og det drejer sig om kampen for freden, i en tid hvor militaristerne dagligt truer med at slippe krigen løs, hvis ikke de får det som de vil have det.
Og endeligt gælder det kampen for et nyt og retfærdigt samfund. Som Ellen Hørup – Viggo Hørups datter – udtrykte det: Den der vil fred, må ville ret, og den der vil ret, kan ikke støtte en verdensorden, der opretholdes ved røveri og profit. Det er kun blevet værre siden Ellen Hørups dage.
Eksempelvis som da dommeren sluttede sagen mod Horserød Stutthof Foreningen og undertegnede for at have støttet terrororganisationer ved at have sendt cirka 17 tusinde kroner til børnene i Gaza efter Israels terrorbombninger i 2009: Nogle gange er der forskel på ret og retfærdighed. Her følger vi loven!
Vort svar må nu og til enhver tid være: Når uret bliver ret, er modstand en pligt!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
