Mindeord
Xenofobien i Sydafrika er ikke en folkelig opstand – den er et politisk projekt
Under apartheid fandt Sydafrikas befrielsesbevægelse støtte og beskyttelse i hele det sydlige Afrika. I dag bliver mennesker fra mange af de samme nabolande mødt med had, trusler og vold, skriver Global Aktion.
|
De voldsomme angreb på udenlandske afrikanere har nu fået et enormt omfang. Hundrede af tusinde migranter er på flugt, og tusindvis af små butikker drevet af migranter er blevet lukket eller plyndret af selvbestaltede lokale grupper.
Med omkring 2,5 millioner uregistrerede migranter i et land med godt 65 millioner indbyggere udgør migration ikke i sig selv et uoverstigeligt problem. Historisk har Sydafrika altid modtaget et stort antal migranter fra nabolandene og resten af Afrika.
Efter mere end tre årtier ved magten har ANC ikke formået at bryde med den økonomiske struktur, som apartheid efterlod.
Den nuværende xenofobiske jagt på migranter kan komme til at koste Sydafrika dyrt. Ikke alene risikerer landet alvorlig skade på sit internationale omdømme, men også betydelige økonomiske tab. Mange af de job, som migranter i dag udfører – især inden for landbruget, husholdningsarbejde og andre lavtlønnede sektorer – er der kun ganske få sydafrikanere, som ønsker at overtage.
De seneste ugers angreb på migranter i Sydafrika bliver i medierne ofte beskrevet som et spontant folkeligt oprør mod illegal indvandring.
Det er en farlig misforståelse.
Det, vi ser, er resultatet af en bevidst politisk mobilisering, hvor nogle af landets mest udsatte mennesker gøres til syndebukke for en økonomisk og social krise, som de ikke har skabt.
Venstrefløjsaktivisten og professoren Patrick Bond har med rette peget på, at xenofobien ikke kan forstås isoleret. Den skal ses som en del af den dybe krise, Sydafrika befinder sig i: Ekstrem arbejdsløshed, voksende fattigdom, massiv ulighed, korruption og et politisk system, der i årtier har svigtet flertallet.
Et samfund i krise
Mere end 30 år efter apartheid er Sydafrika fortsat et af verdens mest ulige samfund.
Millioner står uden fast arbejde. Mange unge ser ingen fremtid, og lokalsamfund mangler boliger, sundhedsklinikker, skoler og velfungerende offentlig service. Samtidig er en enorm del af landets rigdom fortsat koncentreret hos en lille økonomisk elite.
Det burde være udgangspunktet for den politiske debat.
I stedet bliver befolkningens vrede rettet mod migranter.
Det er langt lettere at give den zimbabwiske bygningsarbejder, den mozambiquiske landarbejder eller den somaliske butiksejer skylden end at diskutere årtiers fejlslagen økonomisk politik, privatiseringer, korruption og manglende omfordeling.
Migranter fremstilles som årsagen til kriminalitet, arbejdsløshed og presset på hospitaler og skoler. Men de forklarer ikke, hvorfor Sydafrika har en af verdens højeste arbejdsløshedsprocenter og en ekstrem koncentration af rigdom og magt.
Den virkelige forklaring ligger i en økonomisk model, der siden 1990’erne har efterladt millioner uden arbejde, sikkerhed og håb.
Højrepopulisme forklædt som folkelig protest
Grupper som “Operation Dudula” og “March and March” fremstiller sig som almindelige borgerbevægelser.
I virkeligheden bygger deres politik på en klassisk højrepopulistisk strategi: De flytter konflikten væk fra forholdet mellem rig og fattig og væk fra kampen om jord, lønninger, boliger og offentlige investeringer.
I stedet skaber de en konflikt mellem sydafrikanske arbejdere og migranter – mennesker, der i høj grad deler de samme sociale problemer.
Denne strategi gavner ikke de fattige. Den beskytter den eksisterende økonomiske magtstruktur ved at splitte dem, der burde kæmpe sammen.
ANC’s historiske ansvar
Det er umuligt at forstå den nuværende situation uden også at tale om (Sydafrikas regeringsparti, red.) ANC.
Partiet ledte kampen mod apartheid og gav millioner håb om et mere retfærdigt samfund. Men efter mere end tre årtier ved magten har ANC ikke formået at bryde med den økonomiske struktur, som apartheid efterlod.
Blogindlægget fortsætter…
Læs også
Udland
Vold mod migranter i Sydafrika
Manglende velfærd og stigende fremmedhad hænger sammen, siger sydafrikansk fagforeningsleder
Tværtimod er arbejdsløsheden forblevet ekstrem, uligheden er fortsat massiv, og korruptionen har undergravet både staten og befolkningens tillid.
ANC er blevet ramt af så mange sager om magtmisbrug, korruption, statskapring og intern splittelse, at det næsten er umuligt at følge med i dem alle. Partiet befinder sig derfor i sin dybeste politiske krise siden demokratiets indførelse.
Det har skabt grobund for politikere og bevægelser, der lover enkle løsninger på komplekse problemer. Her bliver migranterne den bekvemme forklaring.
Den perfekte storm mod ANC
Sydafrika befinder sig samtidig i en usædvanlig og modsætningsfyldt politisk situation.
Zulu-nationalister organiseret omkring partiet MK Party står sammen med en stadig mere militant xenofobisk højrefløj, der forsøger at gøre migranter til syndebukke for landets sociale krise.
Partiet Democratic Alliance repræsenterer en liberal opposition med historiske rødder i den hvide parlamentariske opposition under apartheid. Samtidig har hvide nationalistiske og højreekstreme miljøer intensiveret fortællingen om et såkaldt “hvidt folkemord” i Sydafrika.
Denne fortælling har fået støtte fra dele af den amerikanske højrefløj, herunder Donald Trump og Elon Musk, som bruger Sydafrika som eksempel i deres bredere ideologiske kamp mod antiracisme, omfordeling og progressive regeringer.
Samtidig har Sydafrikas konflikt med Israel om Gaza og den langvarige diplomatiske konflikt med Marokko om Vestsahara givet Israel og Marokko selvstændige geopolitiske interesser i at svække ANC-regeringens internationale position.
Disse aktører udgør ikke én samlet alliance, og deres interesser og mål er forskellige. Men på hver deres måde bidrager de til et historisk pres på ANC.
Det er denne perfekte storm, Patrick Bond peger på: En situation, hvor økonomisk krise, højrepopulisme, intern politisk opløsning og internationale geopolitiske konflikter forstærker hinanden.
Midt i denne krise bliver migranterne gjort til syndebukke, mens opmærksomheden flyttes væk fra de egentlige problemer: Ekstrem ulighed, arbejdsløshed, korruption og en økonomisk model, der fortsat koncentrerer rigdom og magt hos en lille elite.
Kampen om fortællingen
Kampen mod xenofobi handler derfor ikke kun om at fordømme volden. Den handler også om at ændre den politiske fortælling.
Så længe migranter fremstilles som problemet, vil volden og forfølgelsen fortsætte.
Hvis befolkningen derimod ser, at de grundlæggende årsager er arbejdsløshed, ulighed, neoliberal økonomisk politik, korruption og koncentrationen af rigdom, bliver det muligt at skabe fælles modstand.
Det kræver, at fagbevægelsen, de sociale bevægelser og civilsamfundet organiserer både sydafrikanere og migranter omkring fælles krav om arbejde, boliger, uddannelse, sundhed og økonomisk retfærdighed.
Solidaritet er den eneste vej
Under apartheid fandt Sydafrikas befrielsesbevægelse støtte og beskyttelse i hele det sydlige Afrika.
I dag bliver mennesker fra mange af de samme nabolande mødt med had, trusler og vold.
Det er ikke blot en humanitær tragedie. Det er et historisk svigt.
Global Aktion står sammen med de sydafrikanske organisationer, fagforeninger og sociale bevægelser, der afviser xenofobien.
Ikke fordi migration ikke rejser reelle politiske udfordringer, men fordi fattige mennesker aldrig bliver frie af at bekæmpe andre fattige.
Den virkelige konflikt står ikke mellem sydafrikanere og migranter. Den står mellem et økonomisk system, der producerer ulighed og desperation, og de mennesker, der ønsker et samfund bygget på social retfærdighed, demokrati og solidaritet.
Xenofobi er ikke en løsning på Sydafrikas krise.
Den er med til at sikre, at krisen fortsætter.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. juli 2026 | 06:17
