Ukraine-update
Vi nærmer os toårsdagen for starten på krigen i Ukraine. Det er på tide at drage, om ikke endelige, så foreløbige konklusioner, skriver Jens Jørgen Nielsen.
Vi nærmer os toårsdagen for starten på krigen i Ukraine. Det er på tide at drage, om ikke endelige, så foreløbige konklusioner.
I en stor del af den vestlige offentlighed synes der at være en slags faktaresistens – måske endda en frygt for at se ubehagelige sandheder i øjnene.
De ukrainske sejre i månederne efter invasionen i 2022 etablerede i Vesten og selvfølgelig i Ukraine en overbevisning om, at krigen var vundet, og at Rusland snarest ville blive drevet ud af hele Ukraine inklusive Krim. Så ville man kunne fejre ‘demokratiets sejr’ over det autoritære princip.
Forårsoffensiven fra senest juni 2023 skulle være den afgørende triumf for den ukrainske hær og for de flercifrede milliardbeløb i dollars, som USA og Europa med flere havde sendt til Ukraine.
Noget gik galt
Men noget gik galt – nogle fik kalkuleret forløbet forkert. Forårsoffensiven blev aldrig til noget.
Den russiske hær styrkede sine forsvarsværker, og den ukrainske hær led efter alt at dømme smertelige tab af soldater.
Vestens rolle bestod hele tiden i at opfordre ukrainerne til at fortsætte kampen, samtidig med at de blev ved med at sende våben og ammunition – dog ikke i tilstrækkelig grad, kapaciteten for produktion af våben viste sig at være ret begrænset.
Langt størstedelen af den ukrainske hærs soldater ligger døde på kirkegården.
Flere NATO-lande meldte om mangel på våben og ammunition i egen hær. Samtidig viste der sig at være en vigende vilje både i USA og i EU til at fortsatte støtten på det hidtidige niveau.
Republikanerne i USA har blandt andet gjort bevillinger til Ukraine afhængige af en løsning på USA’s grænseproblemer.
I EU vokser modstanden. Mange mener, at EU sådan set har rigeligt af problemer at løse inden for EU’s grænser.
Sanktioner
Apropos økonomiske problemer så er det klart for næsten enhver, at sanktionerne mod Rusland ikke har virket – i hvert fald ikke efter hensigten.
Rusland har eksempelvis en højere økonomisk vækst end Tyskland, som er kommet i store problemer på grund af uløste problemer med levering af energi.
USA er ikke lykkedes med at samle verdens demokratier mod de ’autoritære’ omkring Rusland og Kina. Tværtimod, så synes de fleste i det, man kalder det globale syd, at det er en irrelevant og latterlig opdeling.
Og henvisningen til en regelbaseret verdensorden synes de ligeledes er nærmest latterlig, fordi USA især ikke overholder de regler, som der knap nok er enighed om at fortolke.
Men USA har ikke engang accepteret at underlægge sig afgørelser fra Den Internationale Straffedomstol. Derfor er det et begrænset antal lande, der har bakket op om sanktionerne mod Rusland.
Foruden USA og Canada er der tale om NATO-landene, Japan, Sydkorea, Australien og et par mindre lande – altså ikke engang 15 procent af verdens befolkning er borgere i lande, der har indført sanktioner mod Rusland.
Rusland har haft ganske let ved at justere sin økonomi efter 2022.
Politisk uro
I Ukraine er der intern politisk uro. Præsident Zelenskij har lige fyret sin hærchef, Valerij Zalushny, og erstattet ham med Olexandr Syrskij.
Syrskij, som i øvrigt er født og opvokset i byen Vladimir i Rusland, går som en ’tough guy’, som blandt andet spillede en rolle under slaget ved Bakhmut, hvor de ukrainske tabstal var enorme.
Zelenskij synes at skyde skylden for den dårlige militære situation på Zalushnyj. Men det giver næppe mening. Zalushnyj har, som jeg ser det, handlet rationelt og også rationelt kommet til den konklusion, at Ukraine ikke under de givne betingelser kunne gå i offensiven.
Men det må man ikke sige. Den virkelig grund til, at han er blevet fyret, er formentlig, at hans popularitet har været stigende, altså at han er blevet Zelenskijs rival.
Krigstræthed
Men hvad kan Zelenskij og hans nye hærchef så stille op?
Antallet af trænede soldater spiller en rolle. Når Rusland klarede sig dårligt i det første halve år af krigen, skyldtes det, at den ukrainske hær var i overtal. Det er den ikke mere, slet ikke.
Langt størstedelen af den ukrainske hærs soldater ligger døde på kirkegården, i hundredtusindvis. De har ikke mange flere at tage af.
Gennemsnitsalderen for soldater er 43 år.
Zelenskij søgte i januar at få et forslag igennem i parlamentet om langt strammere værnepligt. Men det lykkedes ikke. Det er ikke populært i befolkningen.
Der er også tegn på krigstræthed i både befolkning og blandt politikerne. Mange hundrede tusinder ukrainske mænd i krigsduelig alder befinder sig uden for landet.
Det er situationen – nøgternt betragtet.
Spadestik fra Mette F.
Bolden ligger hos de europæiske politikere: Noget kunne tyde på, at amerikanerne har travlt på den indrepolitiske front.
Man må håbe, at der kommer andre løsninger, end at Mette Frederiksen sammen med den tyske kansler står med en spade og lægger grunden til en ny tysk våbenfabrik.
Hvis ikke, vil det være sandsynligt, at en ukrainsk politiker på et tidspunkt tager sagen i egen hånd og laver en aftale med Rusland, som flere mener, de skulle have i marts/april 2022, inden Boris Johnson insisterede på, at ukrainerne skulle fortsætte med at kæmpe.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
82% af 750.000 DKK
614.346 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
