Tiden er inde til højere dagpenge
Vi foreslår, at Folketinget hæver dagpengesatsen med 4.103 kroner om måneden, hvilket svarer til den udhuling af købekraften, som er sket gennem de sidste 25 år.Under coronakrisen har Folketinget i flere omgange leveret en solid og milliardstor hjælp til erhvervslivet. Formålet har været at undgå lukninger, at bevare arbejdspladserne og imødegå arbejdsløshed.
Men arbejdsløsheden er alligevel steget under coronakrisen, og den har igen sat fokus på, om dagpengenes dækning giver den nødvendige tryghed.
Det var derfor på sin plads, da Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) for nylig fremlagde et forslag til et nyt og samlet dagpengeudspil.
FH foreslår, at der skal afsættes yderligere 2,2 milliarder kroner om året til at stoppe udhulingen af dagpengene og til at løfte dagpengene i de første tre måneder for udvalgte grupper.
Desværre rammer FH’s forslag skævt, selvom det også rummer positive elementer.
Det er positivt, at der kommer fokus på behovet for bedre dækning ved arbejdsløshed.
Forslaget om, at dagpengene skal reguleres efter lønudviklingen, vil fremadrettet stoppe udhulingen af dagpengenes købekraft. Det er godt og rigtigt.
FH åbner for opgør med solidaritet
Men forslaget rummer alvorlige problemer:
Med indførelse af en såkaldt “trappemodel” kan visse grupper af ledige modtage et dagpengetillæg på mellem 2.000 – 4.000 kroner i tre måneder – bestemt af deres medlemsperiode og beregningen af deres sats. Denne model vil øge forskellen mellem top og bund. Den vil skabe et A- og et B-hold
“Trappemodellen” åbner samtidig op for, at fremtidige regeringer kan skrue yderligere op for forskelsbehandling. Den er et opgør med det solidariske dagpengesystem.
Der er brug for at få indhentet den massive udhuling af købekraften, som vi har oplevet i løbet af de sidste 25 år, og som gør dagpenge svære at leve for og tvinger mange til at finde andre løsninger. Dette er ikke en mulighed for de lavtlønnede. Forskellen på top og bund vokser. FH’s forslag vil ikke ændre på dette.
3F-afdelinger: Bedre dagpenge til alle
Derfor har 15 3F-afdelinger henvendt sig til Folketingets Beskæftigelsesudvalg med følgende budskab:
Vi mener, at et nyt dagpengesystem først og fremmest skal levere en mærkbar bedre dækning af bunden. Vi ønsker mere tryghed til alle lønmodtagere.
Der er brug for et solidarisk system, hvor dagpengebeløbet øges for alle. Der skal gøres op med den tabte købekraft – dagpengene skal være til at leve af.
Vi foreslår konkret, at satsen sættes op med 4.103 kroner om måneden, hvilket svarer til den udhuling af købekraften, vi har oplevet gennem de sidste 25 år.
Folketinget og arbejdsmarkedets parter har i flere omgange tilkendegivet, at dagpengene er for små.
Med vedtagelsen af loven om Midlertidig Arbejdsfordeling (MAF) var der enighed om at hæve dagpengene til maksimalt 23.000 kroner om måneden for alle de kollegaer, der blev omfattet af ordningen. Dagpengene blev hævet med cirka 4.000 kroner mere om måneden!
Og med hjælpepakken til de små selvstændige var Folketinget og erhvervsorganisationerne klar til at give en dækning på 30.000 kroner om måneden til selvstændige uden ansatte.
Den arbejdsløse må nøjes med at leve for maksimalt 19.322 kroner om måneden.
3F har i årevis krævet et bedre dagpengesystem.
På kongresser og på generalforsamlinger har vi besluttet, at udhulingen af dagpengene skal stoppes, og at efterslæbet skal indhentes.
Vi er ikke i mål med denne kamp.