Nyhedskommentar
The orange feeling
Festivaler er den bedste form for eskapisme, men selvom det er rart at forsvinde i ’the orange feeling’, må vi ikke glemme virkeligheden derhjemme, skriver Rachel Rhein Johnson.
|
I dag åbner Orange Scene på Roskilde Festival og skyder dermed både festivalen, og for mit vedkommende, sommeren i gang. For mig, og mange andre, er Roskilde et pausested, og jeg føler mig sjældent så afslappet, som når jeg trasker dehydreret rundt på Roskilde Dyrskueplads.
Det er en uge, hvor vi kollektivt fortrænger verden omkring os, og det ansvar vi har i den.
Måske ikke fuldstændigt. Flere og flere kunstnere bruger den platform, Roskilde Festival har givet dem, til at tale om folkemordet i Gaza, drabene på civile i Iran og (migrationsmyndigheden, red.) ICE’s voldelige deportationer i USA. Derudover har både Nordic Climate Justice Coalition og Greenpeace fået en plads på programmet, så der er massere steder at gå hen, hvis man vil mindes om omverdenen.
Vi bliver nødt til at kigge op fra golfbanen og se den gigantiske skovbrand bag os.
Men det er nok fåtallet, som gerne vil det; de fleste af os vil helst glemme, at verdenen udenfor eksisterer. Og det er der en masse gode grunde til. Man kan ikke hele tiden gå rundt og være angst over det faktum, at vores regering og mange andre landes regeringer styrer os direkte mod et klimakollaps, vi ikke kan stoppe. Sådan kan intet bæredygtigt liv leves.
Så selvom man godt ved, at klimakollapset ikke stopper ved uge 27, så kan en uge i fortrængelse alligevel være rart. Man kan lægge sin angst, sine bekymringer og sin kamp derhjemme, ligesom man efterlader sin computer og sin personlige hygiejne.
Men fortrængning er også en farlig ting. Forfatteren Andreas Malm beskriver klimakollapset som et igangværende traume. Vi står altså lige nu midt i et traume, og fortrængning er den traumereaktion, der fortsat driver klimakollapset fremad.
Klimasammenbruddet er for stort, for uforståeligt og for altomsluttende til, at vi kan overskue den, og derfor tager vi afstand eller kigger den anden vej. Dette er fortrængning, og uden fortrængning ville vi umuligt kunne fortsætte med at leve, som vi gør nu.
Traumereaktionerne kan se ud på mange måder; et ikonisk billede fra 2017 viser tre golfspillere i Oregon i gang med at færdiggøre deres (forhåbentligt) sidste runde golf, mens en skovbrand er i fuld gang på bakken bag dem.
Men fortrængningen er også den følelsesløshed, der kan opstå inde i en person, når man hver dag bliver konfronteret med varmerekorder, skovbrande, tørke og masseuddøen. Som når næste sang går på, efter et helt publikum har holdt et minuts stilhed for ofrene af folkedrabet. Det skaber en dissociation fra den verden, vi stadig er forbundet til, og det handlingslammer os.
Jeg ser civil ulydighed som en meget kropslig modreaktion på den handlingslammelse og følelsesløshed, som klimakollapset skaber. ‘Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre, så jeg sætter mig på en ve’,’ lyder nok dumt, men i sin essens beskriver det ret godt, hvordan civil ulydighed er at bruge kroppen aktivt til at sige fra overfor regeringer og magthavere.
Klimabevægelsen har allerede skrevet bøger, udarbejdet rapporter, afholdt protester og råbt politikere op på alle tænkelige måder, uden at det har afværget det klimakollaps, vi står overfor. Med civil ulydighed rusker vi ikke kun os selv, men hele samfundet ud af fortrængelsen, ved at skabe forstyrrelser, der ikke kan ignoreres.
Det kan selvfølgelig ikke stå alene. Der skal stadig være bøger, rapporter og protester, men vi er nødt til at tydeliggøre alvoren af det, vi befinder os i. Vi bliver nødt til at kigge op fra golfbanen og se den gigantiske skovbrand bag os, og vi er nødt til at forlade festivalen på et tidspunkt, og når vi gør, er vi nødt til at efterlade fortrængningen og handlingslammelsen dér, midt i Dream City, og anerkende, at det er vores hus, der står i brand.
I Nødbremsen vil vi genopfinde ‘the orange feeling‘ (betegnelsen for følelsen af frihed og fællesskab, der opstår på Roskilde Festival, red.), som en tilstand, hvor vi tager ansvar og ser realiteterne i øjnene, når vi tager vores orange veste på og rusker op i samfundets fortrængning.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. juli 2026 | 06:25
