Op til nytåret handlede flere lovprisninger af vore nationale fortræffeligheder om Danmarks forestående stjernestund: Medlem af FN’s sikkerhedsråd i 2025, hvor vi endog for en kort tid kommer til at indtage formandsstolen!
Og til efteråret er vi jo også indehavere af EU’s roterende formandskab.
Men det bliver et flop!
I forvejen er det begrænset, hvor stor en indflydelse disse midlertidige poster reelt giver, men som verden har udviklet sig, er Danmark blevet yderligere marginaliseret og svækket.
Det eneste faste pejlemærke, regeringen og et stort set enigt Folketing har for tiden, er at støtte Ukraine og få Rusland påført nederlag – nåh ja, og så nye milliardinvesteringer til krudt og kugler, selvfølgelig.
Jeg vedstår – ja er stolt over – at jeg i sin tid var med til at sætte høsten af fredsdividenden i gang.
Efter Berlinmurens fald og opløsningen af blokkene var der pæn og i hvert fald tilstrækkelig tilslutning til, at nedrustningen skulle i gang, så midler i stor stil snarest skulle overføres fra militær til styrkelse af socialt velfærd i bred forstand.
I de år i 1990’erne, jeg som radikal var medlem af Folketinget, var der ikke blot i dén folketingsgruppe, men også hos mange andre aktiv opbakning til den linje.
Det gjaldt også uden for Christiansborg – og uden for Danmark, blandt andet helt klart i både Øst- og Vesteuropa.
Sovjetunionen og Warszawapagten blev opløst. OSCE voksede op og aktiviseredes med det formål at udvikle samarbejde og sikkerhed baseret på Helsinki-aftalerne fra 1977 helt fra den østligste asiatiske del af Rusland til den nordamerikanske vestkyst.
Blandt andet beskyttelsen af nationale mindretals rettigheder havde en central placering a la ordningen mellem Danmark og Tyskland for vore respektive mindretal nord og syd for grænsen.
Brug af eget sprog, egne skoler og politiske rettigheder med garanteret repræsentation i de to nationale parlamenter.
Sådan skulle løsningen også være for de mange mindretal rundt omkring i de tidligere sovjetrepublikker, herunder de tre baltiske lande og Ukraine, og i nabolandene som Polen, Ungarn Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Rumænien.
Forventningerne til en fredelig og konstruktiv fremtid var store, og den almindelige tilslutning virkede udbredt og stabil.
Først kom terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001, så fulgte Irak, Afghanistan og Libyen.
Det meste af det uden for “vores område”, men det fik direkte effekt.
NATO og EU anlagde en langt mere offensiv, ja aggressiv fremfærd. De rekrutterede flere og flere ny medlemmer, og det viste jo, at det alligevel ikke var meningen – alles mening – at blokkene skulle nedbrydes og opløses, men kun dem, som vi i Vesten havde haft som fjender.
Gorbatjovs store og idealistisk prægede indsats dannede ikke skole.
Vi må have hele venstrefløjen og centrum-venstre væk fra den korstogsagtige militarisme tilbage til den konstruktive humanisme.
I dag er vi midt i ragnarok.
Oprustningsvanviddet kender ingen grænser. Regeringsledere fra EU og NATO basker rundt som hovedløse høns. Oprustningsmilliarder bevilges fuldstændig ukritisk på samlebånd.
EU-kommissionen har for kort tid siden foreslået, at de forestående våbenopkøb finansieres ved optagelse af fælles EU-lån for seks tusind milliarder (6.000.000.000.000.000) kroner!
Det har både EU’s egne budgetprincipper og en række medlemslandes nationale regler ellers forbudt – og sund fornuft. Men det er snart en saga blot.
Forleden udtryktes der på et EU-topmøde stor tilslutning til det, og selv Tyskland synes på vej: Som det hed i en overskrift på DR’s nyheder på nettet om den nye tyske regering: “Nu får vi de tyskere, vi har sukket efter – tyske konservative og socialdemokrater er blevet enige – færre indvandrere, flere kanoner, mindre i skat og mere i mindsteløn”.
Det fremstod ikke som et citat fra en eller anden aktør, men som en jubelkonstatering af et alment ønske.
Bare for god ordens skyld: Jeg er ikke en del af det “vi”. Tværtimod øger det mit generelle ubehag ved udviklingen.
Vi er i dag derhenne, at det største håb om at stoppe krigen i Ukraine og undgå en endnu mere omfattende krig med stor risiko for brug af atomvåben står og falder med, at to af verdens mest autokratiske ledere – USA’s og Ruslands – når til enighed om at stoppe lemminge-amokløbet mod afgrunden.
Og hvordan er så udsigterne for den kommende politiske udvikling i de europæiske lande?
Tjah, i Kroatien, Finland, Holland, Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Italien er højreekstremister enten selv ved magten eller med som koalitionspartnere i nationale regeringer.
Og så er der jo Frankrig, Tyskland og Østrig, hvor de kræfter ganske vist p.t. holdes langt borte fra regeringsmagten, men dog mønstrer opbakning fra 20-30 procent af vælgerne “med pil opad”.
Det varsler mindre konfrontation med Rusland, som højrefløjen ikke ser som “den store stygge ulv”, og dermed også mindre risiko for udløsning af atomragnarok, men det vil næppe flytte milliardinvesteringerne fra krudt og kugler til forbedring af klodens akutte klimaproblemer og social velfærd.
Vi må have hele venstrefløjen og centrum-venstre væk fra den korstogsagtige militarisme tilbage til den konstruktive humanisme…!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. marts 2025 | 19:05
Fin artikel Bjørn Elmquist, men er du nu sikker på, at de såkaldt “moderate” centrum-højre europæiske regeringer, herunder den danske, norske, franske, tyske, ikke er de mest ekstreme, militaristiske, krigsgale?
Log ind for at svareNej, Per Jensen, det er jeg bestemt ikke sikker på. Snarere tværtimod. Det er ikke mindst dem, jeg har i tankerne, når jeg skriver om den korstogsagtige militarisme. De vil jo nedkæmpe alle, som ikke sværger til “western values” i præcist vores udgave.
BE
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
