Underbetalt arbejdskraft
Skolen er sat i en økonomisk skruetvinge, der har store konsekvenser for eleverne
Mange kommuner sparer på folkeskolen. Samtidig ønsker politikerne, at skolen skal kunne mere. Men vi kan ikke lave bedre skole for færre penge. Skal vi løfte flere elever og modarbejde mistrivsel, kræver det investeringer – ikke besparelser.
|
Antallet af børn og unge med særlige behov er eksploderet, og skolerne kæmper med at få pengene til at passe. Rekordmange børn går i specialskole, og antallet af børn, der har brug for hjælp og støtte, vokser.
Det sætter selvsagt kommunernes økonomi under pres. Én plads i et specialtilbud kan koste kommunen op mod 2,5 millioner kroner, og i dag går mere end 34.000 børn i specialskole. Det er 26 procent flere end i 2016.
Samtidig vokser udgifterne til ældreplejen, daginstitutionerne og det specialiserede socialområde, fordi der kommer flere plejekrævende over 65 år, flere små børn og flere voksne med særlige behov. Det presser kommunerne til at spare på det sidste af de fire store velfærdsområder: Folkeskolen.
I Danmarks Lærerforening har vi i år haft ti gange så mange sager om lærere, der bliver afskediget med baggrund i kommunale besparelser, end på samme tidspunkt sidste år.
Skolen er med andre ord sat i en økonomisk skruetvinge. Konsekvensen er, at der igen og igen bliver sparet på undervisningen i de almene klasser og på de forebyggende tiltag, der kunne hjælpe børnene tidligt.
Sidste år var der budgetoverskridelser på skoleområdet i 87 ud af 98 kommuner. Dertil kommer, at mange kommuner i år har måttet genåbne budgetterne, indføre udgiftsstop og nedlægge lærerstillinger. I Danmarks Lærerforening har vi i år haft ti gange så mange sager om lærere, der bliver afskediget med baggrund i kommunale besparelser, end på samme tidspunkt sidste år.
Besparelserne på en i forvejen presset folkeskole mærkes i hverdagen og i undervisningen. Mange skoler må lukke eller lægges sammen. Flere elever presses ind i klasserne. Der er ikke råd til den støtte, børn med særlige behov har brug for. Og undervisningen bliver mere kedelig, fordi der ikke er hverken tid eller råd til at skabe de gode, varierede undervisningsforløb.
Det ved politikerne godt. Alligevel har de store ambitioner og ønsker til, hvad skolen skal kunne. I øvrigt ønsker, vi som lærere deler. Vi vil gerne kunne hjælpe flere af de 42.000 unge, der ender uden arbejde eller uddannelse, godt videre i livet. Vi vil gerne kæmpe mod den mistrivsel, der er så ødelæggende for vores børn og unge. Vi vil gerne lave den fede, varierede undervisning, der får børnene væk fra skærmene og ud i virkeligheden.
Men det kan ikke lade sig gøre, hvis kommunerne samtidig sparer skolen ned under gulvbrædderne. Vi kan ganske enkelt ikke lave bedre og bedre skole for færre og færre penge. Skal folkeskolen kunne alt det, vi som samfund ønsker, kræver det tid til at nå rundt om alle elever, flere uddannede lærere og penge til undervisningsmaterialer og faglokaler.
Vil man have flere unge til at blive tømrere, skal der være råd til gode værksteder og uddannede lærere, der kan bruge maskinerne. Vil man have flere unge til at blive kokke, går det ikke, at der kun er råd til pasta og ketchup i madkundskab. Og vil vi have flere børn med særlige behov til at trives i den almene undervisning, er der behov for flere timer med to lærere, så der er tid og overskud til alle elever.
At spare på skolen er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Vores børn og unge er Danmarks fremtid, og på sigt bliver det kun dyrere for samfundet, når vi sparer på dem. Ja, det koster at investere i folkeskolen, men vi har slet ikke råd til at lade være.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. juni 2023 | 06:08
