Princippet “forureneren betaler” skal fastholde Danmark som forbillede i løsningen på klimakrisen

Selvom Danmark ganske rigtigt er verdensførende på CO2-neutral vindenergi, så vil Folketingets omfavnelse af "forureneren betaler" være en vigtig lakmustest for, om Danmark også fremover kan kalde sig et foregangsland.

0 kommentarer

| Populær

|Print artikel|

Klimaminister Dan Jørgensen forsøger ihærdigt at fremstille Danmark som et internationalt foregangsland. Men selvom Danmark ganske rigtigt er verdensførende på CO2-neutral vindenergi, så vil Folketingets omfavnelse af “forureneren betaler” være en vigtig lakmustest for, om Danmark også fremover kan kalde sig et foregangsland.

Målet om mindst 70 procent CO2-reduktion i Danmark i år 2030 er ambitiøst, men hidtil har det haltet gevaldigt med at levere den handling, der skal til for at indfri målet. Der er ganske vist indgået en række politiske aftaler, men samlet set er de langtfra tilstrækkelige til at bringe os i mål.

Klimarådets klare anbefaling om at introducere en CO2-afgift stigende til 1500 kroner per ton i 2030 er indtil videre blevet parkeret i en tænketank, som om få dage skal præsentere sine første analyser om introduktionen af en bred CO2-afgift.

CO2-afgift er helt central

Et stigende antal aktører støtter i dag en høj CO2-afgift, og således har både Det Økonomiske Råd, CEPOS, Danmarks Naturfredningsforening, CONCITO, SMV Danmark, Dansk Energi, Dansk Erhverv samt 95 procent af deltagerne i Danmarks nationale borgerting klart anbefalet en CO2-afgift.

Konkret har Det Økonomiske Råd anbefalet en pris på 1.200 kroner per ton. Rådet slår desuden fast, at hvis man i stedet anvender tilskudsordninger til at fremme den grønne omstilling, så vil de samfundsøkonomiske omkostninger formentlig vil blive mindst tre gange så høje, som hvis målet nås med en ensartet afgift.

En grøn skattereform skal naturligvis være retfærdig. Den sociale ulighed må ikke øges.

Også Dansk Erhverv har bakket op om et forslag om 1.000 kroner per ton på alle udledninger.

Ligeledes har toneangivende internationale aktører som det Internationale Energi Agentur (IEA) og den Internationale Valuta Fond (IMF) helt utvetydigt peget på CO2-afgifter som det allervigtigste værktøj i klimakampen.

Konkret har IEA i sin seneste World Energy Outlook 2021-rapport slået til lyd for CO2-afgifter på et niveau omkring 130 dollars per ton i 2030 og stigende til 250 dollars per ton i 2050 i vores velstående del af verden.

Vægtige aktører har altså for længst slået fast, at en CO2-afgift er helt central, og at klimakrisen ikke tåler flere suboptimale politiske løsninger.

Adfærdsregulering

Det er altafgørende, at en fremtidig CO2-afgift bliver så tilstrækkelig høj, at den bliver reelt adfærdsregulerende for virksomheder og borgere og derved sikrer hastige CO2-reduktioner.

Hvis vi ønsker at sætte turbo på udviklingen af klimavenlige teknologier som grøn brint, Power-2-X, energilagringsteknologier eller CO2-opsamling og lagring ved at gøre dem konkurrencedygtige i forhold til fossile brændsler, så spiller en høj CO2-afgift en helt central rolle.

Den sociale ulighed må ikke øges

En grøn skattereform skal naturligvis være retfærdig. Den sociale ulighed må ikke øges med en sådan reform, hvis vi skal fastholde den folkelige opbakning til den grønne omstilling.

Derfor skal de rigeste, dem med de største indtægter og de største forurenere betale mest, og lavtlønsfamilier skal kompenseres økonomisk.

En del af provenuet fra en forhøjet CO2-afgift bør tillige anvendes til at fremme den grønne omstilling blandt de borgere og virksomheder, der tilvælger og investerer i grønne løsninger.

Kun i visse tilfælde kan en del af provenuet tildeles som et bundfradrag til de virksomheder, der er særligt udsatte for international konkurrence.

I takt med at samfundet omstiller sig til et lavemissionssamfund, og statens indtægter fra CO2-afgifterne falder, så bør det offentlige øge beskatningen på andre former for forurening, på ressourceforbrug, på indkomstskatten eller via øget moms.