Stop støtten til Israel
Den grønne omstilling skal være retfærdig for at blive en folkesag
Uanset hvordan vi vender og drejer det, så rammer klimakrisen de mest udsatte, skriver Thomas Meinert Larsen.
|
Er opbakningen til den grønne omstilling toppet?
Klimadagsordenen fyldte ikke nær så meget under folketingsvalget, som de grønne aktører kunne have ønsket sig, til trods for at klimakrisen er blevet endnu tydeligere siden de forrige folketingsvalg i 2019 og 2022.
Så sent som i efteråret 2023 blev landet raseret af en af de værste stormfloder i Danmarkshistorien, hvor massevis af boliger blev oversvømmet og forsikringsselskaberne måtte udbetale rekordstore erstatninger.
Til at starte med kunne man overveje at indføre en progressiv CO2-beskatning på flyvning.
Det netop overståede folketingsvalg blev måske endda det valg i nyere tid, hvor visse partier mest tydeligt gik til valg på at sætte den grønne omstilling ned i tempo, eller i hvert fald satte stort spørgsmålstegn ved den strategi for at gennemføre den grønne omstilling, som et flertal i folketinget har besluttet.
Jernmarker blev kåret som årets ord i 2025, hvilket er ganske sigende for den voksende modstand mod solcelleanlæg på marker, som særligt udtrykkes i de kommuner, der bliver naboer til dem. Partier som Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne gik tydeligvis til valg på at få sat en stopper for opsætningen af solceller og vindmøller, særligt på land.
Og med indvælgelsen af Borgernes Parti har vi tillige fået et parti, som benægter, at klimaforandringerne udgør et egentligt problem.
Har kritikerne en pointe?
Mange af os har nok – i begejstring over at solceller og vindmøller er blevet så billige, at opstillingen kan ske helt uden statslig støtte – overset eller negligeret de gener, som nogle af de grønne løsninger kan give for de nærmeste beboere.
De lokale borgere føler ofte, at ulemperne ved disse anlæg langt overstiger fordelene. En del projekter bliver derfor udskudt eller aflyst. Måske er tiden moden til, at vi sikrer, at der i højere grad bliver lyttet til lokalbefolkningen, og at der gøres en større indsats for at gentænke, hvordan vi sikrer den lokale opbakning, eksempelvis med etablering af energifællesskaber og øget lokalt ejerskab. Målet må være at sikre den folkelige opbakning til den grønne omstilling.
Tilsvarende har omstilling til en mere klimavenlig kost vist sig at være svær, og selvom antallet af grønne kødfri måltidserstatninger i butikkerne er vokset, og selvom kantiner og restauranter i stigende grad tilbyder kødfrie menuer, så er det endnu primært i storbyerne, at den klimavenlige menu har oplevet momentum.
Flere faktorer spiller helt sikkert ind. Lysten til at prøve nye kødfrie alternativer og forskel i købekraft er blot nogle af dem.
Men vi har også behov for at drøfte, om omstillingen til mere klimavenlige måltidsvaner alene skal drives af økonomiske incitamenter, eller om der skal satses mere på at fremme en klimavenlig måltidskultur, eventuelt ved at understøtte grønne lokale madfællesskaber eller med brug af andre virkemidler?
Hvorfor modstand fra dem der rammes hårdest?
Men modstanden drejer sig ikke alene om solceller og oksekød. For hvis vi ved, at klimakrisen får enormt stor negativ påvirkning for os alle, hvorfor oplever vi denne stigende folkelige modstand imod den grønne omstilling?
Der rejser sig mange spørgsmål. Hvad skyldes modstanden, og har medierne været med til at puste de kritiske historier op? Forstår borgerne ikke alvorligheden af klimakrisen?
Vi hører ofte forskerne advare om, at det bør være en topprioritet at undgå et klimakollaps og økologiske og samfundsmæssige katastrofer, der går ud over os alle. Mere konkret advarer forskerne om, at klimaforandringerne vil medføre stigende fødevarepriser og stigende forsikringspriser, effekter som jo tydeligvis vil gå hårdest ud over borgere med færrest økonomiske midler og som måske er dårligst rustet til at håndtere stigende inflation.
Selv de voldsomt stigende priser på benzin og diesel forårsaget af den geopolitiske situation omkring transporten igennem Hormuzstrædet slår jo hårdest igennem i de husholdninger, som endnu ikke har skiftet fra fossilbil til elbil.
Paradoksalt nok har forskernes advarsler om de fremtidige oversvømmelser sendt eksperter i gang med at regne på, hvilke dele af Danmark det bedst kan betale sig at beskytte. Måske ikke overraskende er det igen borgere i oversvømmelsesudsatte, ofte afsides områder med lav grundværdi, som man vil prioritere mindst i et storstilet forsøg på at beskytte de mest værdifulde områder i Danmark. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så rammer klimakrisen de mest udsatte.
Kan vi gøre grøn omstilling mere retfærdig?
Man kan spørge, om det behøver at være sådan? Er det ikke stadig sådan, at størstedelen af befolkningen støtter, at klimakrisen skal løses på en retfærdig måde, at forureneren skal betale, og de bredeste skuldre skal bære det stærkeste læs?
Sådan er det i hvert fald ikke blevet. Den rigeste del af befolkningen har stadig en klimabelastning, som er mange gange større end de fattigste. Og størstedelen af vores forbrug og den tilhørende klimabelastning er stadig ikke pålagt en CO2-afgift.
Et godt eksempel er, at privatfly ikke er underlagt den samme CO2-afgift som almindelige fly. Men dette eksempel er langt fra enestående, fordi langt den største del af vores forbrug, dækkende alt fra importerede mobiltelefoner, vaskemaskiner eller råmaterialerne til sommerhuset, sjældent er dækket af en egentlig CO2-beskatning.
Med andre ord fortsætter de mest velhavende med at forurene voldsomt uden at betale for skaderne, mens borgere med færrest ressourcer, det mindst klimaskadelige forbrug og den mindste modstandskraft er ladt i stikken. Men det burde slet ikke være sådan.
Tværtimod burde det være sådan, at alle udledninger burde pålægges en CO2-afgift, og at dem, der rammes hårdest af disse afgifter, bliver økonomisk kompenseret.
Til at starte med kunne man overveje at indføre en progressiv CO2-beskatning på flyvning, af nogle kaldet ”frequent flyer levy”, som er en beskatningsmodel, hvor flyvningen gøres gradvist dyrere, jo flere flyrejser du tager.
Vi har i hvert fald et stort behov for at sikre, at den grønne omstilling bliver retfærdig, så klimahandling kan gøres til en folkesag, vi alle kan bakke op om.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. april 2026 | 06:48
