Tale
PISA-skælvet
Uanset hvor dygtig man er, kan man gøres ringe ved manglende tid. Det værende sig forberedelsestid, tænketid, samarbejdstid, opfølgningstid, tid til relationsskabelse. Læreren skal have så meget tid, at man opdager drengen, der forstyrrer, fordi han sidder og kæmper med skam over ikke at kunne læse den tekst, de andre kan. Tid til at være lærer, skriver Isabel Berg.
|
Det er sjældent godt at skrive, når man er vred. Jeg har derfor siddet på mine hænder nogle timer. Der er igen kommet dårlige PISA-tal. PISA som spejler vores grundskole. Straks begynder den velkendte parade. Skærmene. Forældrene. Fraværet. De sociale medier. De unge mangler koncentration. De mangler læselyst. De mangler disciplin. De mangler motivation. Man kunne forfalde til at tro, at en hel generation kollektivt har besluttet sig for at ødelægge den danske grundskole.
Det har de selvfølgelig ikke.
De er børn og unge, som har levet deres barndom i det samfund, vi voksne har skabt, og de møder hver morgen den skole, vi voksne har bygget. Så lad os vende spørgsmålet om. Hvad har vi voksne gjort ved den skole, børnene møder? For vi har fået nye elever, men vi har også fået en ny skole, og det sidste fortjener langt mere opmærksomhed, end det får lige nu.
Flækket fundament
PISA er et spejl, som måler elevernes kompetencer. Et spejl fortæller noget om det menneske, der står foran det. Det fortæller også noget om lyset, rummet og den vinkel, spejlet er placeret i. Når jeg siger, PISA-resultaterne er et spejl, inviterer jeg derfor også alle til at kigge bredere.
Danmark oplever et markant fagligt fald. Det samme gør mange andre lande. Noget større er på spil. Digitalisering, ændrede ungdomsliv, pandemi, sociale medier, ændrede læsevaner og voksende mistrivsel spiller sandsynligvis sammen på måder, som kræver mere end én forklaring.
Oven i den internationale tendens har Danmark samtidig sin egen skolehistorie. En historie som ikke startede i dag eller i år. Den har et årstal, som er usynligt tatoveret på erfarne læreres hjerte. 2013.
Her flækkede man bevidst fundamentet for skolen og forgiftede respekten for lærere. Lærere, som skaber grundlaget for alle andre discipliner. For dem, som har læst Søren og Mette i benlås, er der ikke tvivl om planlægningen bag. Hensigten var, som den jo så tit er, god. Advarsler fra forskere, ledere og lærere ramte politikernes teflonbeskyttelse.
Reparationsforsøg er sket siden. Det er bare det med en tallerken, at har man kastet den i gulvet, kan man sige nok så mange gange ‘du må gerne være som før’. Det sker ikke. Noget er bare gået grundlæggende i stykker. De fleste husker ‘lockout’, ‘lov409’, ‘skolereform’, måske også noget om ny arbejdstidsmodel.
Der var mere, og det fortsatte ud i ny styringslogik, længere skoledage, nye mål, nye dokumentationskrav, nye forventninger, nye organisationsformer. Altså en profession, som blev placeret i et anderledes forhold til arbejdsgiver og politisk styring. Det er den historiske realitet. Det var samtidig et markant brud i forholdet mellem profession, kommuner og politikere. Lockouten kan ikke som sådan forklare PISA-resultaterne i dag.
Det ville være en letkøbt forklaring på et kompliceret problem. Min påstand er en anden. Hvis vi vil forstå, hvorfor den danske grundskole har bevæget sig i den retning, den har, fortjener hele reformforløbet efter 2013 en langt mere kritisk undersøgelse.
Målinger og flere målinger
Det er simpelthen mærkeligt, at vi bruger så meget energi på at måle eleverne og så relativt lidt energi på at undersøge det system, eleverne er blevet undervist i. Vi har målt børnene ihjel. I mere end to årtier har vi udviklet stadig mere avancerede måder at måle elever på.
Jeg nævner i flæng faglige test, screeninger, nationale test, PISA, trivselsmålinger, fraværsregistrering, progressionsmålinger, evalueringer, data, flere data og data om data.
Filosoffen i mig driver spørgsmål frem: Er det tid til at evaluere systemet? Er det tid til at evaluere konsekvenserne af den samlede styringsmodel? Hvad gjorde reformen ved forberedelsestiden? Hvad gjorde den ved undervisningens kvalitet? Hvad gjorde den ved lærernes oplevelse af fagligt råderum? Hvad gjorde den ved rekrutteringen? Hvad gjorde den ved fastholdelsen? Hvad gjorde den ved skolekulturen?
Det vigtigste spørgsmål i dag, efter min personlige mening, er, hvad gjorde hele dette systemskifte ved elevernes mulighed for reelt at lære?
Hvad med læreren? Læreren som skolens kernefigur. Personen der kan sit fag, som læser elevgruppen, forklarer på forskellige måder og fanger den elev, som er ved at forsvinde.
Mon lyskeglen sendes i lærerens retning for at anerkende, eller er det blot den nye figur i spejlet, som skal fjerne opmærksomheden fra den strukturelle ramme, både lærere og elever er forceret ind i? Spørgsmålet om lærerens kompetencer kan for eksempel hurtig skygge for den mere kildne diskussion om lærerprofessionens betingelser. Så går der tid med det.
Ja, PISA-resultaterne bør bekymre os og gøre os ydmyge. For de viser, at noget helt grundlæggende skal have vores opmærksomhed. Vi skal slå ring om grundskolen.
En dygtig lærer flytter mennesker. Uanset hvor dygtig man er, kan man gøres ringe ved manglende tid. Det værende sig forberedelsestid, tænketid, samarbejdstid, opfølgningstid, tid til relationsskabelse. Læreren skal have så meget tid, at man opdager drengen, der forstyrrer, fordi han sidder og kæmper med skam over ikke at kunne læse den tekst, de andre kan. Tid til at være lærer.
Altså man siger på den ene side, at lærerne er skolens vigtigste kerneperson, og samtidig behandles det faglige råderum som en udgiftspost, der skal optimeres nonstop. Hvis vi reelt deler målet om mere læring, så skal vi genopbygge den professionelle kapacitet til at skabe den i hele dens bredde.
Vi kunne også stille og bevare det mere ubehagelige spørgsmål: Hvad er det i situationen, vi sætter unge i, som gør det svært for dem at lykkes? Når det er ubehageligt, er det fordi, det tvinger os til at kigge på vores egen konstruktion. Det er os, voksne, som har ændret skolen. Det skal en skole bevares også, altså forandre sig med tiden, men det betyder ikke, at forandring er fremskridt.
Måske er det bare tid til at råbe STOP! Tal med læreren, tal med eleven, og lyt!
Ungdomsskolens værdi
Jeg sidder i den del af uddannelseslandskabet, som er ungdomsskolen. I grundskoleregi er det heltidsundervisningen. Her hjælper vi elever, når problemerne er blevet synlige for den enkelte. En ung med faglige huller, højt fravær, motivationstab, følelse af at være forkert.
Det er den unge, som for at beskytte sig har internaliseret sætningen, ‘jeg er ligeglad’. Det er de sjældent. De tør bare ikke længere håbe, at de kan. Ungdomsskolens korte og rummelige lovgivning giver lærerne frihed til deres professionelle råderum. Det gør, at de kan kombinere faglighed, trivsel, selvværd og tilhørsforhold til at flytte elever, som er kastet ud over kanten. Vi får råderummet til at give de unge succesoplevelser. De unge opdager, de kan noget, og får lyst til mere.
Ungdomsskolen er og kan være en del af løsningen, men den kan ikke være skolens skadestue for strukturelle skader i fundamentet. Hvor skal vi hen, du?
Ja, naturligvis skal vi styrke det faglige, overveje skærmbrug, sikre uddannelsesniveauet for lærere, men vi skal også evaluere vores egne i samfundet skolestrukturelle beslutninger. Fra ‘hvad er der med de unge’ til, ‘hvad har vi gjort ved de unges skole’. Fra ‘hvordan får vi lærerne til at levere vores mål’ til, ‘hvordan skaber vi reelt betingelserne for, at lærernes faglighed kan virke’? Fra ‘hvilken ny indsats skal i søen’ til, ‘hvad kan vi fjerne’?
I skolen har vi brug for tid, ro, plads til faglighed, tillid, forberedelse, anerkendelse af vores professionelle dømmekraft og et godt antal lærere omkring børnene.
Ja, PISA-resultaterne bør bekymre os og gøre os ydmyge. For de viser, at noget helt grundlæggende skal have vores opmærksomhed. Vi skal slå ring om grundskolen.
Lade lærerne gøre, hvad de er dygtige til; spørge dem, hvad de har brug for for at kunne gøre deres arbejde ordentligt. Måske bruge lidt tid på at forstå, hvordan skolen har forandret sig, for de unge har ikke skrevet skolepolitikken. De har bare mødt den, hver morgen, år efter år… Og nu ser vi resultatet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. september 2026 | 07:00
