Bidrager til folkemord
Økonomiske regnemodeller endnu engang
|
Med passende mellemrum dukker de økonomiske regnemodeller op i offentligheden. En stor del af debatten – og endog videnskabelige afhandlinger – drejer sig om modellernes historie og politiske skævvridning, mindre om hvad de faktisk går ud på.
En model er en stiliseret fremstilling af et reelt fænomen. Den skal derfor gribe det væsentlige ved sin genstand, i dette tilfælde en hel økonomi som den danske. Her kan man allerede stille spørgsmålet, hvor meget man kan isolere den danske økonomi fra omverdenen. Modellerne behandler import og eksport af varer og tjenesteydelser, hvorimod kapitalbevægelser og udenlandske investeringer bliver gemt væk. Det gælder også for Nationalbankens model MONA.
Venstreorienterede kritiserer, at de offentlige udgifters positive indflydelse på økonomien ikke er med, og at usynlige goder ved offentlige tjenesteydelser udelades.
Enhedslistens publikation fra 2018, ’Den politiske regnemaskine’, sætter fokus på Finansministeriets modeller, DREAM og ADAM. De bygger på standard økonomisk teori. Når to økonomer møder hinanden, udbryder de: “Y = C + I + G” og griner. Ligningen siger, at indkomsten i et samfund eller bruttonationalproduktet (BNP) er lig med forbruget plus investeringerne plus det offentlige forbrug, normalt med tilføjelsen af eksport minus import. Det lyder forenklet og dermed komisk. Ikke desto mindre er det en ’identitet’ i økonomisk modelarbejde og opgørelser over BNP.
En anden antagelse er, at opsparing går til reelle investeringer. Det svarer ikke rigtigt til moderne penge- og finansteori. Adfærdsligninger siger, at der er et vist forhold mellem f.eks. forbruget og indkomsten. Det justeres af og til i forhold til ’realdata’.
Penge er fællesnævneren, men over tid ændrer pengenes værdi sig jo, og lige nu er inflationen genopblusset. Så siden modellerne har en tidshorisont, skal det ske til faste priser. Det kræver datamassage.
Ny model på vej
Den gamle ADAM-model har 2.500 ligninger med detaljerede adfærdsligninger og identiteter. Den afløses snart af MAKRO, der er smartere, men ikke afviger grundlæggende fra ADAM. Ligningerne fodres med data om alderssammensætningen, beskæftigelsen, husholdningernes forbrug, de offentlige udgifter, skatteindtægter og den slags.
Befolkningsudviklingen er en grundlæggende forudsigelse, der bruges i beregningen af fremtidens forbrug og krav på tjenesteydelser, mens andre data både indgår som input og beregnes for fremtiden.
Finansmarkederne får en stedmoderlig behandling. Deres op- og nedture og indflydelse på økonomien er jo også svære at håndtere.
Andre data er parametre, altså faste antagelser. Kendt er spørgsmålet om effekten (elasticiteten) på beskæftigelsen af lettelser i topskatten. Det blev undersøgt for år siden, men tallet føres gladelig videre.
Økonomien forandrer sig konstant
Venstreorienterede kritiserer, at de offentlige udgifters positive indflydelse på økonomien ikke er med, og at usynlige goder ved offentlige tjenesteydelser udelades. For mig at se er det i orden, hvis man i det mindste kunne forudse udviklingen i kolde kontanter. Men der sker hele tiden brud i økonomien, én sektor vokser, en anden klarer sig ikke så godt, og de giver forskelligt beskatningsgrundlag og behov for udgifter.
Private virksomheder behandles, som om de er bogholdere snarere end risikotagende og innovative. For ikke at tale om de kriser, naturkatastrofer og krige, som økonomer altid skynder sig at fremhæve som ’chok’, når modellerne rammer ved siden af.
Det værste ved modellerne er egentlig, at de virker nogenlunde, så længe den private sektor holder sig i ro. Det passer med, at deres funktion er at agere som styringsinstrument for de offentlige finanser. Men det undskylder ikke deres dårlige greb om den kapitalistiske økonomis dynamik.
12. august 2022 | 10:36
