Medier i krig: Dækker de sandheden eller dækker de over den?
I krigens atmosfære bliver medierne misbrugt som et blødt våben, hvilket nogle gange er farligere end et hårdt våben, skriver Osama Al-Habahbeh.Krig har ændret sig i vores moderne tid: Den udkæmpes ikke længere kun med missiler, kampvogne og fly, og den er ikke begrænset til den nye generation af digitale våben og droner, men styres også af tv-indslag fra udsendte journalister, analytikere, overskrifter og nøje udvalgte billeder.
Den militære front er ikke længere den eneste arena for konfrontation. En mediefront, der ikke er mindre indflydelsesrig og farlig, er opstået parallelt, hvor fortællinger formuleres, sind styres, og billedet af offeret og bøddelen omarrangeres efter interesser og indflydelse.
En kugle kan dræbe en person, men misinformation kan udslette bevidstheden og menneskeligheden hos et helt folk.
I mange krige er en del af de internationale medier gået fra blot at være en formidler af begivenheder til at være en aktør i dem, nogle gange ved at hæve spændingsniveauet, andre gange ved at retfærdiggøre vold og folkemord eller påtvinge selektiv tavshed, når sandheden modsiger de politiske beslutningstageres og finansfolks beregninger, eller når sandheden ikke passer ind i avisens politiske dagsorden.
Det farligste, der har ramt medierne, er dobbeltstandarderne. De samme principper gælder her og er væk andet steds, afhængigt af gerningsmandens identitet, offerets placering eller allieredes interesser.
Så modtagerens grundlæggende spørgsmål er ikke længere: Hvad skete der? I stedet er det blevet: Hvordan bliver det skete præsenteret? Og hvilket medie introducerede det? Og til hvis fordel?
I enhver krig præsenterer tv-kanaler en hær af politiske, militære og strategiske analytikere, debattører og forskere. Nogle af dem har kompetence og erfaring og er objektive og reelle i deres analyser og videndeling, mens andre optræder med forskellige dagsordener, som vi ser det i DR, TV2 og en del danske aviser, eksempelvis under Berlingske Medier og ikke mindst B.T.
Når medierne bliver til et ikke-erklæret våben
Mediernes rolle er at oplyse den offentlige mening, bringe sandheden tættere på folket, forklare baggrunden for begivenhederne, overvåge myndighederne, afsløre ulovligheder og give ofrene en stemme. Men i krigens atmosfære misbruges medierne som et blødt våben, der nogle gange er farligere end et hårdt våben.
Når vi følger danske politikere og medier, oplever vi nu, at folkedrab og krige bliver beskrevet som selvforsvar. Mange besættelser bliver præsenteret som sikkerhedsoperationer. Mange massakrer bliver udvandet og nedtonet af kolde vendinger som ‘collateral damage’ (indirekte skader, red.). Modstandskamp og befrielseskamp bliver stemplet som terror!
I disse øjeblikke er nyhederne ikke længere nyheder, men en del af orkestreringen af slaget. Journalisten er ikke længere en virkelighedsreporter, men kan fungere som skaberen af en forudbestilt roman.
Analytikere: Eksperter eller mobiliseringsværktøj?
Nogle af de militære og strategiske analytikere, vi følger i danske medier, er der for at tjene forskellige dagsordener: En er uofficiel talsmand for en stat, en repræsentant for en bevægelse, eller man bruger en medarbejder i sin egen udlandsredaktion som ekspert.
En af dem taler om “præcisionsbombning”, hvor lig bliver trukket op fra murbrokkerne, en anden forklarer “retten til selvforsvar”, når byer slettes fra landkortet, og en tredje filosoferer over “geopolitiske balancer og kompleks konflikt”, som om de dræbte børn i Gaza og Iran blot er tal i en militærrapport.
Analytikeren mister sit menneskelige og moralske kompas og optræder som en begrundelse for vold. De bliver en del af krigsmaskinen, uanset hvor elegant de er klædt på, eller hvor meget de er prydet med akademiske titler.
I den amerikansk-israelske krig mod Iran har vi set størstedelen af medierne præsentere bombningen som en sikkerhedsnødvendighed, mens der ingen spørgsmål blev rejst om international lov og legitimitet samt om regionens fremtid.
At dække fakta eller dække over dem?
Der er stor forskel på de medier, der dækker krige for at oplyse offentligheden om krigens rædsler, og dem, der dækker over fakta.
De første ser efter det fulde billede, og de andre vælger kun det, der tjener deres holdning. De første åbner op for plads til flere stemmer, og de andre genbruger de samme velkendte stemmer. De første respekterer seerne, mens de andre betragter seerne som et let mål for manipulering.
Hvor mange tv-kanaler har skjult Palæstina-konfliktens historiske baggrund fra 1948 og kun vist dens resultater: den 7. oktober 2023? Hvor mange medier taler om missiler fra Gaza mod Israel og glemmer Israels mangeårige belejring af Gaza? Hvor mange skærme har ikke grædt over ofre her og har været tavse om ofrene andre steder? Hvor mange medier holder ikke professionalismens fane højt, mens de er gennemsyret af selektivitet i deres dækning?
Militarisering af medierne
Israel nægter at lade internationale journalister komme til Gaza men tillader deres særlige udvalgte at ledsage israelske militære enheder til bestemte områder uden for Gaza. De er udvalgt af den israelske hær som ‘embedded journalists’ (journalister tilkoblet en militærenhed, red.), som det er tilfældet med nogle danske journalister, der rapporterer fra Israel /Palæstina.
Dette begrænser deres frihed, og de tvinges til kun at rapportere ét synspunkt – det israelske militærs! Her bliver medierne og journalisterne en del af krigen på israelsk side, hvor de bliver meddelagtige i at dække over sandheden i stedet for at dække sandheden.
Det er her tale om de medier, der sidestiller besætteren og de belejrede i “balancens og objektivitetens” navn, selvom reel balance og objektivet skal tage udgangspunkt i en anerkendelse af retten til liv og belyse besættelsen, belejringen og menneskelig værdighed i stedet for som nu at dehumanisere og anklage krigens ofre.
For en kugle kan dræbe en person, men misinformation kan udslette bevidstheden og menneskeligheden hos et helt folk.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.