Er det hele et spil med tabere og vindere????
Må man tæske andre mennesker? Mediernes dækning af vold mod demonstranter
Massemedierne glemmer at forholde sig til det moralske i politiets vold mod demonstranter. Derved risikerer pressen at gå politiets ærinder, og politiet udnytter dem velvilligt. Vi undersøger mediernes dækning af vold mod demonstranter i dette indlæg, og hvilke konsekvenser det har for demonstranter.
|
Den sidste måneds tid debat over politiets seneste voldsorgie mod demonstranter foran Mærsks hovedkvarter den 13. maj peger på, at råderummet for aktivister generelt set er blevet mindre. Og mens det autonome og antifascistiske og antiimperialistiske miljø i årtier har kendt volden, så er det nyt, at især klimaaktivister møder den side af myndighederne.
Selv om politiets vilkårlige reaktion og voldsparathed ikke er ny for aktivister, så påkalder volden i det mindste mere opmærksomhed, og det er positivt.
Medierne er som regel optagede af demonstrationernes udtryk, ’lovlighed’, vrede, og om demonstrationer var meldt på forhånd eller ej. Desværre er mediedækningen sjældent skarp og ser ofte bort fra det moralske spørgsmål, om man må tæske andre mennesker?
At tåregasse folk er sjældent et godt udgangspunkt for at skabe en dialog, vil vi hilse og sige.
Helt ublu citerer DR for eksempel i en længere artikel en lektor ved Forsvarsakademiet, der påstår, at det er et nederlag for dansk demonstrationskultur, at aktivister forventer at blive båret væk frem for tæsket, og han påpeger, at det ikke er et retskrav.
Og mens artiklen vender op og ned på ’proportionalitet’ i ’magtanvendelsen’ (tørre tæsk), så er der ikke rigtig nogen, der tager stilling til selve volden, som aktivisterne den dag blev udsat for.
Mediernes dækning bidrager til accept af volden
De danske medier bærer desværre også en del af skylden, for med sensationalistisk dækning, ønske om gode dækbilleder med bål og brand og ved at optegne skarpe konflikter så skaber de et billede af en meget voldsom og farlig demonstrationskultur.
Man kan ofte læse om truende og vrede demonstranter, og man kan være sikker på landsdækkende artikler og fotos, hvis der er sket noget så farligt som, at en skraldespand bliver væltet eller sat ild til eller klistermærker bliver hængt op på vinduer.
Medierne ynder også at stille spørgsmålstegn ved demonstranternes hensigt eller handlinger. En anden ting, vi ofte ser, er, at medierne ukritisk gengiver politiets forklaring om at gribe ind over for demonstranter, når der var ’optakt til uroligheder’. Man går altså ind, før urolighederne er sket.
Det sker også, når medier dramatiserer fredelige og almindelige demo- og civil-ulydighedstaktikker, som i artiklen: ”Drama I København … en demonstration har udviklet sig i en dramatisk retning”, som beskriver en lille gruppe demonstranter, der satte sig på en bro.
Politiet udnytter mediernes spilleregler
Politiets egen pressestrategi virker også rigtig godt, for medierne vil altid spørge og citere politiet, og politiet stiller nærmest altid op til citat.
For eksempel i denne artikel, hvor en politiinspektør citeres for at sige: “Men det er svært at få en dialog med nogen, der ikke vil tale med os”, efter at en demonstration i 2021 blevet tåregasset og angrebet med knipler og derefter spredt ud over byen.
At tåregasse folk er sjældent et godt udgangspunkt for at skabe en dialog, vil vi hilse og sige.
Mediernes ønske om at dække ‘begge sider af sagen’ kræver dog meget af læserne, lytterne og seerne, der uden egen erfaring fra gaderne får et vrangbillede præsenteret i pressen.
Desuden kan det være svært eller ligefrem farligt for aktivister at modsige politiets citater ved selv at stille op til interview, især hvis de lige har været på den dårlige side af politistaven eller tåregassen.
Fraværende dækning af rolige demonstrationer
Samtidig er medierne tilbageholdende med at dække demonstrationer, hvis demonstrationerne ikke som minimum for eksempel affyrer pyroteknik eller fyrværkeri eller ender i anholdelser eller konfrontationer med politiet.
Medierne dukker ofte først op, når der er gode chancer for at få mange kliks på livedækninger, for eksempel når den første sten er kastet.
Demonstranter befinder sig derfor i en mærkelig situation: Anvender de pyro eller taler de grimt til politikere, så risikerer de at blive dæmoniseret i medierne for at være voldsomme, men opfører de sig som ‘gode’ og lovlydige demonstranter, bliver de som regel ignoreret af pressen.
Når demonstranter frames som truende, voldelige, ligeglade eller voldsomme, eller der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres fredelighed, så bliver det lettere for danskerne at acceptere eller forstå, når politiet vælger at bruge unødvendig og ofte ulovlig vold. Og det er på trods af, at demonstrationer egentlig er lovlige og særligt beskyttet af menneskerettighederne.
Voldens funktion er og bliver afskrækkelse
Når politiet griber til vold, er det for at skabe frygt og smerte. Volden skal tvinge demonstranter til at forlade stedet (hvis de altså kan, hvilket ikke altid er tilfældet), eller straffe dem i øjeblikket for noget, politiet ikke vil have dem til. Akademikere kalder det chilling effect, men på almindelig dansk kunne man bare kalde det afskrækkelse.
Volden er ikke ny, og den er tilmed lovlig, så længe den er ’proportionel’: Og proportionalitet vil jurister, medier, politikere og eksperter diskutere til tidernes morgen.
Diskussionen er mindre spændende, når man uden advarsel bliver tæsket med knipler foran Mærsks hovedkvarter, mens man sidder ned med en håndfuld andre demonstranter, som det skete den 13. maj.
Og mens medierne på vanlig vis dækker diskussionen om proportionalitet, ordentlighed, lovlighed, om demonstrationer var anmeldt eller ej, står der stadig det indlysende spørgsmål: Må man tæske andre mennesker? Mennesker med mere moral end jurister og politi vil nemt kunne svare. For nej, nej, nej, nej, nej det må man ikke.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. juni 2026 | 06:31
