Læserbrev
Infrastrukturplan prioriterer nye veje højere end kollektiv trafik og cyklisme
På trods af at klimakrisen buldrer derudad, vil et flertal i Folketinget uden om Enhedslisten og Alternativet bruge mange milliarder de kommende år på at bygge nye motorveje, der vil øge bilismen og dermed CO2-udledningen.
|
28. juni i år indgik samtlige partier i Folketinget en ny stor infrastrukturaftale, som over de næste 15 år udmønter de nye vej-, jernbane- og cykelstiprojekter, som skal etableres her i landet.
Når jeg skriver samtlige partier i Folketinget, så er det ikke helt præcist. Enhedslisten (og Alternativet) er ikke med i den del af aftalen, der omfatter udbygning af (motor)vejnettet. Vi vil simpelthen ikke lægge navn og ry – og stemmer – til den ret voldsomme udbygning, der her er tale om.
Under forhandlingerne var det tydeligt, at den klassiske konflikt mellem de partier, som ønsker mere asfalt og flere biler på vejene, og vi andre, som ønsker udbygning af den kollektive trafik og mere cyklisme, fortsat består. Det på trods af at klimakrisen buldrer derudad.
Transport er den helt store synder
Vi ved jo, at transportsektoren – sammen med landbruget – er den helt store synder, når det kommer til klimabelastning.
Og vi ved, at det netop er vejtransporten – biler, lastbiler, varebiler og så videre – der står for langt hovedparten af CO2-udledningen fra transportsektoren, ligesom den udgør en pæn del af partikelforureningen og medfører et sandt støjhelvede for en masse borgere rundt om i landet.
Derfor er det ret uforståeligt, at den nye infrastrukturplan lægger så stor vægt på udbygning af vejnettet. Flere og større (motor)veje medfører nemlig flere biler. Men ikke desto mindre er det asfaltpartierne, der har trukket det længste strå ved forhandlingerne.
Så længe der ikke er bevægelse i befolkningen, er asfaltpartierne bedøvende ligeglade med klimaforandringerne.
Af de ”nye” penge, som afsættes i aftalen, går 52 milliarder kroner til nye veje og udbygning af eksisterende veje, mens 45 milliarder kroner går til diverse jernbaneprojekter og andre kollektive trafikprojekter. Tre milliarder kroner går til cyklisme.
Og mens vejudbygningen tager fart allerede i de kommende år frem mod 2030, så er for eksempel Togfonden med timemodellen parkeret til 2030 – og dens fremtid særdeles usikker i lyset af en eventuelt kommende Kattegatforbindelse.
Togfonden er ellers en ambitiøs 10-årig plan for opgradering af den danske jernbane med nye baner, elektrificering af banenettet, hastighedsopgraderinger på både hovednettet og det regionale net med mere.
Undrer mig over SF og De Radikale
Det undrer mig, at såkaldt ”grønne” partier som SF og De Radikale vil lægge navn til en så voldsom udbygning af bilismen, som infrastrukturaftalen er udtryk for. Selv påbegyndelsen af den nye ”Hærværksmotorvej” ned gennem Jylland har man slugt råt.
Der er tale om den vel nok mest overflødige motorvej til dato i dette land, og den var da heller ikke med i regeringens oprindelige udspil. Men den var et hedt ønske (nærmest ultimativt) fra bilismens parti nummer ét, Venstre.
Hvorfor, SF og R hopper med på den galej, kan undre. Vel kun for at ”please” regeringen, som i dens bestræbelser på at lave ”en bred aftale” mente, at denne (motorvejs)luns skulle Venstre have for at være med. (Transport)politik når det er værst. Skide være med klimaet og støjen og forureningen!
Som nævnt valgte vi i Enhedslisten at stå uden for ”vejdelen” af infrastrukturaftalen. Vi ville hellere have brugt midlerne til udbygning af den kollektive trafik og cyklismen.
En kamp for penge til Togfond og cyklister
Vi stillede således forslag om at bruge 10 milliarder kroner i de næste 15 år på cyklerne. Men det var en kamp i sig selv at få det beløb på to milliarder kroner, som regeringen spillede ud med, forhøjet til de tre milliarder, som det endte med.
Og bare det at få reserveret de 13 milliarder kroner til Togfondens anden fase var en stor udfordring. Det siger jo noget om, hvor prioriteringerne ligger, og hvor langt bagefter udviklingen mange af partierne er. Og hvor lidt virkelighedens verden betyder, når det kommer til de konkrete beslutninger, der skal træffes.
I Enhedslisten sætter vi vores lid til klimabevægelsen – og indgår også selv i den som aktivister. Jeg synes, der er tegn på, at klimabevægelsen i al dens mangfoldighed er ved at genvinde momentum som fra før coronakrisen. Og det er også helt nødvendigt.
Så længe der ikke er bevægelse i befolkningen, er asfaltpartierne bedøvende ligeglade med klimaforandringerne. I hvert fald når det kommer til den praktiske politik og ikke bare skåltalerne. Og de udgør altså et overvældende flertal i Folketinget.
14. september 2021 | 07:08
