Økonomistyring i kommunerne
Hvis du kalder Extinction Rebellions aktioner for en god sag, men samtidig mener, at vores klistermærker er “hærværk”, så stop dig selv
Det er direkte provokerende at opleve, hvor ofte klimaaktivister møder modstand fra personer eller institutioner, som kalder Extinction Rebellions aktioner for en ”god sag” og klapper og råber hurra, når klimaaktivister vinder vigtige sejre verden over, men som stejler over selv de mildeste og mest harmløse former for civil ulydighed.
|
I mine snart fire år som klimaaktivist har jeg oplevet mange mennesker, som med ord siger, “tak fordi du kæmper for en god sag”, men hvor alle deres handlinger reelt modarbejder klimabevægelsens mulighed for at udbrede sit budskab.
Da jeg for alvor sprang ud som klimaaktivist, havde jeg forberedt mig på modstand fra mennesker, som er uenige med mig og ikke støtter op om mit budskab. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at størstedelen af den modstand, jeg møder i det daglige arbejde med klimaaktivisme, ville komme fra folk, som påstår at støtte op om klimakampen.
Desværre lærte jeg ret hurtigt, at de mest opslidende diskussioner og konfrontationer opstår med folk, som påstår at være allierede og støtte klimakampen, som reelt ikke laver andet end at modarbejde den.
Folk, som gerne klapper og råber hurra, når klimaaktivister vinder vigtige sejre verden over, eller skifter sit profilbillede på Facebook med rammen #Klimatosse, men som stejler over selv de mildeste og fuldstændigt harmløse former for klimaaktivisme.
Flipper ud over forstyrrelse af business as usual
Da jeg for lidt over tre år siden var én af hovedkoordinaterne bag de første store klimastrejker i Odense, mødte jeg suverænt mest modstand fra folk, som selv var mødt op til møder, hvor klimastrejkerne skulle planlægges. Frem for at diskutere, hvordan vi skulle mobilisere folk samt mulighederne for den politiske gennemslagskraft ved de nyopståede klimastrejker, blev der i stedet startet teoretiske diskussioner om, hvorvidt akrylmaling er klimavenligt nok til at male et banner, og der blev foreslået, at klimastrejkerne skulle ligge i weekenden, så folk ikke blev sure.
Jeg begriber stadig ikke, hvordan folk, der støttede idéen om en klimastrejke, i ramme alvor havde tænkt, hvordan en klimastrejke skulle ligge på en fridag.
Min oplevelse er, at én af de største forhindringer for, at den globale klimabevægelse kan få succes med at skabe massiv politisk forandring, er personer, som ifølge dem selv har alle “de rigtige holdninger” og kalder sig selv for “klimatosser”, men som flipper ud over den mindste forstyrrelse af business as usual eller synes, det er synd for lygtepæle og toiletdøre at få besøg af et klistermærke fra en klimaaktivist.
Klistermærker
Et godt eksempel på dette opstod for lidt over en uge siden, da en lille flok aktivister fra Extinction Rebellion Odense turnerede rundt i byens centrum for at opsætte flyers og klistermærker for at skabe opmærksomhed omkring Extinction Rebellion Danmarks til datos største civil ulydighedsaktion VENDEPUNKTET – OPRØR ELLER KLIMAKOLLAPS, som finder sted den 6.-13. maj i København.
Toiletterne på Studenterhuset Odense var ét af de steder, som blev fint dekoreret med flyers og klistermærker (i øvrigt sat op i et pænt, symmetrisk mønter – man er vel matematisk anlagt). Studenterhuset har flere gange lagt lokaler til vigtige foredrag eller debatmøder med blandt andre Greenpeace, og der ligger massevis af flyers fra forskellige græsrodsbevægelser på reolerne.
Politiet har åbenbart ikke ressourcer til at efterforske Danske Banks forbrydelser, men de har masser af ressourcer til at kassere klistermærker, som gør opmærksom på disse forbrydelser.
Alligevel har klistermærkerne resulteret i en mildest talt passiv-aggressiv mail, sendt til Extinction Rebellion Danmark, hvor Studenterhuset Odenses daglige leder skriver, at “jeg ved, I kæmper for en god sag, men det er bestemt ikke i orden at udøve hærværk for at fremme jeres budskab. Jeres folk har så sat så mange klistermærker og plakater op i vores lokaler, at vi har måttet bruge 20-30 minutter på at fjerne dem”, og slutter mailen af med at spørge: “Hvor kan jeg sende regningen hen på den tid, vi har brugt og fortsat skal bruge på jeres hærværk?”
Denne vrede over klistermærker med vigtige budskaber har jeg oplevet masser af gange før. Eksempelvis da jeg var inviteret til at deltage i en debat til Grønt Topmøde Fyn i november 2019, hvor både borgmestre, erhvervsfolk og klimaministeren var samlet for at finde grønne løsninger for Fyn. Der blev flere gange rost klimaaktivisters indsats for den grønne omstilling, og jeg blev selv mødt med meget positiv opmærksomhed over min aktivisme.
Men samtidig gav klistermærker med teksten “Tid til civil ulydighed” og “Rebel for life” flere af de habitklædte deltagere, som lige havde stået på scenen og kastet om sig med klimafloskler, kaffen galt i halsen.
Direkte provokerende
Det er direkte provokerende at opleve, hvor ofte klimaaktivister møder modstand fra personer eller institutioner, som kalder Extinction Rebellions aktioner for en “god sag”, og som glædeligt huser foredrag og debatmøder, som omhandler, hvor desperat og alvorlig klimaets tilstand er.
Men når klimaaktivister forsøger at gøre opmærksom på aktioner, hvor borgere reelt kan handle og kræve politisk forandring, flipper de samme personer ud over nogle klistermærker og kalder et for “hærværk”, fordi en studentermedarbejder fra Studenterhusets kantine har brugt 20-30 minutter på at fjerne nogle klistermærker fra et toilet.
Det er langtfra første gang, at selv de mest harmløse happenings fra Extinction Rebellion møder modstand, som er helt ude at proportioner. For eksempel er en Extinction Rebellion-aktivist i Viborg for nyligt blevet truet med en straffesag for at skrive sine budskaber om klimaretfærdighed med almindelig kridt på byens offentlige veje.
Sidste år kasserede politiet tusindvis af klistermærker fra Extinction Rebellion København, som gjorde opmærksom på, at Danske Bank har hvidvasket for 1500 milliarder kroner, investeret 16,2 milliarder kroner i kulkraftværker og investeret 58 millioner kroner i våbenindustrien. Politiet har åbenbart ikke ressourcer til at efterforske Danske Banks forbrydelser, men de har masser af ressourcer til at kassere klistermærker, som gør opmærksom på disse forbrydelser.
Svært at argumentere imod sabotage
Sidste år udgav den svenske klimaaktivist Andreas Malm bogen “Sådan springer man en rørledning i luften”, hvor han argumenterer for at sabotage, for eksempel ved at springe vigtig fossil infrastruktur i luften, er nødvendigt for at bremse klimaforandringerne.
Det er svært at argumentere imod nødvendigheden af sabotage, når man ser på alvoren af de klimakatastrofer, vi allerede oplever i dag ved 1,1 graders opvarmning.
Og når man samtidig møder modstand helt ude af proportioner fra både “allierede” til klimakampen og myndigheder, når klimaaktivister benytter selv de mest harmløse metoder, er det svært at tage kritikere af civil ulydighed seriøst.
Imens vi sidder og diskuterer, hvorvidt klistermærker og kridt er hærværk, bliver der fortsat investeret kolossale mængder penge i fossile brændsler, CO2 fosser stadig ud i atmosfæren, og ulovlige skovrydninger af Amazonas stiger. Situationens alvor taget i betragtning er det naivt at forestille sig, at fredelig civil ulydighed vil være tilstrækkeligt til at bremse klimakatastrofen.
Hvis vi skal have nogen som helst chance for at bremse den altødelæggende klimakatastrofe, vi står overfor, ville det være en rigtig god start, hvis folk, der kalder klistermærker for “hærværk” eller retsforfølger klimaaktivister, som skriver med kridt på vejen, ville lukke røven. Så vi i stedet kunne fokusere på de forbrydelser, som den fossile industri står bag.
FN’s generalsekretær Antonio Guterres opsummerer det rigtigt fint: “Klimaaktivister bliver nogle gange skildret som farlige radikale, men de sande farlige radikale er de lande, som øger produktionen af fossile brændsler”.
19. april 2022 | 12:02
