Fireparti-regeringens kurs for oprustning kræver et modsvar
Den altoverskyggende fortælling, der præger den politiske debat i dag, er, at Danmark er truet af en invasion fra Rusland, måske ikke i dag, men i morgen eller i overmorgen. I hvert fald i løbet af tre til fem år. Godtager man den præmis, følger hele pakken med, skriver formand for Kommunistisk Parti Lotte Rørtoft-Madsen i denne blog.
“Problemet for europæerne er, at de stadig tror og opfører sig, som om vi befandt os i fredstid.”
Midt i maj deltog (dengang fungerende) statsminister Mette Frederiksen i Copenhagen Democracy Summit i København, hvor hun blev interviewet af værten Anders Fogh Rasmussen, selv tidligere statsminister, tidligere NATO-generalsekretær og nu “international rådgiver”.
Det var i dette interview, at hun gjorde det klart, at det ikke kan nytte noget at agere, som om vi lever i fredelige tider.
Blandt de øvrige tanker, hun luftede, og som på fineste vis afspejler den udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik som Danmark står for i dag, kan nævnes:
“Hvis man vil vinde en krig, må man udkæmpe den. … Der er kun én vej til at vinde slaget på den internationale scene, og det er at være stærkere end de andre. … Magt er den eneste valuta.”
Oprustning og militarisering på dagsordenen
Mette Frederiksen efterlader endnu engang ingen tvivl: Oprustning, militarisering og krig er i den grad sat på dagsordenen.
Det er da også indarbejdet i den nytiltrådte firepartiregerings grundlag. Her hedder det blandt andet: Der skal etableres en “storskala industriel produktion af omkostningseffektiv militær”.
Og “… barrierer for dansk forsvarsindustri” skal fjernes. Der skal etableres et “systematisk samarbejde mellem Forsvaret og det danske forsknings- og innovationssystem”.
På EU-plan vil regeringen bakke op om at “… indfri EU’s målsætning om forsvarsparathed inden 2030”. I den forbindelse skal hvert enkelt lands mulighed for at bremse eller stoppe ReArm Europe-strategien begrænses eller helt afskaffes.
Og ikke mindst stadfæstes den uendelige oprustningsspiral: “Regeringen er fast besluttet på, at udgifterne til forsvar og beredskab udgør mindst fem procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2030 – hvoraf 3,5 procent afsættes til forsvar.”
Det er ikke meget opmærksomhed, disse meget væsentlige dele af regeringsgrundlaget har fået.
De definerer ellers fuldstændig, hvilke rammer der er til al øvrig økonomisk aktivitet. Og denne øvrige aktivitet defineres så af, hvad man kunne kalde grundloven for enhver regerings økonomiske politik i Danmark i det 21. århundrede – uanset farve:
“Regeringen vil tilrettelægge den økonomiske politik inden for rammerne af fastkurspolitikken, indekseringsmekanismen for velfærdsforliget fra 2006, den danske budgetlov samt Danmarks internationale økonomiske forpligtelser, herunder EU’s stabilitets- og vækstpagt.”
At “administrere det samfund, vi allerede har”, indebærer i dag accept af en samfundsødelæggende militarisme. Mon ikke der er nogle derude, der gerne vil være med til at afvikle en sådan administration. Det vil vi i hvert fald i Kommunistisk Parti.
Så er det ligesom slået fast: Når det gælder de overordnede økonomiske rammer, er der meget lidt nyt.
Så da Arbejderen forleden skrev, at den nye regering uddeler kager til de rigeste og krummer til de andre, var det helt rigtigt:
“Den nye regering er altså ikke en ‘rød-lilla’ regering, som medierne ynder at kalde den, men en dybt borgerlig, EU-glad og militaristisk regering.”
Men selvfølgelig kunne det have været værre. Selvfølgelig ville en endnu sortere regering have sendt endnu flere stød i retning mod almindelige arbejdere.
Selvfølgelig skal vi glæde os, hvis de positive konkrete tiltag (I ved alle, hvad jeg taler om!), som der lægges op til, rent faktisk bliver til noget, når kommissioner og regnemaskiner i de kommende år har gjort deres arbejde.
Men det kunne så sandelig også have været bedre. Ikke ét eneste skridt eller tiltag kan spores i retning af at vriste Danmark ud af den dødsensfarlige oprustningsspiral, som vi er spundet ind i.
At godtage fortællingen om fjenden fra øst, at godtage den fortsatte smadring af Ukraine for at kunne “rykke ind på” Rusland – alt det er selve forudsætningen, den grundpræmis som absolut ingen i Folketinget udfordrer.
Den altoverskyggende fortælling, der præger den politiske debat i dag, er, at Danmark er truet af en invasion fra Rusland, måske ikke i dag, men i morgen eller i overmorgen. I hvert fald i løbet af tre til fem år.
Godtager man den præmis, følger hele pakken med. I de seneste dage har DR kastet sig ind i propagandakrigen med spektakulære satellitbilleder, der afslører massive russiske troppekoncentrationer nær den grænse, der støder op til de baltiske lande og Finland.
Medmindre DR (ligesom Berlingske for nylig) er faldet i en AI-fælde, ser det voldsomt ud. Men måske er det ikke så uforklarligt endda.
For er der egentlig tale om offensive tiltag eller om reaktioner på Vestens fremrykning – for eksempel i lyset af at Finland og Sverige med et snuptag er blevet indlemmet i NATO?
Og har Rusland nogen reel interesse i at gå i krig, altså indlede en offensiv militær konfrontation, mod Europa og NATO?
Krigens logik
De danske magthavere er ikke i tvivl.
Og de agerer ud fra en krigens og oprustningens logik. I Kommunistisk Parti mener vi ikke, at man skal lade sig narre til at støtte europæisk militarisme på baggrund af et påskud om “trussel fra Rusland”.
En sådan fortælling tjener ingen andre end krigsmagerne og de store kanoner i det militærindustrielle kompleks.
Det er netop den fortælling, man accepterer, hvis man accepterer fireparti-regeringens grundlag. Som bekendt er Enhedslisten støtteparti for fireparti-regeringen.
Det indebærer, at den ikke vil vælte den, men partiet har på den anden side ikke lovet at stemme for hvad som helst. Fireparti-regeringen vil søge sine flertal fra sag til sag.
Men Enhedslisten har solgt sig selv meget billigt. De potentielt virkelig gode konkrete forbedringer, man har forhandlet sig frem til, oversælges skamløst, så der skygges for de underliggende realiteter.
Erfaringer fra andre lande – for eksempel fra det tyske Die Linkes parlamentariske historie – viser, at hvis man i den grad skaber illusioner, så havner man i frustration og skuffelse. Ikke bare i egne rækker, men i de bevægelser som knytter et håb til, at man kan gøre en forskel.
Som det blev formuleret i et indlæg på Altinget.dk for nylig, er vi i dag derhenne, hvor “politik ophører med at være en kamp om, hvilket samfund vi skal have, og bliver til en konkurrence om, hvem der bedst kan administrere det samfund, vi allerede har”.
At “administrere det samfund, vi allerede har”, indebærer i dag accept af en samfundsødelæggende militarisme.
Mon ikke der er nogle derude, der gerne vil være med til at afvikle en sådan administration. Det vil vi i hvert fald i Kommunistisk Parti. I stort og småt, i hverdagen og i det lange stræk.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
34% af 750.000 DKK
254.763 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
