Nyhedskommentar
Da medarbejderne på FMC’s fabrik på Rønland den 1. september fik besked om, at produktionen lukker inden udgangen af 2026, var det ikke bare endnu en virksomhedslukning. Cheminova-fabrikken har gennem generationer været en del af livet på Harboøre Tange og en af Lemvigegnens vigtigste private arbejdspladser.
Familier har haft tilknytning til fabrikken gennem flere generationer, og for nogle af de medarbejdere, der nu står til at miste deres arbejde, har størstedelen af arbejdslivet udspillet sig bag fabrikkens tunge porte.
FMC begrunder beslutningen med koncernens overordnede strategi om at optimere den globale produktion.
Desuden kan man i dette tilfælde sig markedet regulerer alt, da det sker efter flere års blodrøde regnskaber.
Omkring 400 arbejdspladser ventes at forsvinde, heraf omkring 230 timelønnede.
Fællestillidsrepræsentant Jens Christian Rønn Iversen, der selv har været på fabrikken i omkring 37 år, beskrev umiddelbart efter meddelelsen medarbejderne som voldsomt berørte.
Lemvig Kommune har betegnet lukningen som en lokal katastrofe. Når flere hundrede arbejdspladser forsvinder i en kommune af Lemvigs størrelse, rammer det langt ud over de mennesker, der får en opsigelse. Det rammer familier, underleverandører, butikker, håndværkere og hele det lokale arbejdsmarked.
Historien om Cheminova er samtidig en af de mest modsætningsfyldte historier i dansk industri.
Fabrikken har på den ene side skabt arbejdspladser, faglige fællesskaber og store økonomiske værdier. På den anden side har produktionen efterladt nogle af landets alvorligste generationsforureninger.
Med lukningen forsvinder den ene side af dette regnestykke. Den anden bliver liggende.
En stærkt organiseret industriarbejdsplads
Cheminova forbindes uden for Vestjylland først og fremmest med Høfde 42 og forureningen på Harboøre Tange.
Men det giver et ufuldstændigt billede af den arbejdsplads, som nu skal lukke.
FMC Rønland har også været en stærkt organiseret industriarbejdsplads med lange faglige traditioner, gode løn- og arbejdsforhold og et omfattende lokalt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse.
Det blev understreget, da FMC Site Rønland modtog CO-industris Samarbejdspris 2020.
Her blev blandt andet medarbejdernes organisering, uddannelse, sikkerhedsarbejdet og samarbejdet mellem tillidsrepræsentanter og ledelse fremhævet.
Arbejderne har været bundet til stedet. Kapitalen har ikke.
Fabrikkens faglige miljø har været kendetegnet ved stærke klubber og en fælles organisering på tværs af medarbejdergrupper. Lokale aftaler har gennem årene omfattet løn, pension, forsikringer og uddannelse.
Det er derfor ikke en historie om en nedslidt arbejdsplads, som langsomt er blevet tømt for indhold. Tværtimod var der så sent som få år før lukningsmeldingen investeringer og en udtrykt ambition om at fastholde produktionen i Danmark.
Medarbejderne har dermed gjort det, som konstant kræves af lønmodtagere i internationalt ejede industrivirksomheder: Uddannet sig, tilpasset produktionen, forbedret sikkerheden og villigt medvirket til effektiviseringer. Men den endelige beslutning om arbejdspladsens eksistens ligger et andet sted.
FMC købte Cheminova i 2015 som led i en international koncernstrategi. Nu lukkes produktionen på Rønland med henvisning til en ny global produktionsstrategi.
Hvilket nok i højere grad dækker over at det er blevet for dyrt at producere i Danmark, og det vil være let for FMC at indpasse den på globalt plan forholdsvis lille produktion på deres fabrikker i Indien. Det er et meget konkret eksempel på forskellen mellem at have sit arbejde og sit liv bundet til et sted og at eje det.
Miljøforkæmperen, der kalder lukningen en tragedie
En af dem, der gennem mange år har beskæftiget sig mest indgående med den anden side af Cheminova-historien, er miljøforkæmper Bjarne Hansen fra Thyborøn. Han har gennem årtier fulgt forureningen på Harboøre Tange og været en vedholdende kritiker af myndighedernes håndtering af Høfde 42 og de øvrige forureninger. Meget af den lokale viden om sagen er blevet holdt levende af mennesker som ham, der utrætteligt har læst sig igennem metervis af ringbind og aktindsigter, fulgt forsøgsprojekterne og stillet det samme grundlæggende spørgsmål: Bliver giften faktisk fjernet?
Hvis historien skulle passe ind i den traditionelle modsætning mellem miljø og arbejdspladser, kunne man derfor forvente, at Bjarne Hansen betragtede fabrikkens lukning som en sejr. Det gør han ikke. Han betegner den som en tragedie. Det er en vigtig sondring.
Hans kamp har været en kamp for at få giften fjernet, ikke for at få arbejderne fjernet fra fabrikken.
Da der i 2023 igen blev afsat offentlige midler til Høfde 42, takkede han de partier, der havde sikret pengene, men fastholdt samtidig kritikken af, at flere penge ikke i sig selv var nogen garanti for, at mere gift rent faktisk blev fjernet.
Hans frygt er ikke blevet til skamme, her i anden halvdel af 2026 er der intet væsentligt sket med den oprensning politikerne bevilgede penge til i 2023.
Han efterlyste konkrete krav om resultat og oprydning frem for en endeløs række af forsøg, undersøgelser og udsættelser.
Den sondring er afgørende nu. De mennesker, der står til at miste deres arbejde, har ikke besluttet at deponere kemikalieaffald ved Høfde 42.
De har ikke bestemt, hvordan staten, regionen og skiftende miljømyndigheder skulle håndtere forureningen.
De besluttede heller ikke, at Cheminova skulle sælges til FMC, og de har ikke besluttet, at FMC nu skal lukke produktionen. Alligevel er det arbejderne, der først mærker konsekvensen af beslutningen.
Fra universitetseje til amerikansk koncern
Ansvarshistorien er mere kompliceret end fortællingen om én virksomhed, der først forurenede og nu forlader området. Cheminova blev grundlagt i 1938 og kom efter krigen under Aarhus Universitets Forskningsfonds ejerskab.
Efter produktionen i Måløv blev fabrikken i 1950’erne flyttet til Harboøre Tange, hvor virksomheden udviklede sig til en international producent af pesticider. I årtier lå kontrollen over Cheminova dermed hos Aarhus Universitets Forskningsfond. Senere blev virksomheden en del af Auriga Industries, men forskningsfonden bevarede gennem sin aktiebesiddelse den bestemmende indflydelse.
Det var i denne lange ejerperiode, at hovedparten af de historiske forureninger, som i dag betegnes som generationsforureninger, opstod. Det betyder ikke, at forskningsfonden personligt stod ved Høfde 42 og hældte kemikalier i sandet. Det betyder heller ikke, at staten er uden ansvar.
Myndighederne var selv involveret i den historiske deponering, og datidens lovgivning og miljøtilsyn var fundamentalt anderledes end i dag. Det juridiske ansvar for forurening, der fandt sted for mere end et halvt århundrede siden, er kompliceret. Men ejerskabet er ikke uvæsentligt, når man diskuterer, hvor værdierne fra produktionen endte, og hvor oprydningsregningen ender.
Da Cheminova i 2015 blev solgt til den amerikanske kemikoncern FMC, var prisen 8,5 milliarder kroner. Aarhus Universitets Forskningsfonds andel af salgsprovenuet var omkring 3,2 milliarder kroner.
Cheminova havde med andre ord udviklet sig til en særdeles værdifuld virksomhed for sin overordnet kontrollerende ejer. I forbindelse med salget ønskede forskningsfonden, at Auriga skulle afsætte 125 millioner kroner til oprensningen ved Høfde 42. Fonden understregede samtidig, at Auriga efter dens vurdering ikke var juridisk forpligtet til at betale. Senere blev konstruktionen gennemført, så Auriga i 2021 gav 125 millioner kroner som engangsbeløb til oprensningen.
De 125 millioner svarer til knap fire procent af forskningsfondens provenu ved selve salget. De 125 millioner dækker kun en brøkdel af den samlede regning for oprensning ved Høfde 42.
Den nuværende økonomiske ramme for oprensningen er 728 millioner kroner. 125 millioner kommer fra Auriga, mens resten finansieres af offentlige midler. Sammenligningen er ikke et juridisk regnestykke, men den rejser et politisk spørgsmål: En ejer kunne gennem årtier få værdien af Cheminovas produktion og til sidst realisere milliarder ved salget, mens hovedparten af regningen for den historiske forurening ender hos skatteborgere.
Det spørgsmål bliver endnu mere relevant, hvis man ser længere tilbage end salget i 2015. Cheminova var i omkring 70 år en central del af forskningsfondens formueopbygning.
Den præcise samlede økonomiske gevinst gennem udbytter, værdistigninger og salgsprovenu er sandsynligvis langt større, men alene de dokumenterede milliardbeløb fra salget gør det vanskeligt at betragte forskningsfonden som en perifer aktør der ikke har moralsk ansvar for oprensningen.
FMC arvede historien – men er ikke miljømæssigt uskyldig
FMC købte Cheminova i 2015. Dermed overtog den amerikanske koncern fabrikken, men ikke nødvendigvis det juridiske ansvar for enhver forurening, tidligere ejere havde skabt gennem mere end et halvt århundrede. Det er vigtigt at fastholde. En stor del af den historiske jordforurening stammer fra en periode, hvor det nuværende FMC ikke drev fabrikken, og de juridiske ansvarsforhold er flere steder omstridte eller placeret hos det offentlige.
Men derfra kan man ikke slutte, at FMC’s egen produktion på Rønland har været miljømæssigt neutral. Produktionen har fortsat under FMC, og det samme har udledningen af spildevand.
Fra Rønland løber to parallelle spildevandsledninger omkring 600 meter ud i Vesterhavet. Her udledes vand fra FMC’s biologiske rensningsanlæg på cirka ti meters vanddybde. Det drejer sig typisk om mellem 2.500 og 3.000 kubikmeter i døgnet eller omkring en million kubikmeter om året.
Spildevandet består af flere strømme: procesvand fra den kemiske produktion, overfladevand og forurenet grundvand, som pumpes op fra de forurenede fabriksområder som led i den løbende afværgeindsats. Vandet bliver renset, inden det udledes, men renset spildevand er ikke det samme som rent vand.
Miljøstyrelsens egen beskrivelse viser, at spildevandet efter rensningen fortsat indeholder organiske nedbrydningsprodukter, uorganiske forbindelser og metaller. Omkring 120 navngivne kemiske stoffer indgår i kontrollen. Der udledes blandt andet kviksølv, arsen og PFAS-forbindelser.
Miljøstyrelsen har oplyst, at der årligt udledes omkring 60 gram kviksølv og omkring 60 kilo arsen, mens de konstaterede PFAS-koncentrationer i 2023 svarede til cirka 30-40 gram om året.
En del af stofferne stammer ikke fra den aktuelle produktion, men fra det forurenede grundvand, der pumpes op og renses. Det gælder blandt andet hovedparten af kviksølvet. Arsen stammer ifølge Miljøstyrelsen hovedsageligt fra råvarer anvendt i produktionen. Styrelsen oplyser samtidig, at FMC overholder vilkårene i den gældende udledningstilladelse.
Det sidste er vigtigt. Kritikken kan ikke reduceres til en påstand om, at FMC ulovligt har hældt kemikalier i Vesterhavet. Det mere grundlæggende spørgsmål er, hvilke udledninger miljømyndighederne har accepteret, og om kravene til en stor kemisk virksomhed har været tilstrækkelige. Spørgsmålet er heller ikke nyt.
Allerede i 2021 blev der lokalt rejst kritik af de to spildevandsrør og efterlyst et stærkere forsigtighedsprincip over for kemiske udledninger. Det er derfor lige så forkert at frikende den nuværende fabrik fuldstændigt, som det ville være at gøre FMC ansvarlig for alt, hvad Cheminova foretog sig før 2015.
Tre generationsforureninger – og årtiers venten
Høfde 42 fylder mest i den offentlige fortælling, men Cheminova-historien på Harboøre Tange består af tre generationsforureninger: Høfde 42, den gamle fabriksgrund og den nuværende fabriksgrund på Rønland.
Ved Høfde 42 blev kemikalieaffald og pesticidrester deponeret i en tid, hvor miljøreguleringen var langt svagere end i dag. Blandt stofferne findes parathion, et meget giftigt insektmiddel. Depotet blev senere indkapslet med en spunsvæg, for at begrænse spredningen.
Spunsvæggen har dog allerede overlevet sin forventede effektive levetid.
Gennem årtier har skiftende planer, forsøg, undersøgelser, bevillinger og udbud fulgt hinanden. I 2021 blev der afsat 2,7 milliarder kroner til oprydning af flere af Danmarks generationsforureninger.
Senere blev det planlagte udbud ved Høfde 42 ramt af blandt andet stigende energi- og materialepriser. I april 2023 skabte finanslovsaftalen på ny store overskrifter om penge til oprensningen, men selve aftaleteksten var mindre kategorisk og talte om, at en eventuel fordyrelse af oprensningen kunne finansieres fra det grønne råderum.
Det var baggrunden for både Bjarne Hansens og andres kritik af, at politiske bevillinger ikke nødvendigvis var det samme som fjernet gift. I efteråret 2022 og igen i foråret 2023 blev der lokalt advaret om, at processen trak ud, mens Vesterhavet rykkede stadig tættere på det indspunsede depot. Kritikken var skarp: Hvis man ventede længe nok, risikerede man, at havet selv kom til at ‘løse’ problemet ved at sprede det.
Netop nu er Region Midtjylland i gang med at etablere en 750 meter lang jernspuns omkring Cheminovas gamle fabriksgrund. Spunsen skal 13-15 meter ned i jorden og forhindre den stærkt forurenede grund i fortsat at sprede pesticider og kviksølv til omgivelserne. Men giften bliver inden for væggen.
Regionen betegner selv indspunsningen som første trin frem mod en senere oprensning, mens en egentlig oprensning med de metoder, man kender i dag, vurderes at koste mindst fire milliarder kroner.
Billedligt talt kan indspunsningen derfor minde lidt om at tisse i bukserne for at holde varmen: Den kan være nødvendig her og nu for at holde forureningen i skak, men den løser ikke det grundlæggende problem. Giften er stadig dér og skal før eller siden håndteres.
Hvem pumper vandet op i 2036?
FMC driver i dag en væsentlig del af den aktive afværgeindsats på Harboøre Tange. Store mængder forurenet grundvand pumpes op fra Rønland og den gamle fabriksgrund, behandles på fabrikkens renseanlæg der er fra sidst i 1980’erne og ledes derefter sammen med det øvrige spildevand ud i Vesterhavet. Region Midtjylland har efter lukningsmeldingen oplyst, at FMC aktuelt pumper omkring 300.000 kubikmeter forurenet grundvand op om året fra de to fabriksgrunde.
Her opstår et problem, der rækker langt ud over 2026. FMC har meddelt, at afværgepumpningen vil fortsætte ‘i en periode’ efter produktionsstoppet.
Virksomheden har også efter lukningsmeldingen signaleret, blandt andet i P1 og Lemvig Folkeblad, at den vil tage ansvar i forbindelse med afviklingen. Formuleringerne lyder ansvarlig, men de efterlader et afgørende spørgsmål ubesvaret: Hvor lang er en periode? Et år, fem år eller tyve år?
Den nuværende afværgepumpning er ikke noget, man uden videre kan stoppe, fordi fabrikkens økonomiske aktivitet ophører. Grundvandet fortsætter med at bevæge sig gennem den forurenede jord. Hvis pumpningen er nødvendig for at forhindre spredning, skal nogen drive anlæggene næste år, om fem år og måske om årtier.
Spørgsmålet bliver endnu mere kompliceret af, at dele af FMC’s afværgepumpning efter Region Midtjyllands oplysninger foregår frivilligt.
Regionen har overtaget ansvaret for at forhindre spredning af visse gamle forureninger, efter at Miljøstyrelsen ophævede tidligere påbud til virksomheden. Regionen er uenig i den afgørelse og har anlagt sag mod Miljøstyrelsen.
Dermed har lukningen gjort en gammel juridisk strid meget konkret. Hvis FMC ikke længere har en produktionsmæssig interesse i Rønland, hvem skal så betale for den langsigtede afværge? Hvad sker der med renseanlægget? Hvad sker der, hvis fabriksområdet sælges? Og hvilke forpligtelser følger med til en eventuel ny ejer? Det er spørgsmål, der bør være besvaret, før FMC forlader Rønland – ikke bagefter.
Arbejdspladser eller miljø er den forkerte modsætning
Cheminova-historien er gennem årtier blevet fortalt som en konflikt mellem arbejdspladser og miljø. I et område, hvor fabrikken har været afgørende for beskæftigelsen, har den modsætning været meget virkelig. Men FMC’s beslutning viser samtidig begrænsningen i den.
Miljøkravene har ikke lukket Rønland.
FMC har ikke meddelt, at fabrikken lukker, fordi Danmark kræver for rent spildevand, eller fordi Høfde 42 skal graves op. Koncernen begrunder beslutningen med sin globale produktionsstrategi og skyldes sandsynligvis at produktionen ikke længere er rentabel.
Arbejderne mister altså deres arbejde, samtidig med at forureningen bliver tilbage. Dermed er det svært at hævde, at arbejderne havde nogen langsigtet interesse i, at miljøproblemer blev skubbet foran virksomheden.
Det gav dem ikke kontrol over deres arbejdsplads. Den kontrol lå og ligger hos ejeren.
Bjarne Hansens reaktion rammer derfor noget centralt: Han har brugt årtier på at kræve oprydning efter Cheminova, men kalder samtidig lukningen af fabrikken en tragedie.
For ham har kampen aldrig handlet om at lukke fabrikken eller fjerne arbejdspladserne, men om at få ryddet op efter den forurening, produktionen har efterladt.
Der er ingen nødvendig modsætning mellem at have en moderne kemisk industri med skrappe miljøkrav og samtidig kræve gode, velorganiserede industriarbejdspladser i Danmark. Modsætningen opstår snarere, når lokalsamfund og arbejdere forventes at bære risikoen, mens beslutningerne og værdierne kan flyttes andre steder hen.
Kapitalen kunne flyttes – giften blev tilbage
Cheminovas historie er på den måde også en historie om ejerskab. Virksomheden skabte gennem årtier arbejdspladser og enorme økonomiske værdier på Harboøre Tange. Aarhus Universitets Forskningsfond kunne i 2015 realisere omkring 3,2 milliarder kroner ved salget til FMC.
Pengene kunne investeres andre steder. FMC kunne købe virksomheden som en del af en international koncernstrategi. Og elleve år senere kan den samme internationale koncern konkludere, at produktionen på Rønland ikke længere er rentabel og trække sig ud.
Men hverken arbejderne eller forureningen er lige så mobile som kapitalen. Omkring 400 mennesker står til at miste deres arbejde. Lemvigegnen mister en af sine vigtigste industrielle arbejdspladser.
Samtidig ligger generationsforureningerne fortsat på Harboøre Tange, og afværgepumperne skal fortsat holde dele af forureningen under kontrol.
De økonomiske værdier kunne realiseres og flyttes. Produktionsapparatet kan lukkes. Men den miljømæssige regning bliver liggende dér, hvor produktionen fandt sted.
Derfor bør diskussionen om Rønland ikke slutte med en kommunal taskforce, hjælp til jobsøgning og forhandlinger om afskedigelsesvilkår.
Det er nødvendigt for de ansatte her og nu, men lukningen rejser spørgsmål, der rækker årtier frem.
Før FMC forlader produktionen på Harboøre Tange, bør der være en bindende og langsigtet afklaring af afværgepumpningen og håndteringen af den forurenede fabriksgrund. Det bør være klart, hvilke forpligtelser FMC har, hvilke der ligger hos staten og regionen, og hvad der sker ved et eventuelt salg af området.
Samtidig bør lukningen være anledning til endnu en gang at se på den historiske fordeling af værdier og regninger. Det handler ikke om at konstruere et juridisk ansvar hos Aarhus Universitets Forskningsfond, Auriga eller FMC, hvor lovgivningen siger noget andet.
Men juraen kan ikke stå alene i en politisk diskussion om næsten 70 års kemisk industri på Harboøre Tange. Forskningsfonden realiserede milliarder på Cheminova.
Auriga har bidraget med 125 millioner kroner til Høfde 42.
Det offentlige finansierer langt hovedparten af oprensningen. FMC har siden 2015 haft produktionen og fortsat de lovlige udledninger af ”renset” spildevand med miljøfarlige stoffer til Vesterhavet. Og nu stopper koncernen produktionen.
Tilbage står arbejderne og Vestjylland.
En stor, velorganiseret industriarbejdsplads forsvinder, og flere hundrede mennesker mister deres arbejde. Men fabrikslukningen kan ikke få lov at lukke diskussionen om Cheminova.
Når den sidste produktion stopper, skal pumperne stadig køre. Høfde 42 skal stadig renses op. Den gamle fabriksgrund er stadig forurenet. Jorden under Rønland er stadig forurenet. Og Vesterhavet ligger stadig lige udenfor.
Arbejderne kan sendes hjem. Kapitalen kan flyttes. Men giften bliver.
Kilder:
• FMC/lukningen: FMC’s meddelelse 1. september 2026 og samtidige oplysninger fra fagbevægelse, lokale medier og Lemvig Kommune om omkring 400 berørte arbejdspladser.
• Arbejdsliv: CO-industris omtale af FMC Site Rønlands Samarbejdspris 2020 og virksomhedens faglige samarbejde.
• AUFF/Auriga: Aarhus Universitets Forskningsfonds egne historiske oplysninger om ejerskabet, salget af Cheminova til FMC for 8,5 mia. kr. og fondens andel på ca. 3,2 mia. kr.; Aurigas bidrag til Høfde 42 på 125 mio. kr.
• Høfde 42: Region Midtjyllands oplysninger om generationsforureningerne og den aktuelle finansiering. Forfatterens og Bjarne Hansens tidligere læserbreve er brugt som baggrund for den lokale kritik af tempo, metode og krav om faktisk fjernelse af giften.
• FMC’s spildevand: Miljøstyrelsens faktaark om udledning til Vesterhavet: to parallelle ledninger ca. 600 meter fra kysten, ca. 2.500-3.000 m³/døgn og oplysninger om bl.a. kviksølv, arsen og PFAS. Det bør ved endelig publicering linkes til den aktuelle myndighedskilde.
• Afværgepumpning efter lukningen: Region Midtjyllands reaktion på lukningsmeldingen, herunder ca. 300.000 m³ forurenet grundvand årligt fra de to fabriksområder og FMC’s tilkendegivelse om fortsat pumpning ‘i en periode’.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
