Svar
Efter Berlin: Hvor er lederne, der tør tale om fred?
Vi bør bevæge os væk fra en verdensorden baseret på militære blokke, konfrontation og dominans. Vi må begynde at afvikle de magtstrukturer, som konstant producerer nye konflikter, nye våbenkapløb og øget usikkerhed, skriver Mrutyuanjai Mishra.
|
For få dage siden havde jeg æren af at deltage som inviteret taler ved en international fredskonference i Berlin arrangeret af Schiller Instituttet. Konferencen samlede tidligere diplomater, akademikere, militæreksperter, journalister og fredsaktivister fra hele verden for at diskutere et spørgsmål, som burde stå øverst på den internationale dagsorden:
Hvordan undgår vi en ny storkrig i Europa og verden?
Jeg var inviteret til at holde et oplæg om kolonialismens og imperialismens ødelæggende konsekvenser for mit oprindelsesland, Indien. Men gennem hele konferencen blev det tydeligt, at fortidens imperiale tankegang stadig præger nutidens internationale relationer.
Samtidig markerede fredsaktivister i Danmark et-årsdagen for forsvarssamarbejdsaftalen med USA. Aftalen giver USA adgang til militære faciliteter på dansk jord i Karup, Skrydstrup og Aalborg. Demonstranterne krævede, at aftalen ophæves, før den bliver en permanent del af Danmarks sikkerhedspolitik.
Jeg deler deres bekymring.
Det mest bemærkelsesværdige ved den nuværende politiske debat i Danmark og store dele af Europa er, at næsten ingen etablerede partier taler om reel afspænding med Rusland. Uanset politisk farve handler diskussionen primært om oprustning, militær kapacitet og forberedelse til fremtidige konflikter.
Der synes at eksistere en bemærkelsesværdig enighed blandt de politiske ledere om, at mere oprustning er løsningen på Europas sikkerhedsudfordringer. Også blandt mange af Europas mest fremtrædende kvindelige ledere dominerer denne tilgang. Jeg havde håbet, at flere ville repræsentere en alternativ vision baseret på diplomati og dialog. Men køn ændrer ikke nødvendigvis den strategiske tænkning, når først logikken om militær styrke og afskrækkelse har fået overtaget.
Heller ikke fra vores nordiske naboer ser vi meget modstand mod denne udvikling. Tværtimod er Norden i stigende grad blevet integreret i NATO’s militære planlægning og strategiske prioriteringer.
Men er det virkelig i vores interesse?
For os i Norden burde Arktis være et område præget af samarbejde, forskning, handel og fredelig sameksistens. Arktis er et af verdens mest strategisk følsomme områder. Derfor burde målet være at reducere spændingerne og styrke samarbejdet – ikke at bidrage til yderligere militarisering.
Vi må tale om fred igen
På konferencen i Berlin blev der flere gange rejst et spørgsmål, som sjældent stilles i den offentlige debat:
Hvor længe kan den nuværende optrapning af spændinger fortsætte, uden at Rusland på et tidspunkt reagerer?
At stille dette spørgsmål er ikke det samme som at acceptere aggression eller tilsidesætte folkeretten. Men enhver holdbar sikkerhedsarkitektur må bygge på erkendelsen af, at alle stater har legitime sikkerhedsinteresser – også Rusland.
Dette perspektiv blev gentaget af mange deltagere fra Afrika, Asien og Latinamerika. Det globale syd ser ofte verdenssituationen gennem en anden linse end den, der dominerer i de vestlige hovedstæder. Her taler man mindre om geopolitiske blokke og mere om økonomisk udvikling, diplomati og gensidig respekt.
Et af konferencens mest inspirerende øjeblikke var for mig at se repræsentanter fra Kina og Indien sidde side om side og tale om fred, samarbejde og fælles udvikling. To store civilisationer med forskellige historiske erfaringer demonstrerede, at dialog er mulig, selv når der eksisterer betydelige uenigheder.
Vi må begynde at afvikle de magtstrukturer, som konstant producerer nye konflikter, nye våbenkapløb og øget usikkerhed.
I Vesten har den amerikanske Harvard-professor Samuel P. Huntington haft stor indflydelse med sin teori om et “civilisationernes sammenstød”. Men i Berlin hørte jeg igen og igen et andet budskab fra talere fra det globale syd: Ikke et sammenstød mellem civilisationer, men en dialog mellem civilisationer.
Det er måske den vigtigste indsigt, jeg tog med mig hjem.
Verden består ikke af gode og onde civilisationer. Der findes værdifulde erfaringer og kulturelle bidrag i alle store civilisationer og samfund. Kina, Indien, Rusland, Afrika, Europa og den islamiske verden rummer hver især perspektiver, som menneskeheden kan lære af.
Derfor bør vi bevæge os væk fra en verdensorden baseret på militære blokke, konfrontation og dominans. Vi må begynde at afvikle de magtstrukturer, som konstant producerer nye konflikter, nye våbenkapløb og øget usikkerhed.
Det indebærer også, at vi tør diskutere den omfattende amerikanske militære tilstedeværelse rundt om i verden – herunder i Mellemøsten og nu også i Danmark. Et lille land som Danmark bliver ikke nødvendigvis mere sikkert ved automatisk at lade sig trække dybere ind i stormagtskonflikter.
Sikkerhed skabes i sidste ende gennem diplomati, tillid, økonomisk udvikling og samarbejde mellem nationer.
Verden har sjældent haft større behov for ledere, der kan forestille sig en fredeligere fremtid. Ledere, som tør tale om forsoning frem for konfrontation. Ledere, som kan se længere end næste militærbudget eller næste våbenleverance.
Desværre er det vanskeligt at få øje på et sådant lederskab i Danmark i dag. Det gælder, selv om vi har flere kvindelige ministre end mænd. Repræsentation er vigtig, men fredspolitik handler i sidste ende ikke om køn. Den handler om visioner, mod og evnen til at forestille sig en anden fremtid.
Efter dagene i Berlin står én ting klart for mig:
Hvis vi ønsker en fredeligere verden, må vi begynde at tale om fred igen.
Ikke som en naiv drøm.
Men som en politisk nødvendighed.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. juni 2026 | 06:03
