Part 9
De måske egnede
I årevis er der talt om en ny 10-årsplan for den underprioriterede psykiatri, og der tales stadig. Mens tiden går, akkumulerer vi som samfund endnu flere brugere af psykiatrien.
|
Psykiatrien har længe været nedprioriteret. Man har i mange år talt om “10-årsplanen”, den er bare aldrig blevet til noget. Nu taler man om den igen, og jeg krydser mine fingre.
Men lur mig, både coronaen og krigen i Ukraine koster dyrt, både for statskassen og på det menneskelige plan. Der er så mange udsatte borgere i dette land, der ikke får den hjælp, de har brug for. Men psykiatrien overhales gang på gang af prioriteringer, man kunne kalde dem akutte problemer, der er nødsaget til at komme først.
I forarbejdet til 10-årsplanen slås blandt andet følgende fast:
Der er et stort behov for at løfte kapacitet, kvalitet og kompetencer i socialpsykiatrien. Desuden anbefales en øget specialisering af socialpsykiatriske indsatser. En udbredelse af fleksible og akutte tilbud til mennesker, som for eksempel venter på et bosted efter udskrivelse.
At der er et stort behov for at løfte kapacitet, kvalitet og kompetencer i socialpsykiatrien, er jeg helt enig i. Vi skal altså rekruttere de rette folk. Når man vælger at blive en del af psykiatrien, skal man kunne forstå den og kunne navigere i den.
Der skal være tid til nærvær
Jeg kan kun tale ud fra den sten, jeg står på, men min vigtigste konklusion vil være, at alt arbejde indenfor psykiatrien kræver vores tid og vores nærvær. For at dette kan lykkes, er jeg nødt til at prioritere og økonomisere med min tid og mit overskud for at frigive tid til at være nærværende og til stede i samarbejdet med borgerne.
En stor del af mit arbejde i psykiatrien handler om at være opsøgende. Men med den stigende mængde af dokumentation og skalopgaver kan det være svært at have den fornødne tid til nærvær. Desuden kan det for nogle medarbejdere blive en faldgruppe, et sted at gemme sig, der bag skærmen.
Vi har brug for en psykiatri, der fremmer den enkeltes recoveryproces. Hvor det ikke er politiets hovedopgave at samle psykisk syge op på gader og stræder.
Psykiatrien har behov for dem, der ønsker at være i det borgernære arbejde. I den nye 10-årsplan ønskes det blandt andet, at der kommer fokus på:
Et bredt uddannelses- og kompetenceløft af socialpsykiatrien og en styrket rekruttering
Der er behov for at løfte uddannelses- og kompetenceniveauet blandt ledere og medarbejdere på de sociale tilbud og for at styrke rekruttering og fastholdelse af kompetente medarbejdere i socialpsykiatrien.
En øget specialisering af socialpsykiatriske indsatser til mennesker med de sværeste psykiske lidelser og mest komplekse problemer.
Mennesker med svære psykiske lidelser og eventuelle komplekse sociale problemer skal mødes af medarbejdere, som er uddannet til at varetage deres helt særlige behov.
Der tales meget om de dårligt uddannede personaler i psykiatrien, at vi ikke er klædt på til opgaven med at varetage de tunge, udadreagerende psykotiske borgere, der også har et misbrug ved siden af.
Men det kræver i høj grad også, at vi vil og tør at være sammen med borgerne. At skellet mellem dem og os mindskes. Vi er lige meget værd.
Det haster med handling
Som personale i socialpsykiatrien står vi skakmat, når det kommer til at skulle rumme og håndtere kompleksiteten i borgergruppen, når alt vi har at arbejde ud fra er serviceloven. Og når det rækker ud over serviceloven, og når vi presses ud i risikable hændelser, der kan have fatale konsekvenser for os som personale eller for de øvrige beboere, må vi sætte vores lid til en hurtig udrykning fra politiet.
Alle ansatte i Københavns Kommune blev for år tilbage sendt på skolebænken for at tilegne sig mere uddannelse. Dette i kølvandet på et af de mange drab i psykiatrien. Men der tales fortsat om, at vi ikke er fagligt dygtige nok til at håndtere de opgaver, vi støder på. Ligegyldigt hvor meget uddannelse man tilbyder, er det ikke et område, alle vil kunne håndtere og forstå. Jeg har set masser af eksempler på dette. Man skal være egnet til at håndtere et job i psykiatrien.
Vi har brug for en psykiatri, der fremmer den enkeltes recoveryproces. Hvor det ikke er politiets hovedopgave at samle psykisk syge op på gader og stræder. Hvor man ikke udskrives, før behandlingen er fuldendt. Hvor man inkluderes i behandlingen, og netværket inddrages i samarbejdet. Hvor personalet ikke gemmer sig væk på kontoret eller bag undskyldninger og forklaringer for deres fravær af nærvær.
Men det kommer til at koste en stor pose penge. Nye bostedstyper. Flere sengepladser i akut/retspsykiatrien. Flere psykiatere. En bedre visitering der tager hensyn til bostedets rammer, ressourcer og borgersammensætning. Og ikke mindst at være kritiske over for hvem man rekrutterer til de relevante uddannelser indenfor området.
Men tiden er imod os og som samfund akkumulerer vi endnu flere brugere af psykiatrien, alt mens tiden blot tikker afsted…
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. september 2022 | 09:12
