Fælleserklæring
Hastværk er lastværk
Med kort varsel skal et bosted med syge og udsatte borgere lukke ned. Kommunen har bestemt, at her skal bo en anden målgruppe, fordi der skal spares. De nuværende beboere skal flyttes væk fra det kendte og trygge. Som en af de ansatte har jeg en følelse af at have skubbet udsatte mennesker ud over kanten uden sikkerhedsnet, skriver Lene Reinseth i denne blog.
|
Der er en summen af liv og stemmer fra området omkring os, her midt på Nørrebro. Om det er hverdag eller weekend, er livet tilstede, med alt hvad det indebærer.
Men hvad med mig, hvad med mit liv, især mit arbejdsliv.
Det er sat på standby. Det samme gælder de 21 borgere, der bor på bostedet, og mine kolleger. Vi er i opbrud, for nogle har bestemt, at en ny målgruppe skal flytte ind. De, der bor her nu, skal bo et andet sted. De skal finde et nyt sted at slå deres rødder.
Der var ingen, der så det komme, før det var der. Reaktionerne var lige så forskellige, som vi mennesker er forskellige, både blandt borgerne og mine kolleger. Hvad så nu? Hvor skal vi hen? Hvornår skal vi flytte?
Det er ekkoet af uvisheden, du hører. Den spøger i hver en krog, men der er ingen til at besvare de mange spørgsmål, der dukker op. Her er kun at vente og lade tiden råde.
Panik og vrede
Panikken bredte sig hurtigt. Blev til vrede og en følelse af uretfærdighed. Frustrationen blandt borgerne blev rettet mod os, medarbejderne, fordi vi var der til at tage imod, til trods alt at lytte til dem. Men vi havde ingen svar. Vi vidste lige så lidt som borgerne. Vi var i samme båd som dem, med den samme følelse som de, “hvad så nu?”
Vi skulle også genhuses. Det vidste vi godt. Det havde længe været på dagsordenen, at bostedet skulle renoveres, og den proces var planlagt til at sættes i gang efter sommerferien. Det kom som en overraskelse, da vi fik at vide, at borgerne ikke skulle med tilbage, men i stedet skulle finde sig en egen bolig eller et andet bosted.
Mange vil nok tænke, at den verden, borgerne havde, ikke var optimal. Nærmest som et kollegieværelse og med fælleskøkken der oftest lignede en dårlig fest.
Men det var alt, hvad de havde, og de skulle slippe det i et snuptag. Det må have været så pinsomt og angstprovokerende som intet andet.
Jeg har en følelse af at have skubbet borgerne ud over kanten uden sikkerhedsnet. Som en fuglemor der skubber sine unger ud af reden, inden de er klar til at flyve.
Pludselig gik det stærkt, alt for stærkt. Jo flere der kunne få et andet sted at bo inden genhusningen jo bedre, tænkte vi. Så skulle de kun flytte én gang. Der blev arbejdet på højtryk. På kryds og på tværs. Der blev trukket i tråde, der normalt ikke trækkes i, og de første borgere flyttede.
Boligerne fra de først fraflyttede borgere stod tomme hen. De tilbageværende borgere stod i venteposition. Hvornår det blev deres tur? De stod og så på, mens deres forhenværende naboer/genboer blev flyttet andetsteds hen.
At skulle træffe beslutninger om hvordan og hvor deres liv skulle fortsætte, når de blev kørt ud af lågen, satte borgerne i en uønsket og vanskelig situation. Hvordan kan en plante overleve, hvis man trækker den op med rødderne uden at have en ny potte med jord klar? Hvordan slår man rødder på ny uden den rette muld?
Vi gjorde det så godt, vi kunne, hver og én. Men jeg har en følelse indeni af at have skubbet borgerne ud over kanten uden sikkerhedsnet. Som en fuglemor der skubber sine unger ud af reden, inden de er klar til at flyve.
Man siger, hastværk er lastværk. I dette tilfælde er der tale om meget skrøbelige mennesker, hvis vinger i forvejen er stækkede. Nogle af dem har boet på gaden, inden de turde slå rødder hos os.
Kæmpe stressfaktor
“Er vi stresset”, siger hun og kigger alvorligt på mig. Det er feriesæson, og det mærkes på den halve besætning. Huset står på den anden ende, for om lidt er den sidste flyttekasse pakket, og vi drager væk herfra. Vi spredes for alle vinde. Det, der før var, bliver splittet ad.
Det er en kæmpe stressfaktor for både borgere og personale, for det er fuldstændig ude af vores hænder. Så ja, vi er stresset, og uforudsigeligheden er klart den værste modspiller. Men jeg må være den stærke lige nu, for det bliver jeg betalt for at være.
Den første, der spurgte mig, hvordan jeg havde det med det hele, var hende, en af mine kontaktborgere. At møde så meget omsorg fra et menneske der snart står uden rodfæste, fordi nogle har bestemt, at hendes hjem skal tilbydes til nogle andre. En ny målgruppe der mangler tag over hovedet, fordi der skal spares. Det ramte helt ind i mit inderste hjertekammer.
Stressen i forbindelse med flytningen gjorde, at hun glemte at tage sin metadon to dage i streg. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun havde det så skidt fysisk. Hun sad foran stakken af flyttekasser, hun skulle pakke sit hjem ned på få dage, hvem kan overskue det? Der skulle søges om boligstøtte og indskudslån og alt muligt andet. Det er en vandren gennen ukendt terræn med alt for mange miner, der kan få alt til at eksplodere.
Når man er skrøbelig og udsat, er det en umulig mission. Derfor bliver jeg kompasset, der skal sætte retning og kurs, for at sikre at turen trods alt ender i mål.
Hun er ambivalent. Der er udsigt til, at hun med den nye bolig kan blive mere etableret. Men hun skal sige farvel til det, som er. Den trygge base. Det eneste, der har holdt sammen på hende, lukker ned. Det er en høj pris at betale, når man ikke selv har valgt det. Relationen, der bar de svære dage, klippes over. Hun er tvunget til at baske med vingerne. Så må det bære eller briste.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. oktober 2023 | 08:57
