Til årsmøde mens krigene raser
HØRT og rigtig god store bededag til alle
Log ind for at svareI dag er det store bededag. Og det er den første af slagsen, der er aflyst af regeringen, der afskaffede fridagen sidste forår. For første gang i 337 år er det ikke en fridag.
Det markeres i flere byer med protester og arrangementer.
Da SVM-regeringen stjal fridagen sidste år, var argumentet, at der skulle skaffes penge til krudt og kugler.
Ikke nok med at vi er på vej mod verdens højeste pensionsalder.
Et flertal i Folketinget tager også vores dyrekøbte fridage fra os. Det er fritid, som er blevet tilkæmpet af arbejderbevægelsen gennem over hundrede år – også selv om den har en kirkelig facade. En forårsdag, hvor vi har kunne være sammen med vores unger og nyde en fridag, som vi i øvrigt for længst havde betalt.
Tyveriet af store bededag udstiller meget tydeligt, hvad der er i spil: Det er arbejderklassen og den almindelige lønmodtager, der betaler prisen for regeringens krigsliderlighed. Det er altid arbejderne, der betaler prisen for krig.
Gennem årtier fik arbejderne sat arbejdstiden ned. Nu går det den anden vej. Ikke fordi der ikke er råd, men fordi pengene skal bruges til våbenindustrien og erhvervslivets profitter.
Ved skåltalerne hylder regeringen den danske model på arbejdsmarkedet, men når den vil, tager den rettigheder fra os uden skrupler.
Derfor gør regeringen også, hvad den kan, for at opdrage danskerne til krig og oprustning.
Regeringen øger våben- og ammunitionsproduktionen og krigsbudgetterne og inviterer amerikanske soldater til at besætte dansk jord uden at kunne stilles til regnskab.
En del af de dansk producerede våbensystemer bruges dagligt til at dræbe civile i Palæstina endda med regeringens velsignelse.
Pengene skal ikke mindst gå til NATO’s krigsmaskine. NATO-landenes indbyggere udgør under 10 procent af verdens befolkning, men NATO’s militærbudget udgør 60 procent af hele verdens militærbudget. Det er åbenbart ikke nok.
I stedet for at arbejde for fred har den danske regering valgt aktivt at eskalere konflikter med Rusland, Iran og muligvis Kina. For det er, hvad Storebror i USA har bedt om. USA er ved at blive overhalet i stormagternes interne kapløb og falder tilbage på det sted, hvor de ved, at de er stærkest: Krig og militær kapacitet.
Tyveriet af store bededag udstiller meget tydeligt, hvad der er i spil: Det er arbejderklassen og den almindelige lønmodtager, der betaler prisen for regeringens krigsliderlighed. Det er altid arbejderne, der betaler prisen for krig.
Det har siden vist sig, at der var penge nok i kassen til, at man kunne have bevaret fridagen – men det handler ikke kun om statsbudgettet, men også om magt og om at øge udbytningen af den enkelte arbejder.
Den samlede fagbevægelse protesterede kraftigt, før tyveriet blev til lov, men toppen er for længst faldet til patten og har droppet sin kritik. Det behøver vi andre ikke at gøre.
Regeringen taler om en krigs-økonomi. Vi er godt nok ikke i krig, men regeringen gør alt, hvad den kan, for at krigen kommer. Og i den situation må vi rette ind, slå hælene sammen og hoppe i arbejdstøjet, må vi forstå.
For at sælge idéen er det nødvendigt at indpode os med frygt, had og racisme, og det arbejder medier og politikere på i døgndrift.
Samtidig tillader Mette Frederiksen sig at beskylde befolkningen for at være doven, lystbetonet og arbejdssky. Hvad bilder hun sig egentlig ind?
Der er brug for at slå et slag for fred og for at forsvare for de rettigheder, vi har tilkæmpet os – blandt andet fridage som store bededag!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
