Danmark skal sætte en stopper for russisk gas og i stedet løfte den grønne omstilling herhjemme.
Sådan lyder visionen fra flere partier i Folketinget. De samme partier har indgået det såkaldte “Nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik”, der lægger op til at gøre Danmark uafhængig af russisk gas.
Men der er ikke meget grønt i den historiske oprustningsaftale, som i stedet for at lade vedvarende energi erstatte den russiske gas lægger op til at skrue op for udvinding af gas herhjemme.
Taler grønt – stemmer for sort oprustningsaftale
En af de politikere, der har talt varmt for, at et stop for Putins gas skal bruges til at sætte fart i den grønne omstilling, er det socialdemokratiske medlem af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, Ida Auken.
“Vi skal være uafhængige af et diktatorisk styre som Putins. Klimapolitik er sikkerhedspolitik. Derfor skal den grønne omstilling op i fart. Vi skal udbygge med vedvarende energi, vi skal have virksomheder og borgere væk fra gas og over på el eller andre brændsler. Krigen i Ukraine er en meget stor mulighed for at få fart i den grønne omstilling”, skriver Ida Auken på Facebook.
Hun fortsætter:
“Under energikrisen i 1970’erne blev mange af Danmarks nu største virksomheder skabt: pumper, termostater, energirenovering og vindmøller. Grunden blev lagt i de år. På samme måde skal vi nu sætte en meget klar retning og ikke ryste på hånden i forhold til den grønne omstilling. Fossile brændsler er dyrere end grøn energi. Og de gør os afhængige af kræfter, vi ikke skal være afhængige af”.
Samme budskab lyder fra De Radikale, der netop har fremlagt et energiudspil, der slår fast, at:
“Skal Danmark blive uafhængig af russisk kul, olie, gas og biomasse, kræver det derfor meget mere grøn strøm end planlagt nu”, skriver Radikale Venstre i deres nye energiudspil Grøn fremtid uden russisk gas.
Og i søndags offentliggjorde SF sit energiudspil, der slår samme tone an:
“Det er uhensigtsmæssigt, at Danmark er afhængig af naturgas. For det første er energiformen ikke foreneligt med en ambitiøs klimapolitik og den grønne omstilling. For det andet modtager Danmark en del russisk naturgas, hvilket er sikkerhedspolitisk uholdbart, og hvor importen bør sanktioneres gennem EU”, skriver SF blandt andet.
Men på trods af de grønne visioner står både Socialdemokratiet, SF og De Radikale bag den nye militære oprustningsaftale, der lægger op til, at den russiske gas skal erstattes af gas fra Nordsøen.
I aftalens afsnit om uafhængighed af russisk gas slår partierne fast, at det allerede i år skal “undersøges, hvad mulighederne er for midlertidigt at øge gasindvinding i Nordsøen, øge anvendelse af biogas, fremrykke Baltic Pipe eller lignende, så Danmark ad den vej kan bidrage til at afhjælpe Europas afhængighed af russisk gas”.
Erstat gas med grøn energi
Planerne om at løse energi- og forsyningskrisen ved blot at erstatte russisk gas med dansk gas vækker vrede hos klimabevægelsen.
– Det er helt afgørende, at krisen med Rusland ikke bliver brugt til at udvide udvindingen af gas i eksempelvis Nordsøen og sætte turbo på gasledningen, siger kampagnekoordinator hos Klimabevægelsen i Danmark Thomas Meinert Larsen til Arbejderen.
Han fortsætter:
– Set med klimabriller er der ingen klimagevinst overhovedet ved blot at erstatte russisk gas med dansk gas. Klimaet er ligeglad med, om det er russisk eller dansk, der kommer ud af hanerne. Det er lige skadeligt. Det er nu, at vi skal gøre Danmark uafhængig af fossil gas. Vi skal ikke løse én krise ved at forværre en anden.
En udvidelse af gasfelterne i Nordsøen vil øge udledningen af drivhusgasser. På globalt plan er det allerede planlagt at udvinde 120 procent flere fossile brændsler, end klimaet kan holde til, og det er derfor ikke ansvarligt at udvide gasproduktionen yderligere.
– I stedet bør regeringen søsætte initiativer, der sætter fart på vedvarende energi og energibesparelser. I stedet for at udvide gasproduktionen og gasinfrastrukturen bør regeringen gå den modsatte vej og gøre Danmark mindre afhængig af gas. Det kan regeringen gøre ved eksempelvis at droppe planlagte gasinfrastrukturprojekter som den 115 kilometer lange og 853 millioner kroner dyre gasledning til sukkerfabrikken på Lolland. Politikerne bør i stedet arbejde for at sikre, at Lollands erhvervsliv får sin energi fra vedvarende energi.
Klimabevægelsen i Danmark opfordrer regeringen til at satse på el i stedet for gas:
“Det bedste alternativ er at omstille gasforbruget til elforbrug. Elforbruget kan leveres af vedvarende energikilder som sol- og vindenergi. I praksis betyder det, at gasfyr skal omstilles til varmepumper, gaskomfur skal omstilles til induktion, og gaskedler i industrien skal omstilles til elkedler”, skriver Klimabevægelsen blandt andet i et netop offentliggjort opslag, der anviser, hvordan Danmark kan blive uafhængig af gas.
Også regeringens eget Klimaråd anbefaler i sin statusrapport for 2022 at fremrykke de planlagte vedvarende energiprojekter, så Danmark blive nettoeksportør af el langt hurtigere end planlagt samt bygge nye havvindmølleparker.
Forsyningssikkerhed?
Thomas Meinert Larsen fra Klimabevægelsen i Danmark stiller spørgsmålstegn ved, hvor meget Danmark egentligt bliver selvforsynende og får en mere uafhængig energiproduktion med det nye nationale kompromis om militær og energi.
– Planen er ikke speciel effektiv, når det gælder om at styrke Danmarks forsyningssikkerhed og gøre Danmark mere uafhængig af gas udefra. Regeringen vil sætte fart på Baltic Pipe-rørledningen. Men den rørledning handler først og fremmest om at sikre gas fra Polen til Tyskland og altså ikke Danmark, forklarer han.
– Regeringen lægger op til at accelerere udvindingen af gas i Nordsøen. Men det er det franske energiselskab Total, der står for udvinding af gas i Nordsøen, og Total har allerede været ude at sige, at man arbejder så hurtigt man kan for at hive mere gas op.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.