Det er helt sikkert på tide, at der blev lavet en film om Margrete den Første. I kølvandet på de sidste 15-20 års lange række af spændende historiske tv-serier (mest amerikanske og internationale produktioner), om alt fra de gamle romere til vikingerne og til renæssance-konger og -paver, er det kun ret og rimeligt, at historiens vingesus nu omsider bringer os frem til et kapitel i dansk historie, som virkelig mangler en moderne afdækning:
Fortællingen om Margrete den Første, som i det 14. århundrede samlede Norden i Kalmarunionen.
Denne film drejer sig om Margretes både politiske og personlige genvordigheder og anskueliggør dermed især de krav, en monark må affinde sig med.
Der kunne spindes mangt en krønike om Margretes storhedstid, og hvem ved, måske ligger der en storslået tv-serie om denne imponerende danske dronning et sted i vores fremtid.
Men lige nu har instruktøren og produktionsselskabet valgt at lave en fornem film om en ganske særlig historisk omstændighed i Margrete den Førstes regeringstid; en begivenhedsrække som (muligvis) har sat hende i et dilemma uden nogen let løsning.
Vidnesbyrderne om disse omstændigheder blev brændt og neddysset i samtiden, for 600 år siden, men der er dog enkelte kilder, som antyder, hvad der gik for sig.
En afdød søn
I 1402 dukkede der en mand op, som hævdede at være Margretes afdøde søn, Oluf, og dermed den retmæssige konge over Margretes besiddelser. Kunne det være sandt? Eller var det et tyskertrick?
Denne film drejer sig om Margretes både politiske og personlige genvordigheder i denne situation, og anskueliggør dermed især de krav, en monark må affinde sig med, når der i mange tilfælde må tages langt større hensyn til rigets vel end til enkelte menneskers.
Vi hører om adskillige politiske forviklinger med Tyskland og England, og hvordan de fleste af disse er præget af store risici og konsekvenser, da Unionens overlevelse afhænger af at være gode venner med mindst den ene af de to. Og intet af dette havde været muligt uden kirkens støtte.
Levende dansk middelalder
Filmen er flot, fejende og uforudsigelig – og overbevisende i sin levendegørelse af den danske middelalder, og af den legendariske middelaldermonark, fremragende bragt til live af Trine Dyrholm, som har den rette pondus og det usvigeligt rette format til rollen.
Eneste punkt, hvor den ellers spændende film skuffer en smule, er, at – med al den støtte fra så mange fonde, som den har fået – der stadig ikke kunne blive råd til et klimaktisk slag til sidst, for lige at afrunde sagaen med en klar demonstration af Kalmarunionens styrke og berettigelse. Dét lå ellers lige til det fortællemæssige højreben.
Margrete den Første. Instruktør: Charlotte Sieling. Manuskript: Jesper Fink, Maya Ilsøe & Charlotte Sieling. Medvirkende: Trine Dyrholm, Søren Malling, Morten Hee Andersen, m.fl.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.