Er Israel ved at få fodfæste på Afrikas Horn?
Den israelske ”periferidoktrin” ligger til grund for, at Israel nu vil være til stede på Afrikas Horn - lige overfor Yemen. Det kan give Israel mulighed for at kunne deportere palæstinenserne i Gaza til Somaliland, skriver Arne Lund.
|
I december 2025 optog Israel og Somaliland diplomatiske forbindelser. For Somaliland var over 30 års international isolation omsider forbi. Ingen andre lande havde hidtil villet anerkende Somaliland, der i 1991, efter flere år med blodige borgerkrige, brød ud at den tidligere engelske koloni, Somalia.
Israel har mindst tre grunde til at anerkende det fattige østafrikanske land:
1. Somalilands beliggenhed ved Bab-el-Mandab-strædet – porten til Det Røde Hav – lige overfor Yemen.
2. Den israelske ”periferidoktrin”: At søge strategiske støttepunkter udenfor de arabiske kernelande.
3. Muligheden for først at kunne deportere indbyggerne i Gaza, siden alle palæstinensere.
Tidligere kontakter mellem Somaliland og Israel
I 1995 foreslog Somalilands regering i et brev til Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin, at de to lande skulle oprette diplomatiske forbindelser. Først i 2010 reagerede Israel som følge af den voksende islamiske fundamentalisme i Østafrika og omkring Bab al-Mandab-strædet. Israel fandt, at Somaliland og Israel, der begge var politisk isolerede (i området, red.), havde fælles interesser.
Hertil svarede Somaliland, ”at Israel har altid været på vores radar[…] Der er ingen grænser for hvad vi kan samarbejde om[…] Israel har valgt en partner, der deler landets værdier og sikkerhedsinteresser.”
Forinden havde (den israelske spiontjeneste, red.) Mossad brugt flere år på at gøde jorden ved at opbygge diskrete forbindelser i Somaliland, inden der for alvor kom gang i forhandlingerne i 2022.
Ingen bør deltage i drøftelser med Israel om genbosættelser.
Tamer Qarmout, Doha-Instituttet for Videregående Studier
Lige så fordækt var det arbejde (Israels daværende premierminister, red.) Yitzak Rabin, kort efter indgåelsen af Oslo-aftalerne, havde igangsat, om ”frivillig migration” af Gaza-boere til tredjelande. Fordækt, fordi Rabins regering var bange for, at planerne ville give negative associationer til Nazitysklands plan fra 1939 om deportation af jøderne til den franske koloni, Madagaskar, eller den engelske koloni, Kenya. Planer, der dog ikke blev til noget, da både Frankrig og England afviste, og så valgte Hitler at løse nazisternes såkaldte ”jødeproblem” på sin måde.
Længe før den 7. oktober 2023 havde skiftende israelske regeringer været i kontakt med afrikanske og asiatiske lande som potentielle destinationer for fordrevne Gaza-boere. Kun Indonesien var villig til at modtage palæstinensere, mens Uganda, Senegal, Kenya, Somalia og DR Congo afviste. Ét land var dog ikke helt afvisende: Somaliland.
Matt Bryden, specialist i Afrikas Horn, sagde til Financial Times:
– Regeringen i Somaliland vil gerne bringe store ofre for at få international anerkendelse, men ikke nødvendigvis på bekostning af den indenlandske stabilitet[…] Man ved, at befolkningen vil være imod en genplacering af Gaza-boerne.
Israels finansminister Smotrich erklærede:
– Vi tvinger ikke Gaza-boerne ud, vi giver dem mulighed for at rejse væk fra kampzonerne[…] Vi har opbygget en stor udvandringsafdeling i forsvarsministeriet. Hvis vi flytter 5.000 om dagen, vil det tage et år. Logistikken er kompliceret, fordi man skal vide, hvem der skal til hvilket land.
Alt dette er et udtryk for, at den israelske regering vil være forberedt, hvis de diplomatiske eller politiske rammer ændrer sig, og Somaliland vil modtage palæstinensere.
Gaza-boerne ved dog godt, at hvis først de rejser, så får de aldrig mulighed for at kunne vende tilbage.
Aftalerne med Israel
Kort efter anerkendelsen i december 2025 besøgte Israels udenrigsminister, Gideon Sa’ar, Somaliland for at aftale de bilaterale relationer og indgå handels- og partnerskabsaftaler om mineral- og energiressourcer.
Da Somaliland ikke er internationalt anerkendt, har internationale donorer svært ved at yde bistand til landet, der har verdens fjerde laveste BNP per indbygger og en ungdomsarbejdsløshed på over 60 procent ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO).
Regeringen er afhængig af skatter og pengeoverførsler fra diasporaen, som bidrager med 15-20 procent til Somalilands økonomi. Somaliland har hårdt brug for udenlandske investeringer, især indenfor sundhed, vandforsyning og sikkerhed for den kritiske infrastruktur, samt åbning af nye markeder.
Alt dette er Israel naturligvis vidende om, og det giver landet et stærkt udgangspunkt. Israelerne er drevne forhandlere med en stor pose penge, og mange ressourcer i ryggen, så det kan blive svært for et fattigt land som Somaliland vedvarende at afvise en genbosættelse af palæstinenserne.
Aftalerne omfatter tillige våbensamarbejde, og at IDF træner soldater fra Somaliland. De første 50 har allerede været på kursus i Tel Aviv, oplyser The Telegraph,.
Somalilands myndigheder understreger gang på gang, at aftalerne med Israel ikke indebærer en genbosætning af palæstinensere, mens andre politikere erklærer, ”at de er åbne for alle forslag.”
Periferidoktrinen
Israels anerkendelse af Somaliland er et led i landets “periferidoktrin.” En strategi, der blev udviklet af (Israels første premierminister, red.) Ben-Gurion i 50’erne for derved at bryde Israels isolation ved at opbygge forbindelser med stater uden for den arabiske kerne.
Analysen var, at Israel ikke kunne basere sin sikkerhed på militær styrke alene (det var før Israel fik egne kernevåben). Der skulle derfor indgås alliancer med ikke-arabiske lande, med etniske og religiøse mindretal, samt opbygges efterretnings- og sikkerhedssamarbejde, der kunne modvirke den arabiske modstand. I de første årtier blev der etableret samarbejde med Iran under shahen, Tyrkiet og Etiopien under kejser Haile Selassie.
Periferidoktrinen justeres løbende i takt med, at allierede får andre prioriteter. Således ændrede det sig markant, da Khomenei kom til magten i 1979 i Iran, der nu blev Israels primære fjende. Israel måtte søge andre alliancepartnere: Aserbajdsjan, Golfstaterne, kurderne i det nordlige Irak og senest Somaliland. Hertil kommer fire arabiske lande i Abraham-aftalen: Bahrain, Emiraterne, Marokko og Sudan.
Medvirkende til det israelske samarbejde med Somaliland er, at den tidligere allierede, Tyrkiet, som Israel i stigende grad ser som en regional rival og trussel, har indgået et tæt sikkerhedssamarbejde med Somalias regering.
Tyrkiet driver et stort militært træningscenter i Somalias hovedstad Mogadishu. Erdoğan har bekræftet, at Tyrkiet fortsat vil støtte Somalias sikkerhed. Samarbejdet er både økonomisk og strategisk, og omfatter fælles tyrkisk-somaliske operationer mod pirater i Adenbugten.
Tættere på houthierne i Yemen
Somaliland ligger ved Bab al-Mandab-strædet, hvor cirka 15 procent af verdens sø-handel passerer. Efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 beskød houthierne (der officielt hedder Ansar Allah, red.) skibe med tilknytning til Israel og affyrede raketter mod Israel for at støtte palæstinenserne.
Israel ønsker en base, et radar-, efterretnings- og logistikcenter, samt en flyveplads for at kunne beskytte den del af skibsfarten, der sejler til og fra israelske havne, overvåge houthiernes aktiviteter samt de iranske våbenforsendelser.
Houthi-ledere har udtalt, at enhver israelsk tilstedeværelse i Somaliland vil blive betragtet som en trussel og et muligt militært mål.
USA’s planer
Allerede før Trump tiltrådte som præsident i 2024, henvendte hans rådgivere og Israel sig til Sudan, Somalia og Somaliland for at drøfte, om de ville være potentielle destinationer for palæstinensere i Gaza.
Planerne er blevet mødt med omfattende fordømmelser og har rejst juridiske og moralske spørgsmål. De er en overtrædelse af den 4. Genèvekonvention: Tvungen overførsel af civile under væbnede konflikter er uforenelig med FN’s principper ifølge hvilken “en stats territorium ikke må gøres til genstand for erhvervelse som følge af trussel om eller anvendelse af magt.”
Hverken USA eller Israel vil dog forholde sig til dette, så de fortsætter. De kalkulerer med, at de omfattende økonomiske, diplomatiske og sikkerhedsmæssige incitamenter, de råder over, vil blødgøre de tre lande, der hører til nogle af Jordens fattigste, og gøre dem samarbejdsvillige.
Det borgerkrigshærgede Sudan – hvor Israel og Forenede Arabiske Emirater (UAE) deltager med økonomi og våben – afviste. Somalia blev fundet for usikker, idet regeringen i Mogadishu blot kontrollerer en lille del af landet.
Tilbage stod så Somaliland – det mest stabile af de tre lande. Landets udenrigsministerium udsendte i januar i år en erklæring, der afviste forlydender om genbosætning, kaldte påstandene grundløse og understregede, at relationerne til Israel var diplomatiske og i overensstemmelse med international ret.
Projektet fik yderligere medvind, da to amerikanske kongresmedlemmer opfordrede USA’s udenrigsminister Marco Rubio til at fjerne Somaliland fra USA’s visumliste. Landet “kan blive en strategisk partner, bidrage til at begrænse Kinas skadelige indflydelse på Afrikas Horn, støtte USA’s interesser og udvikle endnu tættere forbindelser til Israel.”
Somaliland har tilbudt USA militærbaser mod at få diplomatisk anerkendelse; indtil nu forgæves.
Jethro Norman fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) udtalte til al-Jazeera, “at pro-israelske netværk findes i det samme politiske miljø i Washington som fortalere for øget sikkerhed i Det Røde Hav og anerkendelse af Somaliland; alle er de fælles om en anti-kinesisk retorik.”
Hvis ikke Trumps planer realiseres samtidig med, at de formuleres, så mister han interessen. Da han blev mødt med anklager om at planerne var etnisk fordrivelse, bakkede han ud. Foreløbig har han overladt det til sit “fredsråd” at arbejde videre med sagen.
Reaktionerne i Somaliland
Efter Israels anerkendelse af Somaliland, samledes tusindvis til støttedemonstrationer i hovedstaden Hargeisa. Demonstranterne råbte “Sejr til Somaliland!”, og mange var stolte over udviklingen.
Samtidig blev der andre steder i landet afholdt moddemonstrationer, hvor deltagerne viftede med palæstinensiske flag og råbte “Free, Free Palestine.” Demonstranter og islamiske ledere blev tilbageholdt, efter at de havde kritiseret Israels politik og advaret mod Israels skadelige hensigter. Derved koblede de udviklingen i Gaza sammen med de bredere regionale sikkerhedsrisici.
Ahmed Saban, gymnasielærer fra det nordvestlige Somaliland, fortalte al-Jazeera, at palæstinensere vil blive modtaget med åbne arme, men tvungen forflyttelse vil ikke blive accepteret:
– Det palæstinensiske folk skal ikke tvinges væk fra deres hjemland. Det, USA og israelerne gør, er etnisk udrensning, og vi, i Somaliland, ønsker ingen del i det. Uanset hvad man får til gengæld, så er det ikke prisen værd. Vi vil få blodet fra vores muslimske brødre og søstre på hænderne[…] USA og Israel har ikke gode intentioner, og vi vil ikke risikere, at bringe vores land i fare.
Al-Shabaab og IS
Accepterer Somalilands regering en genbosætning af palæstinensere, vil det kunne udløse utilfredshed i befolkningen.
Terrororganisationerne al-Shabaab og IS, der er perifert tilstede i dele af landet, dog uden at være særlig aktive, vil kunne bruge utilfredsheden til at styrke deres positioner yderligere.
Jethro Norman fra DIIS siger:
– En accept af at modtage palæstinensere vil sandsynligvis give al-Shabaab og IS en propagandasejr[…] Grupperne fremstiller allerede i dag deres oprør som en legitim modstand mod Vestens “korsfarer-zionistiske” planer, og et forsvar for Somalias suverænitet. Militserne vil udnytte den folkelige vrede til at udvide deres indflydelse og eventuel øge den territoriale kontrol.
Internationale reaktioner
Femten muslimske lande udsendte kort efter den diplomatiske anerkendelse en erklæring, hvori de fordømmer Somalilands planer om at åbne en repræsentation i Jerusalem. Det er ”en krænkelse af internationale love samt tilsidesættelse af den juridiske og historiske status for det besatte Jerusalem”, lyder erklæringen. Samtidig bekræftedes støtten til Somalias suverænitet og territoriale integritet.
Kun Taiwan bakkede op om det diplomatiske initiativ, mens den kinesiske regering tog skarpt afstand. Det skete med henvisning til Somalilands centrale placering på den maritime silkevej.
Den skarpeste reaktion kom fra Somalias regering, der hævdede, at Somaliland havde accepteret Israels betingelser: Genbosættelse af palæstinensere, etablering af en militærbase ved Aden-bugten samt Abraham-aftalerne for at normalisere forbindelserne med Israel.
Udtalelsen afspejler den rivalisering der har været, siden Somaliland løsrev sig i 1991. Til trods for at det internationale samfund i over tre årtier har investeret milliarder i regeringen i Mogadishu, så klarer den sig ikke særlig godt og kontrollerer reelt kun hovedstaden og nærmeste omegn.
Somaliland er til gengæld et relativt stabilt samfund med fungerende institutioner, en nogenlunde robust privatsektor, og uden de etniske og sociale spændinger, der plager Somalia.
Tamer Qarmout, fra Doha-Instituttet for Videregående Studier, udtalte til Al Jazeera
– En tvungen fordrivelse af palæstinensere udgør en rød linje, som ikke må overskrides[…] Regeringer verden over har et ansvar for at standse forslaget. Ingen bør deltage i drøftelser med Israel om genbosættelser, og da slet ikke til afrikanske lande, hvoraf mange fortsat kæmper med følgerne af kolonitiden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. september 2026 | 06:22
