Bryd kæden
Episoden med den tendentiøse tyske journalist Michael Martens fandt sted under en fælles pressekonference i Beograd den 8. august 2026 efter et møde mellem Ukraines præsident Vladimir Zielinski og Serbiens præsident Aleksandar Vučić. Zielinskis besøg i Serbien og pressekonferencen var ikke en militær briefing, men et diplomatisk møde mellem to europæiske ledere, hvis lande i øvrigt indtager meget forskellige positioner i forhold til krigen i Ukraine.
Det var i denne sammenhæng, at Michael Martens, Balkan-korrespondent for det tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung, stillede Zelenskyj et spørgsmål, der fortjener betydeligt mere opmærksomhed, end det hidtil har fået. Han spurgte, hvad europæerne konkret kunne gøre “for at hjælpe jer med at dræbe flere russere”, hvorefter han tilføjede: “flere russiske soldater, selvfølgelig.” Formuleringen er bemærkelsesværdig, især fordi den kommer fra en journalist, der henvender sig til et statsoverhoved ved en international pressekonference. I stedet for at spørge, hvad europæerne kunne gøre for at bidrage til at afslutte krigen, beskytte civile, eller fremme forhandlinger, blev spørgsmålet formuleret omkring, hvordan europæerne kunne bidrage til at øge antallet af dræbte russere.
Spørgsmålet er, hvorfor tilsløringen af russiske utilsigtede eller tilsigtede civile dødsfald er blevet en acceptabel formulering.
Præciseringen “flere russiske soldater, selvfølgelig” løser ikke det problematiske spørgsmål. Enhver med blot en beskeden militær viden forstår, at krigsførelse ikke kan reduceres til et rent matematisk regnestykke, hvor soldater bliver dræbt, mens civile forbliver sikkert uden for konflikten. Militære operationer påvirker uundgåeligt civilbefolkningen gennem utilsigtede skader, kamphandlinger i befolkede områder og brug af civile som skjold. Men der er en yderligere dimension, som ofte ignoreres i denne form for militær retorik. Langvarig krigsførelse, stigende tab og aggressorers konstante frygt for døden kan svække disciplin og tilbageholdenhed blandt soldater, især når hadet til fjenden systematisk opildnes, og en effektiv kommando- og kontrolstruktur bryder sammen. Under sådanne forhold kan volden udvikle sig fra legitime militære træfninger til ukontrollerede drab.
Vietnam krigen giver et særligt rystende historisk eksempel blandt mange. Ved My Lai i 1968 massakrerede amerikanske soldater et stort antal ubevæbnede vietnamesiske civile. Massakren – en ud af mange – viste, hvordan frygt, kamppres, dehumanisering af fjenden, dårlig ledelse og utilstrækkelige begrænsninger kan bidrage til overgreb mod civile. Massakrer eller folkemord er en konsekvens af militære operationer, og det fritager hverken de enkelte gerningsmænd for ansvar eller den hær der angriber. Intensivering og forlængelse af krigsførelsen indebærer risici, der rækker langt ud over slagmarken.
Det er netop derfor, at sprogbruget “at dræbe flere russere” er så foruroligende. Når krigens mål primært formuleres som at maksimere antallet af dræbte fjender, har de civile ofre en tendens til at forsvinde fra overvejelserne. Jo længere og mere intensiv en krig bliver, desto større bliver faren for gengældelse, radikalisering, dehumanisering og tab af kontrol. Civile bliver ofre for vilkårlig vold, repressalier og overgreb. Dette udvikler sig systematisk til bevidste massakrer mod en beskyttet befolkningsgruppe og til forbrydelser mod menneskeheden eller folkedrab efter FNs definition. Seriøs militæranalyse bør derfor ikke blot beskæftige sig med, hvor mange fjendtlige kombattanter der kan dræbes, men også med de konsekvenser, som jagten på dette mål kan udløse.
Særligt bekymrende er normaliseringen af denne sprogbrug. En journalist er ikke kombattant og bør normalt ikke argumentere for et bestemt antal fjendtlige tab. Alligevel fremstiller spørgsmålet drab på russere som et mål, europæerne bør bidrage til. Den efterfølgende præcisering om, at der var tale om soldater, tydeliggør hensigten, men ændrer hverken den oprindelige formulering, dens opsigtsvækkende karakter eller det faktum at civile tab er uundgåelige.
Episoden har også en bredere betydning, fordi den ikke er et isoleret eksempel på denne form for retorik i den europæiske offentlige debat. En påfaldende lignende formulering var allerede kommet til udtryk i Danmark i udtalelser fra Peter Viggo Jakobsen, en dansk militærforsker, der ofte fremstilles af danske medier som en førende ekspert i militære spørgsmål. I BT udtalte Jakobsen: “Jo flere russere, vi kan slå ihjel, og jo flere russere, vi kan binde i Ukraine, desto bedre.”
Parallellen er slående. I begge tilfælde er den oprindelige formulering ikke “jo flere russiske soldater, vi kan slå ihjel”, men “jo flere russere, vi kan slå ihjel.” Jakobsen kunne efterfølgende forsvare udtalelsen med, at der var tale om russiske militære tab, ligesom Martens præciserede sit spørgsmål med tilføjelsen “flere russiske soldater, selvfølgelig”. Men det eliminerer ikke det bredere problem. Sproget fremstiller maksimeringen af russiske dødsfald som et ønskværdigt mål, samtidig med at de bredere menneskelige konsekvenser af en intensivering af krigen i vid udstrækning udelukkes fra betragtningen.
At sådanne udtalelser kan præsenteres for den danske offentlighed som ”ekspertanalyse” eller forskning, uden at blive underkastet en alvorlig kritisk granskning, er dybt bekymrende. En henvisning til militær nødvendighed løser ikke problemet. Den internationale humanitære folkeret eksisterer netop, fordi krigsførelse er underlagt begrænsninger, herunder Genevekonventionens regler om behandlingen af civile og krigsfanger og FN’s definition af folkemord.
Den øgede risiko for civile tab, ødelæggelse, fordrivelse og gengældelsesvold. Den ukrainske drone terror mod civile i Donbas, på Krim og i Rusland antyder ikke blot en desperation, fordi Ukraine taber krigen på landjorden. Det antyder også, at tilsigtede såvel som utilsigtede tab på begge sider har ledt til over en million døde og sårede. Det er med andre ord arbejderklassens sønner på begge sider, der mister liver på grund af imperialismens forsøg på at inddæmme og balkanisere Rusland. Målsætningen er at transnationale selskaber, som i Ukraine kan tilegne sig ressourcer i Rusland gennem endnu en ”farverevolution” baseret på undergravende støtte til vestligt finansierede partier og organisationer, privatiseringer og tilbagerulning af statsmagten. Land grabbing og tilegnelse af en nations råstoffer samt udbytning af en højt uddannet arbejdskraft leder til en storstilet kapitaleksport fremmet af de imperialistiske centre i samarbejde med det fascistoide komprador borgerskab under Kiev juntaens ledelse!
Det grundlæggende spørgsmål er derfor ikke blot, om Martens eller Jakobsen efterfølgende kan forklare, at de mente russiske soldater. Spørgsmålet er, hvorfor tilsløringen af russiske utilsigtede eller tilsigtede civile dødsfald er blevet en acceptabel formulering i den etablerede europæiske journalistik og ”ekspert debat”.
Arbejderen har forelagt kritikken i dette indlæg for Peter Viggo Jakobsen, der “ingen grund” ser til at kommentere.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
