På grund af kritik af Israel
Godt, skidt og manglende finansiering i regeringsgrundlag
Manglende finansiering kan rive tæppet væk under velfærdsforbedringer.
|
Efter ti ugers forhandlinger fik Danmark endelig en regering.
Der var ved valget ikke rødt flertal, og i betragtning heraf må dannelsen af en centrum-venstreregering med Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag betragtes som det bedst mulige.
I hvert fald i forhold til et ”blåtonet” ”midtermonster eller i forhold til det endnu værre – en blåsort VLAK-regering med DF som grå eminence. Enhedslisten – og Alternativet – må anerkendes for klart at have indset dette og for gennem en disciplineret og kompromisåben kurs at have muliggjort denne – under de givne betingelser – ”mindst ringe regering”.
Hvilket igen har muliggjort et antal progressive forslag i regeringsgrundlag til forbedringer for velfærd og fordeling. Nogle af de væsentligste må krediteres venstrefløjen, men også arbejderpartierne som helhed og rød blok har bidraget.
Gode forslag om forbedring af velfærd og fordeling
Det må som sagt anerkendes, at regeringsgrundlaget rummer gode forslag til forbedring af velfærd og fordeling.
Blandt de væsentlige må nævnes gratis tandpleje, halvering af moms på fødevarer og helt bortfald heraf på frugt og grønt samt gratis transport for unge under 22 år.
Enhedslisten må særligt anerkendes for i regeringsgrundlaget at have fået indføjet en ”vision om vederlagsfri tandpleje for hele befolkningen” i løbet af ti år.
Hvis det gennemføres fuldt ud, er der tale om en klar og vigtig, ja historisk velfærdsforbedring.
Men der er ikke uvæsentlige usikkerhedsmomenter: Inden 2025 vil der være flere folketingsvalg.
Og: Konkret er der i regeringsgrundlaget indtil videre kun afsat fire milliarder kroner til indfasning heraf for førtidspensionister og udsatte grupper. Hvorvidt flere grupper omfattes i denne regeringsperiode fremgår ikke.
Enhedslisten må også krediteres for – sammen med den øvrige venstrefløj – i regeringsgrundlag at have fået inkorporeret forslag om en halvering af momsen på fødevarer og helt aflysning af moms på frugt og grønt.
En gennemførelse heraf vil være en klar fordelingspolitisk forbedring og en gevinst for ligheden, fordi denne moms vender den tunge ende nedad.
Og for folkesundheden er det genialt, at lettelsen af chokolade og sukkerafgiften i samme åndedrag droppes.
Også hvad angår momsændringerne er der imidlertid flere usikkerhedsmomenter: For det første hedder det i regeringsgrundlaget: ”Momssænkningen skal gennemføres så hurtigt, det teknisk er muligt”.
Skatteministeriet har her vurderet, at en differentieret moms edb-mæssigt vil tage mindst to år, fra det øjeblik beslutningen er taget. Så et ikrafttrædelsestidspunkt står hen i det uvisse.
For det andet: Finansieringen heraf og af regeringens øvrige skattereform består ifølge regeringsgrundlaget af en række forslag til skattestigninger. Men spørgsmålet er, hvilken skæbne de vil få i Folketinget, jf. længere fremme?
Endelig må Enhedslisten også anerkendes for at have fået indskrevet, at kollektiv transport skal være gratis for unge under 22 år. Her er der konkret afsat to milliarder kroner til finansiering.
Flere velfærdsforbedringer
Men også andre forslag i regeringsgrundlaget til forbedring af velfærd og fordeling må fremhæves som positive. Flere penge til folkeskole og daginstitutioner og til uddannelse og forskning bør fremhæves.
SF kan – sammen med den øvrige røde blok – som et positivt aftryk i regeringsgrundlaget notere, at der afsættes fem milliarder kroner til flere undervisningstimer i folkeskolen og til styrkelse af minimumsnormeringer.
Flere penge til folkeskolen var også et valgløfte fra Socialdemokratiet. Socialdemokratiets forslag om at finansiere dette med øget formueskat måtte opgives, men i stedet har man fået indført et forslag om at forhøje arveafgiften for de meget rige (over ti millioner kroner).
Og Socialdemokratiet må – sammen med de øvrige arbejderpartier – krediteres for et forslag om 1000 kroner mere om måneden til folkepensionister. Og ikke mindst for forbedring af Arne-pension med 3000 kroner om måneden.
Endelig må Radikale krediteres for en milliard kroner mere til uddannelse og forskning og for støtte til flere penge til folkeskole og daginstitutioner.
Også gode forslag til grøn omstilling
Regeringsgrundlaget må også anerkendes for gode forslag til miljøforbedringer: Bedre dyrevelfærd i landbruget, nationalt sprøjteforbud og genindførelse af kommunernes ret til at sige nej til grisefarme.
Ikke mindst Alternativet må – sammen med øvrig venstrefløj og rød blok – krediteres for at have fået bedre dyrevelfærd i landbruget fremtrædende placeret i regeringsgrundlaget: Stop for ekstremavl, stop for ulovlig halekupering, stop for fiksering af søer og langt mere plads til grise.
Træerne er dog ikke vokset ind himlen, idet der er tale om et ganske langt tilløb.
Det hedder i regeringsgrundlaget, at “forbuddet mod halekuperinger er fuldt indfaset og reelt efterleves i 2030, og at et forbud mod ekstremavl er fuldt indfaset og reelt efterleves i 2035”.
Et andet problem er, at Løkkes forslag om en “grisefirpart” herom med Landbrug & Fødevarer er indføjet i regeringsgrundlaget, hvilket vil lukke denne organisation ind i forhandlingsrummet, som indtil nu har været særdeles effektiv til at trænére, forsinke eller forhindre miljøforbedringer på landbrugets regning.
Men der er også vigtige grønne fremskridt, som må krediteres flere partier: Det gælder først og fremmest indførelse af et nationalt sprøjteforbud på “sårbare grundvandsdannende områder”, som vel hele den ny regering og støttepartier må anerkendes for.
Der er dog her et springende punkt, der kan forhale dette vigtige tiltag væsentligt: At der i regeringsgrundlaget loves ”kompensation” til ”i stort omfang berørte bedrifter”.
Endnu en omgang skattelettelser til de rige
Men regeringsgrundlaget har også en anden, mere reaktionær side, nemlig de ulighedsskabende økonomiske “reformer”, som Løkke – med Radikales opbakning – stillede som betingelse at få med i regeringsgrundlaget.
Løkke afskaffer nu sine egne reformer fra SVM-regeringen: Toptopskatten og mellemskatten, hvilket øger uligheden stærkt.
Mens en arbejderfamilie vil få 8700 kroner i skattelettelser om året, står en direktørfamilie til næsten dobbelt så mange penge – 16.400 kroner mere til sig selv om året.
Desuden har Moderaterne fået gennemført, at beskatningen af aktieindkomst lempes, og der åbnes for større indskud på aktiesparekonto.
Og endelig sænkes selskabsskatten med tre procent over nogle år. Alt sammen ændringer der navnlig lemper skatten for de rige og i sig selv trækker i ulighedsøgende retning.
Det må dog anerkendes, at der i regeringsgrundlaget er lagt op til, at de rige i et vist omfang selv skal være med til at finansiere skattelettelserne til sig selv: Der foreslås således et loft over rentefradraget, og arveafgiften foreslås som nævnt skærpet.
Regeringsgrundlaget har en reaktionær side, nemlig de ulighedsskabende økonomiske “reformer”, som Løkke – med Radikales opbakning – stillede som betingelse at få med i regeringsgrundlaget.
Også vedrørerende selskabsskatten foreslås en vis selvfinansiering, idet erhvervsstøtten beskæres, og der skal udarbejdes en ny hovedaktionærmodel, som skal sikre, at hovedaktionærer også efter nedsættelsen af selskabsskatten har en samlet skat tæt på marginalskatten for topskatteydere.
Denne selvfinansiering må anerkendes for at trække i den rigtige retning set fra et lighedssynspunkt.
Men spørgsmålet er, hvad der sker med disse dele af skattereformen, når det kommer til politiske forhandlinger herom i Folketinget. Enhedslisten har jo her – umiddelbart forståeligt – tilkendegivet, at man ikke vil stemme for Løkkes ulighedsskabende skattelettelser.
Det betyder imidlertid, at regeringen vil henvende sig til V og K og andre borgerlige om at stemme for. For hvilket de imidlertid må forudses at ville kræve indflydelse på også finansieringen, hvilket selvsagt vil gå ud på at fjerne netop skærpelse af rentefradrag, arveafgift med mere.
I så tilfælde vil de rige ikke længere betale deres egne skattelettelser, og disses ulighedssøgende karakter vil ikke længere blive modificeret. Herudover må nævnes, at med skattereformens finansiering fastfryses satserne i skattesystemet to år.
Det vil sige, at alle skal bidrage til regeringens skattereform.
For så vidt angår momsnedsættelserne, øges herved ligheden samlet set, mens det må betragtes som dybt forkasteligt, at den almindelige dansker herved skal bidrage til personskattelettelserne til de rige.
Finansieringen er regeringsgrundlagets store svaghed
Udgiftsforslagene i det nye regeringsgrundlag kan anslås tilsammen at løbe op i omkring 30 milliarder kroner.
Men finansieringen heraf er regeringsgrundlagets helt store svaghed: Det hedder således gang efter gang, at ”regeringen vil løbende anvise finansiering”.
Det vil sige, at finansieringen langt hen ad vejen ikke er på plads. Nærmere bestemt rummer regeringsforslaget konkrete finansieringsforslag for 16,2 milliarder kroner.
Løkke har da også erkendt, at ”Der er et prioriteringsrum på 19 mia. kr., der skal fyldes op”. Det vil sige, at regeringsgrundlaget er underfinansieret med 19 milliarder kroner.
Dette kan imidlertid blive endnu mere, hvis de borgerlige fejer en række af de finansieringsforslag, som er i grundlaget, af bordet som betingelse for at støtte regeringens skattelettelser.
I regeringsgrundlaget opstilles det mål at øge velstanden med 70 milliarder kroner strukturelt i 2035 og at øge arbejdsudbuddet strukturelt med 35.000 i 2035.
Det er formentlig denne forøgelse af velstand og arbejdskraftudbud, som skal tilvejebringe det påkrævede ”prioriteringsrum” på 19 milliarder kroner.
En del af øget velstand og råderum kan måske komme af sig selv, hvis beskæftigelsen fortsætter med at stige som hidtil tilfældet. Herudover kan forøgelse af arbejdsudbuddet i den anførte størrelsesorden forøge råderummet med mellem syv og ti milliarder kroner.
Hvordan en sådan forøgelse af arbejdsudbuddet skal tilvejebringes, er imidlertid ikke videre konkretiseret. Tværtimod: Der nævnes for eksempel, at man vil lave en ny ”Forebyggelsesfond, som skal understøtte investeringer i forebyggelse med dokumenteret effekt.
Det kan eksempelvis være stressforebyggelse, tidligere indsatser. Fonden skal også have fokus på den bredere samfundsmæssige effekter f.eks. i form af øget strukturel beskæftigelse”. Men: Der er her ikke tale om dokumenterede effekter, men alene om usikre potentialer.
Manglende finansiering kan trække tæppet væk under forbedringerne
Hvis sådanne potentialer ikke realiserer det påkrævede merarbejdsudbud, er et muligt scenario, at regeringen enten tvinges til selv at prioritere, ”efter hvad pengene rækker til”: Det vil sige til selv at aflyse progressive udgiftsforslag.
En anden – endnu værre risiko er – at regeringen kraftigt tilskyndet af Løkke – kaster sig ud i ”udbudsreformer”, der traditionelt handler om at forringe de sociale ydelser for at presse folk ud i jobs.
Det kunne for eksempel være forringelse af førtidspension, dagpenge eller lignende. Det vil i givet fald skulle aftales med de borgerlige partier, som imidlertid ganske givet vil tage sig politisk betalt i form af også aflysning af progressive reformer.
Således kan den manglende finansiering af de mange gode reformforslag trække tæppe væk under selvsamme.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. juni 2026 | 06:00
