Boganmeldelse
Kompensation til landbruget for sprøjteforbud?
Landbruget skal ikke betales for at undlade at forurene en fælles ressource – drikkevandet!
|
I grundlaget for den nye SSFMR–regering slås det prisværdigt utvetydigt fast – ikke mindst takket være Alternativet (og EL, SF – og S) – at der her og nu skal ”indføres et nationalt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder… ”
Og det kunne umiddelbart også virke som et godt tiltag fra SF’s side at have fået indsat forperson for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding som miljøminister, der i hvert fald har et godt forhåndskendskab til problematikken.
Så langt så godt.
Men der venter en hård kamp om udformningen og gennemførelsen af forbuddet, hvor landbruget må forventes at ville benytte allehånde midler for at forsøge at forhindre, udhule og trænere et sprøjteforbud.
Ikke mindst kommer kampen til at dreje sig om krav fra landbruget om et blive kompenseret (fuldt ud), hvis regering og Folketing gennemfører et forbud.
Værditab
Et sådant nationalt sprøjteforbud indebærer ifølge Danske Vandværker (DANVA), at sprøjtning vil blive forbudt i et område på 160.000 hektar, der svarer til cirka fire procent af Danmarks areal og cirka seks procent af landbrugsarealet.
Ifølge Miljøministeriet er der dog ”kun” tale om 116.000 hektar.
Det er altså på ingen måde sådan, at der hermed ikke længere vil være plads til at drive konventionelt landbrug her i landet. Alligevel har landbruget været ude og afvise kravet og ikke mindst forlangt meget store erstatninger, hvis det alligevel gennemføres.
Et krav, som naturligvis bakkes op af landbrugets politiske hjælperyttere i Venstre og Danmarksdemokraterne. Landbruget antager, at der er et værditab på 60 procent, hvis en mark ikke længere må sprøjtes. Hvis alle arealer skal beskyttes, er der ifølge landbruget tale om et værditab på 19,2 milliarder kroner.
Sammen med de politiske signaler fra regeringsgrundlaget og miljøministeren peger det desværre i retning af, at regningen ender hos skatteyderne, for at landbruget ikke forgifter vores allesammens drikkevand med sprøjtegifte.
Svarende til godt 6500 kroner per dansk husholdning. Forudsætningen er i den forbindelse ved et så stort værditab, at jorden stort set ikke kan dyrkes mere. Et andet bud på erstatningsbehovet er af kommunerne indhentet fra rådgivningsvirksomheden Niras, som anslog det til at være mellem 9,5 og 12,5 milliarder kroner.
Man gik i den forbindelse ud fra et værditab på kun 30 procent, fordi jorden godt kunne dyrkes trods sprøjteforbud, for eksempel på økologisk vis eller ved at plante skov. Endelig har Miljøministeriet skønnet, at erstatningskravene ved et nationalt sprøjteforbud vil løbe op i seks en halv milliarder kroner.
De økonomiske vismænd peger dog på, at et sprøjteforbud under næsten alle omstændigheder vil være billigere end, hvis der skal iværksættes rensning af drikkevandet.
De støtter sig her på analyse fra Miljøministeriet, som har skønnet, at en permanent rensning af grundvandet kan koste det offentlige mellem 6 og 18 milliarder kroner, hvis sprøjteforbud ikke indføres.
Landbruget lægger maksimalt pres
Der står altså mange penge på spil, og efter at have været i defensiven under valgkampen har landbruget efter valget udøvet voldsomt pres for at minimere indgrebet mod sprøjtning og maksimere kompensationen.
Landbrugets første frontlinje i kampen mod et sprøjteforbud har været, at der ”ikke er evidens for og dokumenteret behov for et nationalt sprøjteforbud”.
Organisationen mener ikke, at de godkendte sprøjtemidler, som landbruget i dag bruger, er skadelige for grundvandet:
“Vi mener, det vil være en virkelig, virkelig dum beslutning at begynde at lave dyrkningsforbud på store arealer, hvis der ikke er en dokumenteret risiko,” siger Anders Panum, direktør for Grøn Trepart i Landbrug & Fødevarer, til DR.
Hermed forfølger ”Landbrug & Fødevarer” (L&F) en ofte med succes strategi kaldet ”maksimal problematisering”, hvor man – uanset manglende grundlag – anfægter sagligheden og fagligheden i kritik af og krav om indgreb mod landbrugets forurening.
Et andet ofte brugt medievirkemiddel fra landbruget er at ”skyde budbringeren”, det vil sige at mistænkeliggøre kritikken – og kritikeren – for at være biased og tendentiøs. I dette tilfælde har man fra landbrugets aggressive hardlinere i ”Bæredygtigt Landbrug” rettet skytset mod Maria Reumert Gjerding som miljøminister, idet det insinueres, at hun som tidligere formand for DN er partisk og forudindtaget.
Skal forureneren betales for at afholde sig fra skadelig forurening?
Men er det rimeligt, at en forurener betales for at forebygge og afhjælpe sin egen forurening? Der er mange gode argumenter for, at forureneren selv skal betale for at inddæmme og afhjælpe sin forurening:
Det forekommer fair, at den part, der har tjent på forurening, også selv skal betale for miljøskader.
Og det vil omvendt også være mest motiverende for at forebygge fremtidig forurening, hvis forureneren selv skal betale. Omvendt virker det ikke rimeligt, at samfundet = skatteborgerne skal betale for forebyggelse af eller oprydning efter selvstændige og virksomheders forurening.
Det handler også om lighed for loven: Da rygning blev forbudt her, blev der ikke givet erstatning til rygercaféerne.
Og det handler helt grundlæggende om, hvorvidt det er rimeligt, at borgerne skal betales for at overholde loven og vise samfundshensyn?
Når vi forbyder en fabrik at skylle en ny form for kemikalier ud i en å, betaler vi ikke fabrikken store pengesummer. Kunne vi drømme om at betale færdselssyndere for ikke at køre for stærkt?
Vakkelvornt regeringsgrundlag om det økonomiske ansvar
Desværre er man langt fra klar i mælet på dette spørgsmål i regeringsgrundlaget.
På den ene side slås det ganske vist fast, at regeringen ”med afsæt i princippet om, at forureneren betaler” vil finansiere blandt andet sprøjteforbuddet ”ved at omprioritere landbrugets støtteordninger, både danske og europæiske”.
På den anden side gives landbruget den indrømmelse vedrørende et nationalt sprøjteforbud, ”at nogle bedrifter vil blive berørt i så stort omfang, at der vil være behov for kompensation for at undgå ekspropriation. Regeringen vil udarbejde en ordning herfor”.
Så forurenerne skal altså åbenbart alligevel – i et ikke nærmere defineret omfang – betales for ikke at forurene. Regeringsgrundlaget er således tvetydigt og uldent om, hvilket princip der gælder?
Desværre præcedens at betale landbruget for ikke at påføre miljøskade
Den nye miljøminister har godt nok tilkendegivet, at landbruget ikke har et generelt krav på kompensation for ikke at måtte sprøjte, for jorden kan stadig dyrkes. Men med tilføjelsen, at det var ”som udgangspunkt”.
Et sigende udtryk, som antyder, at pengeposen vil blive åbnet senere. Maria Reumert Gjerding har da også som forperson for DN en stor andel i ”Den grønne Trepart”, hvor reduktion af landbrugets klima- og kvælstofforurening ikke mindst skal ske gennem udtag fra landbrugsproduktion af lavbundsjorde.
Forud for forhandlingerne var DN’s principielle holdning til finansieringen heraf, at omstillingen skulle baseres på et forureneren betaler-princip.
Men i aftalen gik DN med på, at udtagning af lavbundsjorde betales af det offentlige. Ifølge aftalen selv skal skatteborgerne til finansiering heraf lægge 44 milliarder kroner, men ifølge uafhængige eksperter snarere mellem 50 og 60 milliarder kroner.
Hvilket – sammen med en meget lav klimaafgift – bidrog væsentligt til accepten af aftalen fra landbruget – og dets politiske arm, Venstre.
Der er altså præcedens for at bruge offentlig finansiering af reduktionen af landbrugets forurening som smøremiddel til at få Landbrug & Fødevarer og deres politiske repræsentanter til at acceptere et indgreb.
Sammen med de politiske signaler fra regeringsgrundlaget og miljøministeren peger dette desværre i retning af, at regningen ender hos skatteyderne, for at landbruget ikke forgifter vores allesammens drikkevand med sprøjtegifte.
Det må på den ene side anerkendes, at et nationalt sprøjteforbud – uanset finansieringsmåde – i sig selv vil være et stort grønt fremskridt.
Men: Der er på den anden side grund til at frygte, at landbruget vil tage sig dyrt betalt for ikke at forurene og samtidig vil søge at udhule og forsinke et sprøjteforbud mest muligt.
Kompensation er ikke det eneste kampfelt: Et andet centralt spørgsmål handler om tidsplanen for et sprøjteforbud, hvor landbruget givet vil søge at få det udrullet så sent, at en eventuel ny borgerlig regering efter 2030 kan rulle det tilbage!
Grønne ildsjæle, eksperter og organisationer bør i forbindelse med de kommende politiske forhandlinger fastholde opmærksomheden på og debatten om både udformning og tidsplan for et sprøjteforbud og ikke mindst om, hvorvidt landbruget igen skal betales for ikke at forurene?
Nok er nok.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. juni 2026 | 06:30
