Politiet rykker ind
Tak Jens Jørgen,
for at bringe oplysninger om den manglende retssikkerhed for fredens og dialogens fortalere.
Troels
“Umistelige rettigheder”: Eksemplet Estland
EU begynder til forveksling at ligne de lande, vi fordømmer som autoritære. Det viser blandt andet dommen mod Aivo Peterson i Estland, skriver Jens Jørgen Nielsen.
|
Menneskerettigheder, ytringsfrihed og et neutralt og objektivt retssystem som værn mod statslig vilkårlighed, det er værdier, som ingen ministre i EU undlader at henvise til. Det er det, vi kæmper for imod alle de andre autoritære lande i verden. Vi er en fakkel for oplysningstidens ideer om rettigheder imod den til enhver tid siddende centralmagts forgodtbefindende.
En smuk vision. Men her vil jeg fortælle en anden historie, som viser, at blandt andet Estland måske er bukket under for den autoritære fristelse i de antiautoritære værdiers navn.
I 1970 fødtes en estisk mand i Otepää, som ligger lidt syd for Tartu. Hans mor var ester, faderen kom som lille russisk dreng lidt tilfældig ud på en estisk gård lige efter krigen. Jeg har et personligt minde om stedet.
Efter Sovjetunionens fald i begyndelsen af 1990’erne var jeg i en række år projektleder under den danske ambassade for integrationsprojekter omfattende den russisk-talende befolkning især i det nordøstlige hjørne af Estland, hvor der er en koncentreret russisk-talende befolkning. Jeg fik arrangeret kursusophold for byrådsmedlemmer, politibetjente, fagforeningsledere, skolelærere med mere fra det russisk-talende miljø i det meget estiske Otepää. Her skulle de russisk-talende stifte bekendtskab med estisk kultur, levevis og sprog og indgå i dialog med lokale estere. Det var uhyre interessant og givende for alle parter.
Det uhyggelige bagtæppe var krigen i det tidligere Jugoslavien, hvor der var en parallel situation med især de serbiske mindretal i Kroatien og Bosnien, grænsende op til Serbien, sådan som de estiske russisk-talende grænsede op til Rusland. Heldigvis var gemytterne i Estland mere flegmatiske end i ex-Jugoslavien. Det kom heldigvis ikke så vidt i Estland dengang. Jeg må indrømme, at jeg i dag er stolt over, at jeg dengang var med til at fremme en smule dialog i den situation.
“Alle mennesker skal blive brødre”
Manden fra Otepää hedder Aivo Peterson, et meget estisk navn. Han havde været aktiv for Estlands selvstændighed som ung mand, havde været medlem af flere partier, blandt andet et regeringsparti. Han besluttede i begyndelsen af 2020’erne at stifte et nyt parti: Koos/Вместе, det betyder “tilsammen” på henholdsvis estisk og russisk.
Partiet gik ind for, at der skulle være plads til og lige rettigheder for begge befolkningsgrupper. Det burde ikke vække modstand i EU, hvis hymne, som (den tyske digter, red.) F. Schiller har skrevet tekst til, taler om, at “alle mennesker skal blive brødre”.
EU er bygget på en idé om, at nationalisme er noget der skal undgås. Petersons parti havde en kritisk holdning til EU’s støtte til Ukraine, det står på en fredsplatform, ikke forskelligt fra den som en del partier og bevægelser står for i det øvrige Europa.
En sådan dom kan skræmme andre fra at deltage i den politiske debat.
Aivo og to andre partimedlemmer (Dmitri Rootsi og Andrei Andronov) ønskede med egne øjne at se de reelle forhold i Donbass. De rejste derned i samarbejde med en russisk NGO, og efter hjemkomsten skrev Aivo og hans kammerater om det, lavede en video, ligesom de gav nogle interviews til især russisksprogede medier.
Aivo videregav et billede af krigens gru uden specielle ideologiske overtoner. Han advarede imod, at Estland kunne blive draget ind i samme situation. Aivo og hans kammerater besøgte også politikere fra det russiske parlament, men ikke regeringsrepræsentanter. Rimeligt harmløst, måske lidt naivt, kunne nogle måske sige.
Da Aivo kom hjem, blev han arresteret og sat i vagtægtsisolation, hvor han samlet har siddet i to år og ni måneder, indtil han fik sin dom i december 2025, som lød på 14 års fængsel. I april 2026 fik han i landsretten forhøjet straffen til 16 år. Sagen skal sandsynligvis op i den estiske højesteret i december dette år. Hans kammerater fik lidt mindre, men også høje straffe. Og hvad bestod hans forbrydelse så i?
Aivo og hans kammerater skulle ifølge anklagemyndigheden have koordineret aktiviteter med den russiske regering. For det andet havde de gennemført en rejse til Donbass angiveligt finansieret af en russisk NGO. For det tredje skulle de have spredt russisk propaganda. Endelig for det fjerde, havde de været i gang med at opbygge en civilforsvarsstruktur – det er lidt uklart, hvad det konkret indebærer.
Sagen om Aivo og hans venner er bemærkelsesværdig af flere grunde. Der findes meget lidt konkret dokumentation for alle sagens elementer. Det vil sige, der er ingen rygende pistol. Langt det meste bygger på indicier, og potentielle hensigter. Den kendte hollandske jurist, Douwe Korff, som har været rådgiver for flere internationale institutioner, kommer i en større rapport til den konklusion, at den estiske domstol har overtrådt en lang række internationale bestemmelser og konventioner, der især handler om ytringsfrihed. Han kalder det direkte mccarthyisme, med henvisning til jagten på kommunister og påståede kommunister i 1950’ernes USA. På de 100 sider, rapporten fylder, sidder man tilbage med indtrykket af, at vi har at gøre med en skandale.
Problematiske elementer
Juridisk set er følgende elementer stærkt problematiske:
1) Der har i forbindelse med sagen mod Aivo Peterson ikke været et gran af vold endsige trusler om det.
2) Ingen konkrete handlinger, som falder ind under straffeloven, det vil sige ingen har lidt skade.
3) Aivo har ikke røbet militære eller andre følsomme hemmeligheder.
4) Det er endvidere problematisk, at loven ikke angiver hvilke lande, man må besøge og hvilke ikke. Det må bero på et ideologisk og personligt skøn fra dommerne. For Estland er jo ikke i krig med Rusland, i det tilfælde træder andre love i kraft.
5) Straffen er også helt ude af proportion. I Danmark får selv mordere, der har mishandlet og skændet lig markant mindre straf. Læser man den estiske lovgivning, samt flere europæiske og internationale konventioner, er der umiddelbart intet til hinder for at gøre, som Aivo har gjort. Der er ingen lov, der forbyder at rejse til Rusland, ligesom man har ret til at udfolde sine meninger som noget naturligt i vores del af verden. Borgere skal som minimum have mulighed for at orientere sig i lovgivningen, inden man foretager sig noget. Det kunne Aivo og hans venner ikke.
Politisk motiveret dom
Konklusionen ligger lige for. Det er en politisk motiveret dom. De to estiske domstole har skelet til, hvad den estiske regering mener. Desuden tyder en del på, at domstolene også har viden, holdninger og vurderinger fra efterretningsvæsenerne.
I parentes bemærket har vi set rigelig med eksempler på, at efterretningsvæsener ikke er kilder til sober viden, snarere til politisk opportune og ideologisk farvede vurderinger. Så Estland overtræder efter alt at dømme princippet om magtens tredeling. Retssystemet var oprindeligt tænkt som et forsvar for netop vilkårlig statslig magtmisbrug.
Hvad betyder det så? Det betyder, at kritiske holdninger til regeringerne i EU især på det udenrigspolitiske område potentielt er blevet kriminaliseret. Det er meget bemærkelsesværdigt, at sagen ikke har været oppe i EU-Parlamentet eller andre organer. Lad os bare tænke over, hvilket ramaskrig, det ville have forårsaget, hvis noget tilsvarende skete i Rusland, Belarus, Ungarn under Orbán med mere.
De andre baltiske lande har samme holdning som Estland, men dømmer dog knapt så hårdt som i Estland. Jeg har desuden trods alt vanskeligt ved at forestille mig en tilsvarende dom i Danmark. Men hvem ved? Ingen kan vide sig sikker. En sådan dom kan skræmme andre fra at deltage i den politiske debat, hvis deres synspunkter adskiller sig fra regeringens mainstream-synspunkter. EU begynder til forveksling at ligne de lande, vi fordømmer som autoritære.
Jacques Baud
Jeg vil også lige nævne endnu et eksempel, som måske er værre end den estiske sag. Jacques Baud er en schweizisk tidligere officer, som har arbejdet i konfliktområder for både FN og NATO i blandt andet Ukraine. Han har skrevet en række bøger om Ukraine og Rusland, som udmærker sig ved at være veldokumenterede, byggende udelukkende på vestlige og til dels ukrainske kilder, ikke russiske. Han har aldrig optrådt i russiske medier.
Jacques Baud har et hus i Bruxelles, det er hans faste bopæl. I december 2025 besluttede EU-Kommissionen, altså ikke en domstol, at han skulle have lukket alle sine konti og ikke have ret til at færdes i noget EU-land. Det vil sige, at han ikke kunne købe dagligvarer og andre fornødenheder.
Aivo Peterson har allerede appelleret til den estiske højesteret og vil også appellere til den Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol. Det kan Jacques Baud ikke, han er de facto retsløs. Utroligt men sandt.
Vi lever reelt i en krigstilstand, hvor et hvert forsøg på at appellere til fred og dialog med modparten bliver betragtet som i bedste fald moralsk fordærvelse, intellektuelt fallit og udelukkelse af det gode selskab (herunder fyringer fra læreanstalter) – i værste fald straffet med den maksimale straf.
Den europæiske elite spiller højt spil, det reelle mål synes at være gennem samling mod Rusland at oprette en centraliseret (læs: autoritær) stat.
I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at Rusland har den forståelse, at EU ønsker at besejre og demontere Rusland. Det er efter min mening mere vigtigt end nogensinde at diskutere denne politik. Men i den nuværende situation er der åbenbart ikke plads til dissidenter med afvigende meninger. I det spil lader det til, at rettigheder, et uafhængigt retssystem og ytringsfrihed er noget man bruger som vinduespynt.
Mekanismerne er kendte. For snart 100 år siden skrev Lord Ponsonby i 1928 bogen Falsehood in Wartime (Falsificering i krigstid), at sandheden er enhver krigs første offer. Ifølge Ponsonby kræver krig følelsesmæssig mobilisering, fjendebilleder, moraliserende fortællinger og fortællinger om forrædere, som ikke støtter krigen. Det giver ganske god mening næsten 100 år efter.
Aivo Petersons opfordring til dialog og en anden politik over for Rusland virker både moderat og som sund fornuft. Han fortjener respekt og opmærksomhed, også for den pris han har betalt.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. maj 2026 | 06:06
