Kampdag
“Man binder os på mund og hånd”, lyder det i en af sangene i Kjeld Abells revykomedie “Dyveke”, som havde premiere den 31. maj 1940. Det var Poul Henningsen, der havde skrevet teksten, som blev det første offer for censuren, der strøg det tredje vers af hensyn til den tyske besættelsesmagt.
Dette er et af de mange eksempler, som forfatteren Henrik Engelbrecht kommer ind på i sit store værk (600 sider): “Den mørklagte musik – Dansk musik under besættelsen”, som er den første udgivelse, der giver en samlet oversigt over musiklivet i 1940-45.
Det var et musikliv, som levede videre, på trods af at det blev ramt af mange restriktioner såsom spærretid, censur, chikaner og ligefrem forbud.
Tidligere er udkommet andre bøger om kulturlivet under besættelsen, blandt andre Lars-Martin Sørensens “Dansk film under nazismen” (2014).
Ligesom revykomedien “Dyveke” fik “Sommerrevyen 1960”, der havde premiere nytårsaften 1940, problemer med censuren, fordi Ludvig Brandstrup sang (om Frits Clausen, partifører for nazipartiet Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, red.):
Den dag vi skal piske Frits Clausens bag,
det bli’r en dejlig dag
Efter at tyskerne havde krævet revyen standset, blev dette vers og en sketch fjernet, og forestillingen kunne fortsætte og blev opført 275 gange.
På grund af utilfredshed med teatercensor (Jacob Christian, red.) Normann blev censuren skærpet, og Justits- og Udenrigsministeriet blev inddraget for at undgå mere vrøvl med tyskerne. I begyndelsen brugte revyerne humor, der gik lige til stregen, men med tiden blev den mere udvandet. På trods af det strømmede publikum til forestillingerne, og da der blev indført spærretid, mødte de gerne op klokken 7.00 om morgenen.
Også de danske nazister prøvede at opføre revyer, men det blev ikke nogen succes, og slet ikke for en del af de medvirkende efter besættelsen.
Jazz og opera
Det er ikke noget nyt, at nazistiske blade kaldte jazz for jødisk, neger- og kommunist-musik, men det kan overraske, at også andre brugte disse udtryk.
I forbindelse med Alsangen i Aalborg i 1940 udtalte præsten Axel Berg, at tidens sande musikalske kunst er “jazzens saxofonbrægende urskovslarm”.
Det blev fulgt op af revyforfatteren Kaj Rostgaard-Frøhne, der skrev, at i de år “hvor folkesangsbevægelse går som en befriende orkan over landet, fejende en bunke overflødig og fordummende negermusik til side.” En anden præst, Børge Hjerl-Hansen, gik videre i 1943 og foreslog, at man burde sætte de såkaldte swingpjatter i arbejdslejr.
Disse udtalelser påvirkede dog ikke folks holdning til jazz. Tusindvis af mennesker strømmede til spillestederne, hvor de lyttede og dansede til musikken for en kort tid at glemme, hvad der skete udenfor. Det blev så populært, at Schalburgkorpset den 18. juni 1944 sprængte K.B.-hallen i luften for at forhindre store koncerter. Det ramte også en række restauranter, og på et tidspunkt truede tyskerne ligefrem med at skride ind, hvis der blev sunget på engelsk.
En helt speciel begivenhed på Det Kongelige Teater fandt sted den 27. marts 1943, da det opførte operaen Porgy og Bess. Operaen blev godt modtaget i pressen, men naturligvis ikke i Fædrelandet, som kaldte den en “jødisk negeropera med urskovshyl og mavedans” og forlangte den forbudt, fordi musikken var skrevet af en jøde, og personerne på scenen var sorte. Men besættelsesmagten turde ikke gribe ind, da det ville skabe for megen blæst. Forestillingen blev opført for fulde huse 18 gange.
Den tyske soldatersang Lili Marleen fra 1915 blev meget populær på spillestederne, og der blev tit sunget mange forskellige smædeviser på melodien. Det klagede tyskvenlige personer og nazister over til politiet, og det endte med, at Statsadvokaten i 1943 nedlagde forbud mod, at den blev spillet på cafeer og restauranter. Kun nazistiske aviser omtalte forbuddet, og at det ikke blev overholdt flere steder, men politiet greb ikke ind.
I august 1941 gennemførte det danske naziparti DNSAP en ønskekoncert for Frikorps Danmark (militær enhed af frivillige danskere i det nazistiske Waffen-SS, red.), som blev gentaget i februar 1943. Den ene af koncerterne blev bragt delvist i radioen, og mange af de medvirkende blev lagt på is efter krigen. 1. oktober 1942 blev der afholdt en koncert med blandt andet et kor af frivillige fra Frikorps Danmark. I bogen gengives en annonce fra (den nazistiske avis, red.) Fædrelandet, der giver den interessante oplysning, at man blandt andet kan købe koncertbilletter i BT-centralen, Socialdemokratens Central og Politikens telegrafhal.
Bjørn Erichsen
En gennemgående person i bogen er amatørpianisten Bjørn Erichsen, hvis drøm var at komme til at spille en stor rolle i musiklivet. Han var erklæret nazist, men ikke medlem af nazipartiet. I det civile liv var han forlagsboghandler og manglede ikke penge. Han tog initiativ til at grundlægge Københavns Koncertforening, men da det gik op for musikerne, at han var nazist, blev han fjernet som formand, og han dannede i stedet Københavns Symfoniorkester. Dronning Alexandrine, som var protektor for koncertforeningen, gik med til at være protektor for det nye orkester, selv om musikerne havde orienteret hende om hans nazistiske holdninger, da hun fandt det rigtigt uanset det oplyste at fortsætte og “derved lægge en upolitisk holdning for dagen.”
Bjørn Erichsen forsøgte også at blive koncertleder i DNSAP, men indre kampe i partiet gjorde, at en anden fik stillingen, og dermed røg hans chancer for komme til at spille en stor rolle der.
Da det begyndte at gå dårligt for DNSAP, prøvede han i stedet for at gøre sine hoser grønne hos tyskerne, som han stadig troede ville vinde krigen, og sendte Best en stikkerliste over personer, der var antityske. Han fik aldrig noget svar, man havde åbenbart ikke tillid til ham.
Da han så, hvad vej vinden blæste, begyndte han i 1944, ligesom en række andre nazister og opportunister, at støtte modstandsbevægelsen med penge, men han blev afsløret og gik under jorden. Efter besættelsen blev han i byretten idømt 10 års fængsel, som blev stadfæstet ved Østre Landsret, men i 1948 halverede justitsministeren straffen, og han blev løsladt.
Det er alt sammen blevet til en stor, velskrevet og gennemillustreret bog, ikke mindst i kraft af det kæmpe arkivarbejde og forskningsarbejde der ligger bag. Den henvender sig både til musikelskere og læsere, der interesserer sig for besættelsestiden.
Henrik Engelbrecht: Den mørklagte musik. Musiklivet under besættelsen, 592 sider. 550 kroner inklusiv porto. Kan bestilles på www.henrikengelbrecht.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
