Bente Hessellund Andersen gik forrest. Hun var en bølgebryder og en pioner. Hun stod op mod de politikere, lobbyister og andre magtpersoner, der troede, de bare kunne tage for sig uden at skænke mennesker og miljø en tanke.
Hun var optaget af jorden. “Jorden er altings grundlag,” understregede hun igen og igen. Én jord fuld af liv, der er altafgørende for et levende miljø. Og som Bente gentagne gange gjorde opmærksom på: Det liv forsvinder, hvis ikke vi beskytter det.
I forlængelse af interessen for livet i jordbunden er det som skovens beskytter, Bente for alvor står mejslet ind i miljøbevægelsens historie. For skovene, træerne og al anden biomasse er et uomgængeligt vilkår for en levende jord.
Den danske miljøbevægelse havde ikke været, hvor vi er i dag, hvis ikke det var for Bente.
Bente var blandt de allerførste til at indse, at biobrændstof og bioenergi er falske klimaløsninger. Hun fik hurtigt andre NOAH-aktivister med. Det var en sej kamp, men Bente holdt fast, og nu mange år efter ved vi alle, at hun havde ret!
Bente blev aktivist i NOAH i 1995. Hun kom med til et halvårsmøde, fordi hun var blevet interesseret i NOAH’s nye projekt om miljømæssigt råderum. Det passede til hendes verdenssyn – at alle verdens borgere har ret til en lige stor andel af Jordens ressourcer, uden at miljøet tager skade. Og hun fortsatte med at sætte sit præg på NOAH indtil det allersidste. Helt frem til sin bortgang hjalp Bente andre med sin vigtige viden, input til artikler og på workshops.
Bente var frygtløs i sin insisteren på at gå imod falske løsninger som biomasse til energi, GMO i fødevareproduktionen og biogas, og hun var med til at introducere begrebet madsuverænitet i en dansk kontekst. Hun var mentor for nye NOAH-aktive, hjælpsom og tålmodig som få og en stor faglig kapacitet med en kæmpe viden, som vi vil savne.
Den danske miljøbevægelse havde ikke været, hvor vi er i dag, hvis ikke det var for Bente. Afgørende miljøpolitiske sager var ikke blevet behandlet, og beslutninger til det gode var ikke blevet taget, hvis ikke det var for hende.
Tusind, tusind tak, Bente. For din dedikation. For dit nærvær og din energi. Og for at have vist en vej frem.
Vi fortsætter det arbejde, du påbegyndte. Ufortrødent.
Bente Hessellund Andersen. Født den 22. april (FN’s Internationale Dag for Moder Jord) 1952. Hortonom og miljøaktivist. Død den 19. april 2026.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

