Udtalelse
OK26: Et tegn på tandløshed
Samlet set fremstår OK26 som en aftale, der i højere grad administrerer status quo end adresserer de reelle problemer. Den leverer justeringer frem for løsninger og fleksibilitet frem for fællesskab, skriver Martin Minka Jensen.
|
Den nye offentlige overenskomst 2026 er blevet præsenteret som et ansvarligt og balanceret resultat. Men bag de pæne formuleringer gemmer der sig en aftale, der i bedste fald kan beskrives som forsigtig og i værste fald som utilstrækkelig i forhold til de udfordringer, den offentlige sektor står overfor.
Det mest åbenlyse kritikpunkt er lønrammen. Selv om en samlet stigning på omkring otte procent over tre år umiddelbart kan lyde fornuftig, falder den i en kontekst, hvor inflation har været markant. Resultatet er, at mange offentligt ansatte reelt ikke oplever nogen mærkbar forbedring i deres købekraft. Endnu mere problematisk er det, at lønrammen ikke formår at indhente det løntab og efterslæb, der opstod i perioden med høj inflation.
Hvis man skuer et par overenskomster tilbage, så er de offentligt ansatte gennemsnitligt løftet 2,86 procent i løn per år for perioden 2021-2025. I samme periode har den gennemsnitlige årlige inflation været 3,62 procent. Der har dermed i perioden været et gennemsnitligt reallønsfald på cirka 0,76 procent årligt eller 3,8 procent for perioden. Hvilket de offentligt ansatte sagtens kan genkende, når der skal handles varer hjem til dagen og vejen.
Når nogle faggrupper tilgodeses, sker det i praksis på bekostning af andre. Det udfordrer den solidariske grundtanke, som historisk har været et bærende element i den danske fagbevægelse.
Med OK26-forliget og aftalen om lønstigninger for perioden 2026-2029 på 8,27 procent, vil de første 3,8 procent dermed være ædt op af tidligere års reallønstab, hvilket efterlader en potentiel stigning 4,47 procent over en treårig periode. Dette dog uden en forventet inflation indregnet.
Og med en amerikansk opstartet krig i Iran med dertil følgende voldsomme prisstigninger på olie og en forventet stigning i inflationen grundet dette, er der en reel risiko for, at de offentligt ansattes købekraft igen udhules med det indgåede forlig.
Del og hersk
Samtidig er fordelingen af midlerne blevet et konfliktpunkt. Målrettede puljer til udvalgte grupper kan umiddelbart virke som en løsning på specifikke udfordringer, men de skaber også en oplevelse af intern skævhed. Når nogle faggrupper tilgodeses, sker det i praksis på bekostning af andre. Det udfordrer den solidariske grundtanke, som historisk har været et bærende element i den danske fagbevægelse og risikerer at skabe øget fragmentering på tværs af professioner.
Dette forhold forstærkes yderligere af, at lønstigningerne beregnes procentuelt. For de lavtlønnede offentligt ansatte – typisk dem, der er ansat på 3F og FOA’s overenskomster, betyder den procentuelle stigning blot, at der opstår en stigende økonomisk ulighed mellem de forskellige offentlige faggrupper. En DJØF’er med en årlig indkomst på 750.000 får noget mere ud af en stigning på 8,27 procent end en ansat sosu-hjælper med en årlig løn på 350.000. Og inflationen taget med i beregningen, er sandsynligheden for reallønsfald for de lavtlønnede offentligt ansatte markant højere end for de offentligt ansatte akademikere.
Et andet centralt kritikpunkt er, at flere af de nye “rettigheder” ikke er reelle rettigheder. For eksempel afhænger ekstra omsorgsdage af ledelsens godkendelse, undtagen på statens område. Det betyder, at forbedringerne i praksis kan variere betydeligt fra arbejdsplads til arbejdsplads. Det skaber usikkerhed og underminerer intentionen om at sikre ensartede vilkår.
Strukturelle udfordringer
Hertil kommer et mere strukturelt problem. Nemlig accepten af en treårig overenskomstperiode. I en tid præget af økonomisk usikkerhed, skiftende inflation og hastige ændringer i arbejdsmarkedet reducerer en så lang bindingsperiode mulighederne for at justere kursen undervejs. Det betyder, at hvis lønudviklingen eller arbejdsvilkårene viser sig at halte yderligere bagefter, er der begrænsede muligheder for at reagere. Fleksibiliteten flyttes dermed fra det kollektive niveau til det individuelle – uden at give tilsvarende reel handlefrihed.
Mere grundlæggende er det dog fraværet af strukturelle løsninger, der vækker bekymring. Den offentlige sektor kæmper med massiv arbejdskraftmangel, stigende arbejdspres, der udfordrer deres arbejdsmiljø, samt voksende krav til kvalitet og effektivitet. Overenskomsten adresserer disse udfordringer perifert, men leverer ingen gennemgribende svar. Lønpuljer og mindre justeringer kan ikke alene løse problemer, der er dybt forankret i arbejdsvilkår og organisering.
Samlet set fremstår OK26 som en aftale, der i højere grad administrerer status quo end adresserer de reelle problemer. Den leverer justeringer frem for løsninger og fleksibilitet frem for fællesskab. I en tid, hvor den offentlige sektor har brug for klare, langsigtede investeringer i både medarbejdere og arbejdsvilkår, virker det som en forpasset mulighed.
Spørgsmålet er derfor ikke, om overenskomsten er acceptabel, men om den er tilstrækkelig. Og her er svaret et klart nej.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. marts 2026 | 08:41
