Baggrund
Den 14. januar fandt et historisk møde sted i den amerikanske regeringshovedstad Washington. Repræsentanter fra Grønland og Danmark og deres amerikanske modparter J. D. Vance og Marco Rubio sad over for hinanden. På forhandlingsbordet var Grønlands fremtid.
I timerne op til mødet havde Danmark og en række af dets NATO-allierede øget deres militære tilstedeværelse i Grønland og meddelt, at der var mere i vente.
Den nuværende imperialisme på steroider, der udgår fra Det Hvide Hus, har medført et alvorligt tilbageslag for Grønlands muligheder for at bestemme sin egen skæbne.
Nogle tolkede denne handling som et tegn på pres mod Trump-administrationen før mødet. Men enhver, der følger med i politikken i NATO-Danmark, ved, at det snarere er tale om en form for eftergivenhed over for imperiet.
På mødet i Washington gentog USA sit faste krav om at “få Grønland”:
“Det er klart, at præsidenten ønsker at erobre Grønland”, erklærede den daværende danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen da også efter mødet, hvor man blev enige om at nedsætte en “arbejdsgruppe på højt plan” som et forsøg på at inddæmme den eksplosive krise mellem NATO-Danmark og NATO-USA.
Men siden mødet i Washington den 14. januar er der stort set intet sket i regi af den nedsatte arbejdsgruppe. Stort set tavshed. Et første møde i arbejdsgruppen blev holdt den 28. januar. Positivt, hed det. Mødet “forløb godt og fandt sted i en konstruktiv atmosfære og tone”, sagde Løkke Rasmussen efterfølgende.
I den danske statsadministration er der tydeligvis en forhåbning om, at hvis der intet sker, og tiden går, så vil USA komme på andre tanker og droppe sine territorialkrav over for Grønland, som det nu har fremført gentagne gange siden januar 2025. Men det er der intet, der tyder på.
USA kan – og vil
USA’s brutalt effektive aggression mod Venezuela den 3. januar og bortførelsen af landets statsoverhoved og hans kone fjernede enhver tvivl om, hvorvidt Det Hvide Hus er i stand til at omsætte Trumps ord til handling. Det er i stand til det. Og det gør det.
Venezuela blev det første, men ikke det sidste offer for USA’s nye sikkerhedsstrategi.
USA-imperialismen er godt nok på tilbagetog, men dens repræsentanter handler desto mere desperat. Det er tydeligt, at den er klar til at bruge vold og magt – og alle andre nødvendige midler – for at få kontrol over den vestlige halvkugle. Og budskabet fra erobringsangrebet mod Venezuela er blevet forstået på hele den vestlige halvkugle: Hvis I ikke gør, som vi siger, tager vi loven i egne hænder. Uanset hvilke internationale normer og regler der måtte gælde.
Det gælder for Venezuela. Det gælder for Colombia. Det gælder for Cuba. Og det gælder endda for Grønland, verdens største ø, et kontinent i sig selv.
Så Grønlands-krisen fortsætter, og dens omfang er enormt.
Faktum er, at de næsten 57.000 grønlændere og deres store ø i over et år er blevet forvandlet til en forhandlingskort, en brik, der kan flyttes rundt efter behag på USA-imperialismens store skakbræt.
Trump har gentagne gange erklæret, at USA ønsker at kontrollere og eje Grønland – om nødvendigt med militære midler. I skrivende stund mærkes truslen ikke så voldsomt. Men den grønlandske befolkning føler sig bestemt ikke sikker, fastlåst som den er i en skruestik. Og de grønlandske politikere har i hele forløbet måttet kæmpe time for time bare for at få en plads ved bordet og blive hørt. Ikke kun af USA, men også af Danmark.
“USA’s pres mod vores land er voldsomt”, erklærede Kuupik Kleist fra partiet Inuit Ataqatigiit under den netop overståede folketingsvalgkamp. Netop det pres fik ham, som er tidligere formand for Grønlands regering Naalakkersuisut, til igen at melde sig under de aktive politikerfaner.
Og han har givetvis ret. Det mener grønlænderne også. Lørdag den 17. januar gik de i en af de største demonstrationer i landets historie gennem hovedstaden Nuuk mod det, de beskrev som USA’s ulovlige og uacceptable planer om at overtage Grønland. Samme dag var der demonstrationer af lignende karakter i flere danske byer.
En grim kolonitid
Grønland eller Kalaallit Nunaat har været beboet i 4500 år, og dets befolkning er knyttet til inuitterne i hele det arktiske område. Det er verdens største ø. Den dækker et areal, der er større end Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien, Italien, Grækenland, Schweiz og Belgien tilsammen.
I løbet af århundrederne bosatte danske og norske vikinger sig på øen. Inuitterne mødte jævnligt europæere, der jagede hvaler langs kysten, og fra 1721 blev den europæiske tilstedeværelse permanent.
Koloniseringen og den kristne mission blev forstærket.
Grønland blev en dansk koloni med oprettelsen af den statsejede Kongelig Grønlandske Handel i 1776. Kongelig Grønlandske Handel udgjorde den faktiske koloniadministration indtil begyndelsen af 1900-tallet, hvor handel og administration blev adskilt.
I årenes løb udvandt danske virksomheder forskellige mineraler fra undergrunden, såsom kryolit, jern, zink, bly og sølv.
Med udbruddet af Anden Verdenskrig blev Grønland en del af USA’s interessesfære, og der blev etableret flere militære faciliteter i landet. Grønland stillede jord til rådighed for amerikanske militære installationer, herunder de landingsbaner, der var nødvendige, for at USA kunne sende bombefly til Europa.
Kryolitminen i Ivittuut i Sydgrønland var af særlig betydning. Den var den eneste af sin art i verden, og kryolitten blev brugt til aluminiumsproduktion, hvilket gjorde den afgørende for krigsindustrien. Kryolitten fra minen blev solgt til USA og Canada.
Alt dette uden at tage hensyn til inuitterne. Tværtimod.
Militært udsalg til USA
I 1941 indgik den amerikanske regering og Danmarks udsending til USA en hemmelig aftale – den såkaldte Kauffmann-aftale – der banede vejen for den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland, som stadig er gældende i dag.
I 1951 indgik Danmark endnu en aftale med den amerikanske regering, hvor Danmark igen anerkendte den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland. Aftalen var meget kontroversiel og i strid med den officielle danske politik på det tidspunkt. Ikke desto mindre er den stadig i kraft i dag og er blevet bekræftet gentagne gange.
I praksis giver den USA ubegrænsede militære rettigheder over Grønland.
USA har således i årtier haft flere militære faciliteter i Grønland. Disse faciliteters historie omfatter tvangsflytning af inuitfamilier i 1953, nedstyrtningen af et amerikansk B-52-fly med fire atombomber i 1968 og andre skader på den lokale befolkning.
1953 sluttede kolonitiden formelt, men reelt var der ikke opnået politisk ligestilling med Danmark. Efter en folkeafstemning blev der indført såkaldt hjemmestyre i 1979, men først i juni 2009 blev det erstattet med den nuværende status: selvstyre.
Selvstyreordningen indebærer, at grønlænderne nu ejer rettighederne til den grønlandske undergrund og de mineraler og værdier, der findes der. Men udenrigs- og sikkerhedspolitikken besluttes i Danmark. Derfor betragtes Grønland som NATO-territorium.
Til gengæld er Grønland ikke medlem af Den Europæiske Union. I 1982 stemte det grønlandske folk ved en folkeafstemning med et flertal på 53 procent for at forlade det daværende EF, nu EU. Grønland tilhører i dag EU’s oversøiske lande og territorier.
Den danske regering gentager gang på gang, at Grønland tilhører grønlænderne og ikke er til salg. Men virkeligheden er, at Danmark i årtier har solgt Grønland til USA.
“Vi har allerede i dag en forsvarsaftale mellem Kongeriget og USA, som giver USA bred adgang til Grønland”, hed det i en officiel erklæring fra den daværende danske statsminister Mette Frederiksen tidligere på året.
Kamp om mineraler, vandveje og militær kontrol
Spørgsmålet er derfor, hvorfor Trump-administrationen ønsker en annektering af Grønland, når imperiet allerede har så mange rettigheder over Grønland. Det handler om den nye sikkerhedsstrategi og kravet om ubestridt og ubegrænset kontrol. Kontrol over olie. Kontrol over mineraler. Militær kontrol.
Grønland besidder mindst 25 af de 34 mineraler, der er udpeget som “kritiske råstoffer” af EU-kommissionen. Grønland har betydelige forekomster af sjældne jordarter, kobber, nikkel, zink, guld, diamanter, jernmalm, titanium, wolfram og uran. Trump ønsker, at amerikanske virksomheder, hvoraf mange har investeret kraftigt i hans genvalg, skal have uhindret adgang til de grønlandske mineralforekomster.
Derudover er Grønlands geografiske placering nær Arktis vigtig. Kontrol over søvejene mod nord, Nordøstpassagen, bliver stadig vigtigere i takt med klimaforandringerne.
Et fuldt kontrolleret, militariseret og oprustet Grønland skal også være en fremskudt base mod både Rusland og Kina. Ud over udsigten til superprofitter er det et strategisk mål for både USA og Danmark at holde Kina langt væk fra Grønland og Arktis.
Selvstændighed skudt til hjørne
Indførelsen af selvstyret i 2009 betød, at Danmark officielt anerkendte det grønlandske folk som et eget folk i henhold til folkeretten. Denne status er en betingelse i folkeretten for en mulig løsrivelse og dannelse af en ny stat. Selvstyreloven fastlagde også en proces for grønlandsk uafhængighed:
En aftale mellem den grønlandske regering Naalakkersuisut og den danske regering om gennemførelse af Grønlands uafhængighed skal indgås med samtykke fra det grønlandske parlament Inatsisartut og skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland. Det danske Folketing skal også sige ja.
Indtil for få år siden var der i Grønland en proces i gang med uafhængig beslutningstagning og frigørelse fra neokolonialismen. En grønlandsk kommission har tilmed udarbejdet et udkast til en forfatning for et uafhængigt Grønland.
Det var et meget progressivt forfatningsudkast, der bygger på grønlandsk kultur, sprog og identitet. Naturen og kollektive rettigheder spiller en væsentlig rolle. Udkastet forudser, at Grønland skal samarbejde med andre lande om udnyttelsen af sine ressourcer. Men ikke for enhver pris. Det skal ske “uden at skade befolkningens sundhed og på en ansvarlig måde med hensyn til sikkerhed, miljø, ressourceudnyttelse og social bæredygtighed”.
I 2024 offentliggjorde den daværende grønlandske regering for første gang nogensinde en strategi for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Her meddeler Grønland, at det agter at tage ansvar for en mere fredelig verden – ikke kun i Grønland.
Af strategien fremgår et ønske om at etablere handelsforbindelser med så mange lande som muligt, så landet ikke lægger alle sine æg i én kurv og bliver sårbart. Dokumentet nævner nogle af de lande, som Grønland vil styrke sine handelsforbindelser med: Kina, Japan, Korea, Indien, USA, Canada, EU og Storbritannien.
Alt dette er nu fortid.
Den nuværende imperialisme på steroider, der udgår fra Det Hvide Hus, har medført et alvorligt tilbageslag for Grønlands muligheder for at bestemme sin egen skæbne. Truslerne og presset er enorme.
Det rokker imidlertid ikke ved, at det er det grønlandske folk, der har retten til at bestemme sin egen skæbne. Hvordan Grønland vil organisere sit samfund, hvem det vil samarbejde med, hvilke alliancer det vælger at indgå for at kunne gennemføre sin selvbestemmelse i virkeligheden og i praksis – alt dette bør naturligvis udelukkende afgøres i Nuuk.
Dét bør også være udgangspunktet for en hvilken som helst dansk regerings ageren over for Grønland!
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, april 2026.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
