Mindeord
Den danske venstrefløj står over for en kompleks udfordring: Hvordan kan den forsvare det kurdiske folks legitime rettigheder i sammenhæng med eksistentielle konflikter, mens den opretholder konsekvente kritiske standarder over for alle herskende myndigheder uden undtagelse? Denne balance er en grundlæggende betingelse for den internationalistiske solidaritets troværdighed.
Solidaritet med det undertrykte kurdiske folk, med andre undertrykte folk og med de arbejdende masser er en grundlæggende principfast position for den danske venstrefløj. Denne position er forankret i internationalistiske værdier, der afviser national undertrykkelse, klasseudnyttelse og alle former for diskrimination baseret på etnicitet, religion, sprog eller køn.
At forsvare en retfærdig sag kræver at kritisere enhver praksis, der fordrejer den.
Det kurdiske folk har været udsat for historisk og vedvarende national undertrykkelse i flere lande i regionen, herunder folkedrab, tvangsfordrivelse, nægtelse af kulturelle og sproglige rettigheder og politisk undertrykkelse. Denne virkelighed pålægger venstreorienterede og progressive kræfter en klar holdning til støtte for deres legitime rettigheder og retfærdige kampe.
Dog hviler denne position, som reelt tjener sagen på lang sigt, ikke på ubetinget tilslutning. Den skal være forankret i pålidelige kilder og internationale menneskerettighedsorganisationers rapporter.
Den hviler også på en klar sondring mellem at støtte det kurdiske folks rettigheder til værdighed, ligestilling, kulturelle og sproglige rettigheder og retten til selvbestemmelse og at give ubetinget støtte til praksisserne hos specifikke kurdiske nationalistpartier, der er dokumenteret som medskyldige i alvorlige menneskerettighedskrænkelser.
Kernen i denne solidaritet skal rettes mod at støtte projektet om en medborgerskabsstat, en stat grundlagt på fuld ligestilling mellem alle borgere uanset nationalitet, religion, sprog eller køn. En stat der garanterer social retfærdighed og individuelle og kollektive rettigheder gennem ansvarlige demokratiske institutioner. At forsvare nationale rettigheder betyder ikke at omdanne identitet til magtgrundlag, men derimod at sikre disse rettigheder inden for en retfærdig juridisk ramme der omfatter alle.
Nogle venstreorienterede strømninger har til tider behandlet visse kurdiske nationalistpartier som det eksklusive udtryk for et undertrykt folks sag. De har udvidet ubetinget solidaritet uden tilstrækkelig ansvarlighed, på trods af at disse partier mangler ægte demokratisk repræsentationslegitimitet for det kurdiske folk som helhed.
På trods af omstændighedernes kompleksitet kom disse partier ikke til magten gennem frie, fair og transparente valg under uafhængigt internationalt tilsyn. De påtvang deres dominans gennem væbnet magt, militser, penge, sikkerhedskontrol og militære og politiske aftaler med regionale regeringer eller med regionale og internationale magter.
Dokumenter og kilder fra adskillige troværdige menneskerettighedsorganisationer indikerer, at nogle af disse herskende kurdiske nationalistiske styrker er impliceret i alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Gennem deres historie har de udøvet politiske attentater, vilkårlige tilbageholdelser, tvungne forsvindinger og tortur mod deres modstandere, hvoraf mange kom fra venstreorienterede kræfters rækker.
Denne sammenblanding af solidaritet med folket og støtte til partiautoriteten kan skade sagen selv. Det forvandler solidaritet fra en principfast humanitær holdning til en snæver ideologisk tilpasning, der kan underminere venstrefløjens moralske og politiske troværdighed.
Dette mønster i engagementet med undertrykte folks sager er ikke nyt i venstrefløjens historie. I begyndelsen af 1990’erne, da jeg ankom til Denmark som flygtning, fordømte mange venstreorienterede kræfter med rette den uretfærdige økonomiske blokade pålagt det irakiske folk efter den første golfkrig.
Nogle af de samme kræfter nægtede samtidig at anerkende eller fordømme forbrydelserne begået af Saddam Husseins nationalistiske regime (1968 til 2003) med den begrundelse, at det var et progressivt, antiimperialistisk regime, eller at tidspunktet ikke var det rette, og at fokus udelukkende burde rettes mod at ophæve blokaden.
Denne position gentages i dag med det kurdiske spørgsmål i forskellige former. Dette er på ingen måde en sammenligning mellem Ba’ath-regimets barbariske forbrydelser i Irak og de menneskerettighedskrænkelser, der begås af herskende kurdiske nationalistpartier. Den underliggende logik er lignende i begge tilfælde: Modvilje mod at kritisere dokumenterede krænkelser under påskud af exceptionelle omstændigheder, upassende timing eller andre politiske prioriteter.
Dokumenterede positive aspekter
Ifølge rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer og humanitære organer er der positive aspekter, der objektivt skal bemærkes ved vurderingen af situationen i kurdisk-dominerede områder.
I Kurdistans region i Irak har internationale rapporter dokumenteret regionens modtagelse af et stort antal fordrevne personer og flygtninge fra forskellige irakiske og syriske samfund med tilvejebringelse af lejre og humanitær bistand under vanskelige økonomiske forhold.
Rapporter har bemærket et relativt højere niveau af sociale, religiøse og kulturelle friheder sammenlignet med nogle omgivende områder og med en betydelig grad af sikkerhed og relativ religiøs og etnisk mangfoldighed.
Regionen spillede en dokumenteret rolle i beskyttelsen af visse minoriteter mod truslen om folkedrab under ISIS’s fremmarch og tilbød et sikkert tilflugtssted for tusinder af fordrevne.
I det nordlige og østlige Syrien dokumenterede internationale rapporter de syriske demokratiske styrkers (SDF) effektive militære rolle i kampen mod den terroristiske organisation ISIS med amerikansk og vestlig støtte. De bidrog til befrielsen af store områder fra organisationens kontrol og betalte en høj pris i menneskeliv.
Der har været forsøg på at bygge en administrativ model under exceptionelle krigsforhold og vedvarende belejring med bestræbelser på at håndtere regionens etniske og religiøse mangfoldighed.
Rapporter dokumenterede relativ fremgang i kvinders deltagelse, særligt i militære og administrative sfærer, noget der er relativt sjældent i den regionale kontekst.
På trods af menneskerettighedskrænkelser blev administrationen af snesevis af fordrivelseslejre, der huser titusinder af mennesker under vanskelige og komplekse humanitære forhold, bemærket – midt i begrænsede ressourcer og international støtte.
Dokumenterede krænkelser i Kurdistans region i Irak
På trods af disse positive aspekter har rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer dokumenteret alvorlige krænkelser i Kurdistans Region i Irak, som er fælles styret af Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK).
I praksis er regionen opdelt i to zoner med separate parti- og sikkerhedsadministrationer, hver med sit eget apparat, sine styrker og sin indflydelsessfære.
Et arveligt familiestyremønster er indgroet i begge partier, med nøglebeslutningsstillinger der videreføres inden for Barzani- og Talabani-familierne, hvilket uddyber magtmonopoliseringen og underminerer styrets institutionelle og demokratiske grundlag.
Rapporter har dokumenteret stigende begrænsninger af ytringsfriheden i regionen, herunder anholdelse, mishandling og i nogle tilfælde tortur af journalister og menneskerettighedsforkæmpere.
Der er betydelige huller i beskyttelsen af kvinder og piger mod vold i hjemmet og forbrydelser begået mod dem. Udbredte undertrykkende praksisser fortsætter mod politiske modstandere og civilsamfundsaktivister, herunder vilkårlig tilbageholdelse, tortur og undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfrihed.
Dokumenterede krænkelser omfatter også undertrykkelse af fredelige demonstrationer, der opstod i protest mod arbejdsløshed, korruption og manglende lønudbetaling.
I mange tilfælde brugte sikkerhedsstyrker skarpe skud mod demonstranter, hvilket resulterede i dødsfald og kvæstelser. Snesevis af aktivister og journalister blev anholdt. Uafhængige medier der dækkede protesterne blev målrettet.
Sikkerhedsapparatet tilknyttet begge partier udøver bred overvågning af samfundet. Direkte kritik af de herskende familier, der kontrollerer magten gennem arvesuccession, kan udsætte kritikeren for sikkerhedsforfølgelse og værre.
Dokumenterede krænkelser i det nordlige og østlige Syrien
I det nordlige og østlige Syrien har rapporter fra neutrale internationale menneskerettighedsorganisationer dokumenteret udbredte og systematiske krænkelser begået af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF).
Disse omfatter begrænsninger af grundlæggende friheder såsom ytringsfrihed og fredelig forsamling, undertrykkelse af politiske modstandere og civilsamfundsaktivister, og tvangsrekruttering af børn under 18 år, en alvorlig og dokumenteret krænkelse af den Internationale Konvention om Barnets Rettigheder samt udbredte vilkårlige tilbageholdelser uden fair retssager og systematisk tortur i tilbageholdelsescentre.
I sin rapport om situationen i Syrien dokumenterede Human Rights Watch tydeligt SDF’s fortsatte rekruttering af børn af begge køn og tilbageholdelse af titusinder af mennesker, herunder kvinder og børn, under vanskelige forhold i lejre som Al-Hol og Al-Roj og andre under amerikansk tilsyn.
FN’s generalsekretærs rapport om børn og væbnede konflikter indeholdt officiel dokumentation af flere tilfælde af børnerekruttering af kurdiske folkebeskyttelsesstyrker i Syrien på trods af styrkernes gentagne og offentligt erklærede forpligtelser til at stoppe denne praksis.
Internationale rapporter dokumenterede undertrykkelse af fredelige demonstrationer i flere byer, der protesterede mod forværrede tjenester eller sikkerhedspraksisser, gennem brug af magt og anholdelser.
De dokumenterede også tilfælde af tvangsfordrivelse af arabiske beboere fra deres landsbyer efter befrielsen fra ISIS under sikkerhedspåskud, hvilket rejste bekymringer om demografisk manipulation. Derudover blev begrænsninger af pressefrihed og ytringsfrihed bemærket, samt lukning af mediekontorer og civilsamfundsorganisationer der kritiserede den Autonome Administrations politikker.
Disse krænkelser er ikke isolerede hændelser. De afspejler en autoritær struktur i behov for grundlæggende reform. Krigen mod terrorisme og ægte sikkerhedstrusler bruges som begrundelser for at undertrykke opposition og begrænse friheder på måder, der går ud over sikkerhedsmæssig nødvendighed.
Kløften mellem progressiv diskurs og autoritær praksis
Det skal bemærkes, at et betydeligt segment af den danske venstrefløj tiltrækkes af konceptet “demokratisk konføderalisme” og teorier af Abdullah Öcalan, den fængslede leder af Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Tyrkiet, adopteret af den “autonome administration” i det nordlige og østlige Syrien som et alternativ til den centraliserede nationalstat.
Dog afslører en kritisk læsning af den faktiske praksis på stedet et skarpt paradoks: Mens der tales om “kommuner” og basisdemokrati, er den reelle magt og militær og finansiel beslutningstagning koncentreret i hænderne på uvalgte kurdiske partikadrer, der opererer med rigid centralistisk logik.
Brugen af progressive koncepter såsom økologi, feminisme og statsløshed som et retorisk skjold der giver progressiv legitimitet til en ensidig militær autoritet, en der konsekvent har samarbejdet tæt med amerikanske militære og sikkerhedsinstitutioner og modtaget finansiering fra dem, over for den vestlige offentlighed tjener ikke venstreorienteret tankegang. Snarere udhuler det den og forvandler den til et public relations-redskab til at dække over et nationalistisk styresystem, der udøver etpartiautoritet og politisk undertrykkelse i områder under dens kontrol.
Den dokumenterede rolle af de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) i kampen mod den terroristiske organisation ISIS kan ikke ignoreres. Denne militære rolle nødvendiggør dog stadig en vurdering af den militære, politiske og økonomiske struktur, der tog form under internationale alliancer.
Når bevægelser, der præsenterer sig selv som revolutionære eller befriende, kommer til at afhænge af amerikanske og allierede finansielle og militære kapaciteter, forbliver dette ikke en forbigående taktisk sag, men omformer gradvist deres interne natur. Efterhånden som tyngdepunktet skifter fra autonom folkelig mobilisering til ekstern afhængighed, finansiering og støtte, transformeres bevægelsen fra en social kraft rodfæstet i en folkelig base til en betalt militær styrke.
Denne transformation svækker den frivillige og revolutionære ånd og reorganiserer den interne struktur i overensstemmelse med logikken om ekstern afhængighed. Over tid bliver disse bevægelsers overlevelse bundet til fortsættelsen af international støtte snarere end til stabiliteten i deres socialt-folkelige base.
Når denne støtte stopper, eller dens prioriteter skifter, bliver den strukturelle skrøbelighed tydelig, enten gennem et hurtigt fald i politisk og militær kapacitet eller gennem accept af den støttende parts betingelser af hensyn til overlevelse.
Denne strukturelle modsigelse bliver tydelig, når SDF-ledelsen accepterede, som en fait accompli, rollen af Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) som det primære kurdiske nationale referencepunkt, på trods af den familietribale karakter af dets styring og den tilhørende korruption, despotisme, arveligt magtskifte og dominansen af konservative patriarkalske værdier. Denne positionering afslører underordningen af erklærede progressive principper til snævre nationalistiske beregninger.
Vi var også vidne til tilbagetrækningen af de fleste ikke-kurdiske komponenter fra SDF, faldet i folkelig støtte til projektet og skiftet i internationale arrangementer, efterhånden som USA fjernede sig og bevægede sig mod koordination med den syriske regering, alt sammen afslørende tegn på en dyb krise.
Denne modsigelse bekræftes yderligere af den seneste aftale mellem den syriske regering og de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), med amerikansk støtte og velsignelse fra Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) i Irak.
Mens det er et positivt skridt, der reducerer sandsynligheden for krig og sparer regionens befolkninger af forskellige nationaliteter for yderligere ødelæggelse, indeholdt aftalen ingen klausul vedrørende kvinders rettigheder, statens sekularisme, standsning af privatisering, beskyttelse af den offentlige sektor, arbejdernes rettigheder eller afholdelse af demokratiske valg til at vælge alle embedsmænd og heller ikke andre grundlæggende venstrekrav. Alt dette afspejler en klar kløft mellem den progressive teoretiske diskurs og den faktiske praksis på stedet.
Følgelig kan det, der foregår, ikke karakteriseres som en kamp mellem venstrefløjen og autoritarismens kræfter, men er snarere i sin essens en kamp mellem konkurrerende nationale klasser og eliter om magt, dominans og indflydelsessfærer.
Venstrefløjens kræfter må afklare deres position: Hvilken klasse af det kurdiske folk støtter de?
På trods af den akkumulerede og uafhængige internationale dokumentation af undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser refereret kortfattet ovenfor, har et indflydelsesrigt segment af den danske venstrefløjs diskurs fortsat med at klassificere visse kurdiske nationalistiske styrker inden for kategorien af den progressive venstrefløj eller nationale befrigelsesbevægelser uden seriøs ansvarlighed for deres praksisser.
Den historiske nationale undertrykkelse lidt af det kurdiske folk behandles, som om den giver immunitet fra kritik til styrker, der hævder at repræsentere dem, selv når disse styrker engagerer sig i undertrykkelse.
Her må den danske venstrefløj løse sin position fra et klart klasseperspektiv. Folk er ikke homogene blokke. De er klasseformationer, hvori nationale modsætninger krydser klassemodsætninger, og intet folk eller etnicitet er fri for intern klassekamp.
Det er ikke tilstrækkeligt for venstrefløjen at erklære abstrakt solidaritet med “det kurdiske folk” uden klart at specificere præcis, med hvem den står i solidaritet og imod hvem. Den må klart løse sin position: Med hvilken klasse af det kurdiske folk står den?
Det kurdiske folk er opdelt i klasser med modstridende interesser
På den ene side: En rentierborgerlig klasse der kontrollerer styringen af Kurdistans region i Irak med udøvelse af korruption, despotisme og arveligt styre; og en herskende klasse i det nordlige og østlige Syrien der driver et etpartidiktatur under et progressivt label, mens den krænker menneskerettigheder og rekrutterer børn.
De to koordinerer fuldt ud for at påtvinge deres klassenationale autoritet, integreret i den globale kapitalismes politikker politisk og militært, særligt med USA og dets aggressive imperialistiske politikker i regionen, aktivt støttende de herskende regimer (de undertrykkende nationale bourgeoisier), og aktivt deltagende nu i det nationalistiske islamiske styresystem i Irak og ligeledes i Syrien efter den seneste aftale mellem SDF og den “syriske regering”.
Disse to herskende klasser har ingen fundamental klasseuenighed med disse undertrykkende nationalistiske regimer vedrørende deres politikker, der er fjendtlige over for de arbejdende klassers interesser. Snarere deles de om at gøre masserne fattige, undertrykke friheder og krænke de arbejdende massers økonomiske, sociale og politiske rettigheder uanset deres nationale eller religiøse baggrund.
På den anden side: En bred klasse af kurdiske arbejdere og intellektuelle og beboere i disse områder fra andre nationaliteter, der lider under fattigdom, arbejdsløshed, marginalisering, korruption, despotisme, undertrykkelse, stigende leveomkostninger og sammenbruddet af basistjenester inden for sundhed, uddannelse og infrastruktur.
Deres rettigheder til uafhængig fagforenings- og politisk organisering er begrænsede, og de møder sikkerhedsundertrykkelse ved ethvert forsøg på at protestere eller kræve deres rettigheder.
Dette er den samme klasse, der udnyttes til at producere den velstand, der tilegnes af de herskende klasser, mobiliseret gennem nationalistisk iver og sekterisme til krige i tjeneste for den første klasses interesser og projekter og dens imperialistiske allierede, mens den alene betaler prisen for disse konflikter i blod, liv og sine børns fremtid for nationalistiske krige, der ikke tjener egne reelle interesser.
Principfast solidaritet: Forsvare sagen ved også at kritisere dem der fordrejer den
Sand venstreorienteret solidaritet betyder at stå ved siden af de undertrykte klasser mod alle, der udnytter og undertrykker dem, hvad enten det er fra samme nationalitet eller en anden, og nægte at tilpasse sig nationalistiske lederskaber, der anvender diskursen om national befrielse til at retfærdiggøre deres autoritære magt, klasseprivilegier og plyndring af samfundets velstand. Venstrefløjen kan ikke retfærdiggøre arveligt styre, korruption eller undertrykkelse af de arbejdende masser under noget navn.
Dog vedvarer denne tøven i nogle venstreorienterede kredse ved konfrontationen med dokumenterede krænkelser under påskud af at beskytte solidariteten eller ikke tjene sagens fjender. Denne position afviger fra de internationalistiske værdier grundlagt på at afvise uretfærdighed, uanset hvor den forekommer, og forsvare menneskelig værdighed ved konsekvente standarder, der ikke skifter med skiftende national identitet eller ideologisk baggrund.
Ud over principielle overvejelser tjener denne position ikke det kurdiske folks egne interesser og særligt de arbejdende masser, der stræber efter demokrati, lighed og social retfærdighed, og som har brug for ægte demokratiske masselederskaber, der er ansvarlige og underlagt reel forandring.
I lyset af internationale menneskerettighedsorganisationers dokumenterede rapporter må venstrefløjen stille sig selv kritiske spørgsmål:
- Afviser vi arveligt styre, og kræver vi ægte demokratiske valg, selv i områder hvis folk vi står i solidaritet med?
- Afviser vi despotisme, og kræver vi ægte politisk pluralisme og fulde friheder?
- Fordømmer vi vilkårlige tilbageholdelser og politiske attentater, og kræver vi ansvarlighed for deres gerningsmænd, selv når de tilhører styrker, vi står i solidaritet med?
- Afviser vi tortur og undertrykkende praksisser i tilbageholdelsescentre, og kræver vi fair retssager for tilbageholdte?
- Forsvarer vi rettighederne for kurdiske arbejdere og intellektuelle?
- Fordømmer vi korruption og plyndring af offentlige midler?
- Forsvarer vi retten for kurdiske journalister, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere til at kritisere kurdiske myndigheder uden frygt for undertrykkelse?
- Forsvarer vi de fulde ligestillingsrettigheder for arabiske, turkmenske, syriske og andre borgere i kurdisk-dominerede områder?
- Afviser vi børnerekruttering, og kræver vi dens øjeblikkelige ophør, selv når det praktiseres af styrker, vi står i solidaritet med?
- Tror vi, at tilbageholdte, herunder dem der er anklaget for ISIS-tilknytning, fortjener human behandling i henhold til international lov og fair retssager, eller bør de ydmyges, torteres og mishandles, som Amerika og SDF har gjort i tilbageholdelsescentre ifølge dokumenterede rapporter?
- Afviser vi, at venstreorienterede og befriende styrker er støtter af eller en del af det amerikanske imperiale militære og sikkerhedsapparat eller modtager finansiering fra det?
Hvis den danske venstrefløjs svar på nogen af disse spørgsmål begynder med: “Ja, men omstændighederne er exceptionelle”, eller: “Ja, vi afviser disse praksisser, men timingen er ikke den rette”, eller: “Ja, disse er vores principper, men konteksten må overvejes”, så begynder problemet her. For menneskerettigheder og venstreorienterede principper accepterer ikke et “men”.
Den danske venstrefløjs solidariske position med undertrykte folk er meget værdsat og repræsenterer et af dens vigtigste historiske bidrag til kampen for retfærdighed. Denne solidaritet må udvikle sig og uddybes. Samtidig kræver den en åben kritisk gennemgang for at sikre dens konsistens med de kerneværdier, den er grundlagt på.
Solidaritet er en principfast position, der ikke må opgives. Den vinder sin troværdighed, når den kobles med åben kritik ved fremkomsten af dokumenterede krænkelser. Tøven under påskud af exceptionelle omstændigheder kan svække den venstreorienterede diskurs og bringe den tættere på opportunismens logik, som den kritiserer i kapitalismen og dens institutioner. Det, der kræves, er at uddybe solidariteten ved at knytte den til værdierne om medborgerskab, frihed, lighed og ansvarlighed for alle uden diskrimination.
At støtte det kurdiske folks kamp mod den undertrykkelse praktiseret af autoritære nationalistiske regimer i regionen modsiger ikke kritikken af herskende kurdiske styrkers og myndigheders undertrykkende praksisser. At forsvare en retfærdig sag kræver at kritisere enhver praksis, der fordrejer den.
Demokrati og menneskerettigheder er venstreorienterede værdier indskrevet i internationale menneskerettighedskonventioner. De skal anvendes efter en enkelt standard over for alle. Enhver dobbeltstandard kan udhule det venstreorienterede projekt for dets moralske indhold.
Troværdighed kræver en klar forståelse af, at sand solidaritet betyder at forsvare alles rettigheder. Her ligger sondringen mellem principfast solidaritet grundlagt på venstreorienterede værdier og ukritisk solidaritet, der kan transformeres til tilpasning på bekostning af venstreorienterede og humanitære principper.
Det alternative projekt: medborgerskabsstaten og social retfærdighed
Nuværende lokale, regionale og globale omstændigheder tillader ikke dannelsen af en uafhængig kurdisk nationalstat i den nærmeste fremtid, og der synes heller ikke at være nogen seriøs international støtte til denne vej.
Derfor er den mere produktive og realistiske kamp den fælles kamp mellem det kurdiske folk og de andre folk i regionen for et alternativt projekt, der overskrider den ekskluderende nationalstatsmodel, garanterer det kurdiske folks og alle andre samfunds kollektive og individuelle rettigheder inden for demokratiske medborgerskabsstater snarere end at kalde de arbejdende masser til nationalistiske krige, der ikke tjener egne ægte interesser og ikke producerer andet end yderligere ødelæggelse, fordrivelse og ofre.
Den danske venstrefløj må støtte en demokratisk medborgerskabsstat grundlagt på fuld ligestilling mellem alle borgere uanset deres nationalitet, religion, sprog eller køn. En stat bygget på en demokratisk forfatning forankret i internationale menneskerettighedskonventioner, en der garanterer alle samfunds nationale og kulturelle ligestilling og afviser enhver form for national dominans. Og et demokratisk føderalt system grundlagt på fair geografiske og administrative principper der muliggør bredt selvstyre under en samlet stats paraply, der garanterer lige rettigheder og ressourcer for alle dens komponenter.
Denne stat er grundlagt på ægte demokrati, der sikrer frie og fair valg, politisk pluralisme, magtadskillelse, retslig uafhængighed, pressefrihed og uafhængig fagforenings- og politisk organisation, og der bryder fuldstændigt med alle former for arveligt magtskifte og familiestyre. Den er også grundlagt på den størst mulige grad af social retfærdighed, der garanterer rettighederne for arbejdere og intellektuelle af alle nationaliteter og religioner, og afviser de privatiserings- og neoliberale politikker, der gør masserne fattige og beriger herskende eliter på deres bekostning.
Dette er det projekt, der fortjener den danske venstrefløjs solidaritet. Et projekt der kombinerer social retfærdighed, national retfærdighed, politisk demokrati og social frigørelse, et der ikke erstatter én form for national autoritarisme med en anden, der kun adskiller sig i styrerens sprog og den dominerende elites identitet.
Den kurdiske sag er en retfærdig sag, der fortjener ægte solidaritet, solidaritet der betyder støtte til det kurdiske folks kamp, alle andre folk og de arbejdende masser i regionen for deres menneskelige, nationale og demokratiske rettigheder inden for rammen af en retfærdig medborgerskabsstat og social retfærdighed, ikke tilpasning bag nationalistiske eliter der udnytter denne sag til at befæste deres magt og bevare deres klasseprivilegier.
Denne artikels analyse trækker på rapporter udstedt af internationale og regionale menneskerettighedsorganisationer, oplistet i dette bilag med henblik på dokumentation og transparens.
Rapporter om Kurdistans region i Irak:
Freedom of Expression in the Kurdistan Region of Iraq (2021)
2024 Country Reports on Human Rights Practices: Iraq
Kurdistan Region of Iraq: Authorities Must End Protests-Related Repression (2021)
Iraq: Kurdistan Region’s Authorities Failing Survivors of Domestic Violence (2024)
GCHR Periodic Report on Human Rights Violations in Iraqi Kurdistan (2025)
Pushing for Reforms from Iraqi Kurdish Ruling Parties
Rapporter om det nordlige og østlige Syrien:
World Report 2025: Human Rights Conditions in Syria
“War of Annihilation”: Devastating Toll on Civilians, Raqqa, Syria
SNHR’s 14th Annual Report on the State of Human Rights in Syria for the Year 2024
Most Notable Human Rights Violations in Syria in February 2024
Aftermath: Injustice, Torture and Death in Detention in North-East Syria (UN/OHCHR)
Children and Armed Conflict: Report of the Secretary-General (2024)
Syria 2024 Human Rights Report
Syria: Kurdish Forces Violating Ban on Child Soldiers
Child Recruitment Practices Continue in Syria Before and After the Fall of Assad
Report of the Independent International Commission of Inquiry on the Syrian Arab Republic (2025)
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
