Reportage
Denne artikel er baseret på et foredrag på konferencen “Fascisme tilbage i Europa?”, der blev arrangeret af Zetkin Forum for Social Research og fandt sted i Berlin fra 20. til 22. juni 2025.
***
Peter Tschentscher, socialdemokratisk (SPD) borgmester i Hamborg, forsvarede logistikmanden Klaus-Michael Kühne i et interview i maj 2025. Hans far, Alfred Kühne, var medlem af Hitlers nazistparti og tjente en formue med sit firma Kühne C Nagel på nazisternes “ariseringsprogrammer” (Reference til den såkaldte ariske menneskerace, red.) og fik monopol på offentlige kontrakter om transport af deporterede jøders ejendele i det besatte Vesteuropa. Efter Anden Verdenskrig fungerede Kühne C Nagel som dækvirksomhed for oprettelsen af Gehlen-organisationen, forgængeren for Vesttysklands føderale efterretningstjeneste, som var fyldt med nazistiske gerningsmænd. (Reinhard Gehlen var efterretningschef på Wehrmachts østfront og siden leder af den vesttyske efterretningstjeneste, red.)
Det er virkelig foruroligende, at der stort set ikke findes nogen kritisk offentlighed mod historisk revisionisme og mod ophævelsen af tabuer mod fascister.
Klaus-Michael Kühne, der ifølge Forbes er den rigeste tysker med en formue på 42,5 milliarder dollars, nægter at acceptere sin families fortid. “Han kan ikke lide, at hans far bliver kaldt nazist”, sagde Tschentscher og retfærdiggjorde Kühnes benægtelse af skyld – og dermed diskvalificerede han de objektive historiske forskningsdata til fordel for de subjektive følelser hos gerningsmændenes arvinger. “Det er det forfærdelige ved den periode: Alle profiterede af, at vi chikanerede, myrdede og fordrev jøderne”, sagde Tschentscher, der forsikrede, at Kühne junior på ingen måde var nazist (han støtter De Grønne og håber, at den tidligere økonomiminister Robert Habeck bliver kansler). Der var “et utroligt stort antal” virksomheder, der var økonomisk medskyldige. Tschentschers logik: Da alle i Hitlers Tyskland var involveret i Holocaust, kan ingen bebrejdes, og derfor er ingen skyldige.
Sekundær Globke-stat og proimperialistisk “antifascisme”
En sådan åben beskyttelse af nazister fra indflydelsesrige repræsentanter for den politiske klasses side i Tyskland har primært været kendt fra de første tre årtier efter Anden Verdenskrig – den postfascistiske æra, hvor tidligere nazister var blandt samfundsstøtterne i Forbundsrepublikken Tyskland. Hans Globke, arkitekten bag Nürnberg-racelovene, chef for kanslerkontoret fra 1953 og den grå eminence bag kansler Konrad Adenauer, er det bedst kendte eksempel på de strålende karrierer, der blev muliggjort for nazistiske forbrydere.
Forfatteren Stephan Hermlin beskrev derfor i 1961 Bonn-republikken (Bonn var hovedstaden i Forbundsrepublikken Tyskland, FRG eller “Vesttyskland” fra 1949 til 1990) som “den farligste stat i verden” og dens socialistiske rival, Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), hvor han boede, som en “anti-Globke-stat”. Theodor W. Adorno udtalte i sin historiske forelæsning Hvad betyder det at komme overens med fortiden? i 1959, at “nationalsocialismens efterliv i demokratiet er potentielt en større trussel mod demokratiet end fascistiske tendensers efterliv.” Det eneste spørgsmål, der forblev åbent for ham, var, om nazismen fortsatte med at eksistere “blot som et genfærd af noget så monstrøst, at det ikke døde med sin egen undergang, eller om det aldrig døde”.
I dag, i det liberale centrum for “levende demokrati” i Tyskland, opstår der en strøm af repressive foranstaltninger, elementer af fascistisk politik, der har til formål at gennemtvinge en reaktionær militaristisk omstrukturering af staten og samfundet (…). Dette omfatter dannelsen og mobiliseringen af et krigsorienteret Volksgemeinschaft (nationalt fællesskab) mellem regeringen og den parlamentariske opposition – med en stort set integreret venstrefløj, omgivet af synkroniserede medier, kultur, fagforeninger og NGO’er.
I overensstemmelse hermed gør ideologierne om fortielse og legitimering også brug af den politiske liberalismes og venstreliberalismes sprog. Dette betyder, at den tyske reaktion indeholder elementer af fascistisk politik, hvis fremtræden er baseret på efterligning af demokratiske principper, som i virkeligheden skal udhules eller endda delvist afskaffes – på samme måde som de samlede sig om banneret for (national) “socialisme” efter Oktoberrevolutionen i 1918/19.
Fascismeforskeren Reinhard Opitz havde allerede i begyndelsen af 1980’erne observeret en fornyet “strategisk ændring” i forbindelse med “Forbundsrepublikkens opkomst til at blive den næst stærkeste økonomiske magt i den vestlige kapitalistiske verden efter USA – og den stærkeste militærmagt i Vesteuropa (med en tilsvarende stigning i globalt engagement og ekspansionisme).” Denne ændring præsenterede sig som følger: “Engang under socialismens banner – imod reel socialisme og alle demokratiske kræfter, i dag under “antifascismens banner – imod alle reelle antifascister og igen imod virkelige socialister og reelle demokrater.”
Omkring tre og et halvt årti efter DDR’s ophør og under det “genforenede” Tysklands vækst til at blive den mest magtfulde militære styrke i Europa er denne konklusion blevet betydeligt mere relevant. I denne juridiske udvikling er fjendebilledet, som Opitz allerede dengang understregede, ikke længere konstrueret på basis af etnicitet, men snarere på totalitær teori.
Befæstet demokrati
Der prædikes for eksempel om “befæstet demokrati”: Udtrykket henviser oprindeligt til forsvaret af demokratiet mod “ekstremistiske” fjender inden for højre- og venstrefløjen. Dermed placeres fascister, herunder tilhængere af et Führer-diktatur, på samme niveau som kræfter, der ønsker at overvinde klassesamfundet og opbygge et egalitært demokrati. I forbindelse med Tysklands nuværende militarisering bruges “befæstet demokrati” imidlertid også – og især – mod det kollektive Vestens eksterne fjender, der betegnes som “autoritære kræfter”, samt mod “venstreekstremistiske” antiimperialister og anti-krigslejren, der beskyldes for at have en (hemmelig) alliance med førstnævnte højreekstremister.
I dag, i det liberale centrum for “levende demokrati” i Tyskland, opstår der en strøm af repressive foranstaltninger, elementer af fascistisk politik, der har til formål at gennemtvinge en reaktionær militaristisk omstrukturering af staten og samfundet.
Dette gøres med begrebet “antifascisme”, der reducerer den mest brutale form for borgerligt styre til fjendtlighed over for “frihed” (dette begreb defineres naturligvis aldrig, for så ville det hurtigt blive klart, at det roser økonomisk liberalisme snarere end frigørelse). Klassesamfundets strukturelle logik og dynamik, finansfolk og andre tilhængere af fascisterne i storindustrien samt andre væsentlige faktorer ignoreres fuldstændigt, og stiv moral prædikes som en modgift mod “autoritær ondskab”.
En fremtrædende fortaler for en sådan ideologisk forvrængning af begrebet antifascisme, som er blevet godt modtaget i venstrefløjskredse i dette land, for eksempel af Rosa Luxemburg-fonden, er den britiske journalist Paul Mason. I en kritik af Masons bog Fascism and How to Stop It refererer samfundsforskeren Jan Rehmann til en artikel fra 2022 i The New Statesman. Her sammenkæder Mason den “antiimperialistiske ideologi” – og den omfattende dokumenterede faktuelle påstand om, at banderistiske og andre fascistiske enheder har en betydelig indflydelse i de ukrainske væbnede styrker – med den højreorienterede Qanon-sekt og dens vrangforestillinger. (Højreekstremistisk sekt i USA, red.)
Dette gøres for at opfordre til undertrykkelse af “pro-Kreml-venstrefløjen”, for eksempel ved at begrænse dens borgerlige frihedsrettigheder: “Dette gælder stemmer, der kritiserer NATO’s rolle i krigen i Ukraine, hvilket for Mason kun kan betyde spredning af russisk desinformation,” sådan analyserer Rehmann Masons “antifascisme” som et redskab til at hævde vestlige magtinteresser. “Der er mange tegn på, at han (Mason) har forvandlet sine konspirationsfantasier til et veritabelt korstog mod venstreorienterede kritikere af NATO.”
Lignende aggressive angreb kommer også fra tyske liberale, især fra førende politikere i Det Grønne Parti, som er gennemsyret af krigsliderlig neokonservativ ideologi. “Vi må indse, at Sahra Wagenknecht ønsker at fylde Ruslands krigskasse med tyske penge.” Sådan anklagede Anton Hofreiter praktisk talt den førende repræsentant for den socialdemokratiske fredslejr for højforræderi – uden at fremlægge nogen beviser – og tyede til koldkrigshysteri om Moskvas “femte kolonne” for at stemple hende som fjende.
“Når man først er besejret, kan man ikke vende tilbage under samme navn. Man har brug for en ny maske,” bemærkede forfatteren Peter Hacks i 1992. Han var kendt for at mistænke, at De Grønne var den livmoder, hvorfra “sagen” (militarisme) ville opstå næste gang. Det kunne også være andre pro-vestlige (venstreorienterede) liberale kræfter – især når det gælder individuelle elementer af fascistisk politik, der skal gennemføres under dække af regnbuens farver.
“Globke-staten” er også tilbage – denne gang under de historisk specifikke forhold efter det kontrarevolutionære vendepunkt i 1989/90 og oprettelsen af Berlin-republikken (med integrationen af Østtyskland i Forbundsrepublikken Tyskland i 1990 erstattede Berlin Bonn som Forbundsrepublikken Tysklands hovedstad). Generationen af nazistiske gerningsmænd er nu forsvundet og udøver ikke længere direkte magt, så det giver mening at tale om en “sekundær Globke-stat”.
Den revurdering af Tysklands fortid, som Adorno oprindeligt havde erklæret for en fiasko i slut-50’erne, blev fremmet af DDR i løbet af det følgende årti, for eksempel med projekter som Den brune bog: Krigsforbrydere og nazistiske kriminelle i Forbundsrepublikken og Vestberlin. Og også påpeget af den socialistiske fløj af 68-bevægelsen og andre socialt bevidste venstreorienterede – imod gerningsmændenes og de allierede reaktionæres løgne, benægtelser og tavshed.
Med den fortsat eksisterende grobund for en gentagelse af Auschwitz eller udryddelseskrigen (alene gennem båndene til det kapitalistiske Vesten og forpligtelsen til at støtte dets imperialistiske krige) kunne en revurdering imidlertid ikke lykkes på lang sigt. Efter DDR’s opløsning mislykkedes det endelig og blev erstattet af en officiel statslig erindringskultur i Berlin-republikken.
Denne blev fyrtårnet for et “vestligt værdifællesskab” for “frihed og demokrati” og et “Aldrig mere!” til ”diktatur” (nationalsocialisme og kommunisme) – og lovprist af historikere som August Winkler som værende en garanti mod en fornyet forkert drejning mod en “deutscher Sonderweg” (en udviklingsvej, der er særlig for Tyskland). Da denne “historiens sejrherre” imidlertid i virkeligheden søgte at erstatte folkeretten med en orden, der udelukkende var baseret på målene for sine imperiale ambitioner, var en i det mindste delvis revision af Tysklands fortid uundgåelig – herunder den efterfølgende frifindelse og frikendelse af nazistiske kollaboratører, hvis politiske og militære arvtagere i dag igen er nødvendige.
Tysk normalisering og ideologien om militært beredskab
I 1989/90 begyndte Tyskland sin genkomst som selvstændig nation og mellemstor magt. Debatter om at “slå en streg over fortiden” blev hyppigere. Samtidig forsvandt minderne om udryddelseskrigen mod Sovjetunionen og den antifascistiske modstand mærkbart, ligesom folkemordet på jøderne blev afhistoriseret og mystificeret. Allerede under den anden Golfkrig var der i den vestlige propaganda tegn på, at spøgelset “kommunisme” – hvis indflydelse var forsvundet efter den reelle socialismes sammenbrud – trådte i baggrunden til fordel for faren ved “fascisme”, som angiveligt udelukkende udgik fra NATO’s fjender.
I 1991 tog forfatteren Hans Magnus Enzensberger det første meget opsigtsvækkende skridt i denne retning i Tyskland, da han i en afhandling erklærede den irakiske præsident Saddam Hussein for at være “Hitlers reinkarnation” – og dermed leverede den “antifascistiske” ideologiske begrundelse for invasionen fra USA og dets allierede.
Den liberale amerikanske politolog Daniel Goldhagen opnåede stor succes i 1996 med sin bog Hitlers villige bødler, hvor han præsenterede en passende revisionistisk fortælling om tysk fascisme – et radikalt brud med den historisk-materialistiske historiografi. Goldhagen konstruerede en forklaringsmodel for Hitlers fascisme og dens forbrydelser, der fokuserede på en tysk ondskab, som opstod fra den tågede verden af borgerlig idealisme og var rodfæstet i “nærhed til etnisk nationalisme”, hvilket den marxistiske fascismeforsker Reinhard Kühnl kritiserede:
Den “årsagsbestemte sammenhæng mellem kapitalistiske ejendomsforhold og kapitalistiske interesser i dominans og ekspansion på den ene side og fascisme som ideologi og styreform på den anden side” blev næsten fuldstændig ignoreret, fastslog han. Den tidligere antifascistiske modstandskæmper Emil Carlebach gjorde opmærksom på, hvad Goldhagens ideologiske forvrængninger primært var egnet til – og forklarede dermed også den frenetiske entusiasme, hvormed Goldhagens bog blev modtaget af liberale fra højre- til venstrefløj: De “så bort fra erkendelsen” af, hvem der stod “bag forbrydelserne i Hitlers Tyskland”. Fordi det var et dæmonisk tysk begreb, kunne det ikke længere være det monopolistiske borgerskab.
Det var netop disse ideologier, der var nødvendige for at retfærdiggøre den NATO-støttede tyske imperialisme, som gradvist skiftede tilbage til “aktiv indgriben”. På det tidspunkt blev Bundeswehr omdannet fra en territorial forsvarsstyrke til en international interventionsstyrke (se Forsvarsretningslinjer 1992). Klimakset kom med Tysklands første deltagelse i en aggressionskrig siden 1945:
I 1999 blev Jugoslavien bombet med militær støtte fra et Tyskland, der nu var “godt”, fordi det havde besejret det “onde” og ført denne krig, der var i strid med folkeretten – og ikke på trods af, men “på grund af Auschwitz”, som den daværende Grønne udenrigsminister Joseph Fischer udtrykte det. De aktivistiske elitære kredse i den tyske imperialisme havde således udført den bedrift at ideologisk udnytte deres egne gamle forbrydelser til at legitimere nye. Goldhagen krævede derfor, at angrebene på Jugoslavien ikke skulle stoppe, før en “tysk løsning” var blevet gennemført: Han argumenterede for, at forskellen mellem Hitler og Milosevic udelukkende lå i “omfanget” af deres forbrydelser.
Dette var ikke kun endnu et vigtigt skridt i retning af at relativere Tysklands skyld i Anden Verdenskrig, men også i retning af at afskaffe dets fascistiske fortid: Pludselig var efterkommerne af dets tidligere fjender blevet “Hitler”.
Dette markerede begyndelsen på Tysklands normalisering som en nation, der deltog i krig. I 2001 sluttede landet sig til USA’s “krig mod terror” i Afghanistan og andre lande i det globale syd. I overensstemmelse hermed blev Bundeswehr “nyorienteret mod at blive en mere fleksibel og internationalt aktiv aktør inden for sikkerhedspolitik” (jf. Forsvarspolitiske retningslinjer 2003). Omkring et årti senere blev Tyskland en anerkendt nation, der samarbejdede med pro-vestlige fascister (som offentligt blev fremstillet som pro-europæiske “frihedskæmpere” og “radikale demokrater”): I 2014 støttede Merkel-regeringen Maidan-kuppets bagmænd og deres “antiterror-operation” mod den oprørske befolkning i det østlige Ukraine – i første omgang kun politisk.
Dette blev efterfulgt af en militærstrategisk omlægning af Bundeswehr, hvilket blev formuleret i “Bühler-papiret” fra 2017 – med “væsentligt mere ambitiøse mål” i lyset af en voksende konfrontation med Rusland og blev fastlagt i forsvarsretningslinjerne for 2023. Tyskland udgør “rygraden i afskrækkelse og kollektivt forsvar i Europa.” Siden 2022 har dette omfattet, at Tyskland efter NATO-standarder bevæbner og træner pro-vestlige fascister så som spydspidsen for den ukrainske hær i stedfortræderkrigen mod Rusland.
Fascistiske militærstyrker i Ukraine
Siden 2014 har nynazistiske og andre fascistiske organisationer udgjort en hjørnesten i Ukraines hær og sikkerhedsstruktur. Det bedst kendte eksempel er Azov-bevægelsen, der blandt andet udsprang af Den Social-Nationale Forsamling og dens paramilitære gren, Ukraines Patriot. De to sidstnævnte søgte at skabe et Stor-Ukraine “for ukrainere”. De var programmatisk orienteret mod NSDAP og var sammen med to andre grupper blandt græsrodsorganisationerne i den fascistiske alliance Højre Sektor, som militært gennemførte Maidan-kuppet. Alle højreekstremistiske strukturer inden for de væbnede styrker og sikkerhedsapparatet i Ukraine knytter åbenlyst programmatisk an til traditionen fra Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN), der blev grundlagt i 1929, og militsen fra dens radikale fløj under ledelse af Stepan Bandera, Den Ukrainske Oprørshær (UPA).
Under Anden Verdenskrig var disse strukturer midlertidigt allierede med Hitlers Tyskland og delte nazistisk ideologi, såsom udryddelses-antisemitisme. Mange medlemmer af OUN kæmpede også i enheder af den tyske Wehrmacht og Waffen-SS på det tidspunkt. OUN optrådte som medskyldig i Holocaust og/eller andre alvorlige forbrydelser på flere niveauer og forskellige måder.
Mange af dens politiske efterkommere, der i dag er mere orienteret mod nynazisme, ærer ikke kun Stepan Bandera, men også Adolf Hitler. De bærer hagekors, kejserlige ørne og runer og bruger slogans fra Hitlers tropper, såsom SS’s “Min ære er loyalitet”. En hel del af de stadigt voksende fascistiske foreninger i den ukrainske hær og Nationalgarden bærer ikke kun OUN’s og UPA’s symboler, men også Waffen-SS’ logoer i deres officielle troppe-præsentation; dette gælder for eksempel de to korps i Azov. Deres kommandører er fremtrædende fascister fra Maidan-kampene. Selv Valery Zaluzhnyi, der var øverstbefalende for den ukrainske hær indtil februar 2024, er en erklæret banderist.
Historisk revisionisme og frikendelse af pro-vestlige nazister
Det er en uløselig modsætning, at den juridiske efterfølger til Det Tredje Rige – med en fremtræden som et liberalt demokrati, der bryster sig af sin upåklagelige revurdering af og forsoning med fortiden – opretholder en pagt med de historiske efterfølgere til Hitlers stats-samarbejdspartnere. Derfor arbejder regeringerne i Forbundsrepublikken Tyskland på at hvidvaske fascistiske bevægelser i Ukraine og deres forgængere.
Brændpunktet for den legitimerende ideologi bag Tysklands fornyede omfavnelse af banderister og andre ukrainske fascister samt en revisionisme af historien i et hidtil ukendt omfang, blev afsløret af trafiklys-regeringen (SPD, det liberal-demokratiske FDP og De Grønne) i september 2023. Bundestags-medlemmet Sevim Dagdelen, var på det tidspunkt stadig medlem af Die Linke (Venstrepartiet). Hun modtog et skandaløst svar på en mindre forespørgsel, som hun og hendes parlamentariske gruppe havde indgivet om “højreekstremistiske manifestationer af ukrainsk historisk politik”, der er “kendetegnet ved en rehabilitering af aktører fra OUN og UPA”. (…)
Blandt andet erklærede forbundsregeringen, at den “udtrykkeligt ikke støttede” spørgerens “juridiske vurderinger og faktuelle påstande”, “især med hensyn til den generelle klassificering af visse (historiske) grupper eller individer som højreekstremistiske, antisemitiske” og så videre. Desuden blev næsten alle Dagdelens 25 specifikke spørgsmål afvist med sætningen: “Forbundsregeringen har ingen egne oplysninger om dette emne ud over det, der er blevet rapporteret i medierne.” Dagdelen erklærede, at disse påstande om uvidenhed “i virkeligheden var en benægtelse af de videnskabelige resultater af international holocaustforskning.” Dette ville “bryde den konsensus, der har eksisteret siden 1945” – en “alvorlig historisk og politisk fejltagelse”.
Tysklands føderale agentur for politisk uddannelse (bpb), som er underordnet det føderale indenrigsministerium, tilpassede ikke overraskende sine analyser til den “historigrafi”, som trafiklys-regeringen står for. I 2017 kunne historikeren og forfatteren til den eneste videnskabelige biografi om Stepan Bandera til dato, Grzegorz Rossolinski-Liebe, stadig klassificere OUN og dens ledelse som klart fascistisk i tidsskriftet Aus Politik und Zeitgeschichte (Politik og samtidshistorie), der udgives af bpb.
I 2022 erklærede historikeren Kai Struve, at påstanden om, at OUN var fascistisk, var “kontroversiel” – “den stemte ikke overens med ældre definitioner af fascisme” – og han benægtede endda fremkomsten af Bandera-kulten siden Maidan-kuppet (selv om den er markant). Struve gjorde en særlig indsats for at fremstille ukrainsk fascisme som et produkt af russisk propaganda og for at flytte ansvaret: “Faktisk har den russiske krig mod Ukraine nu vist mere end tydeligt,” ifølge forfatteren, “at faren for en ny fascisme ikke stammer fra en ukritisk tilbedelse af Bandera og OUN i Ukraine, men fra manglen på kritisk engagement imod russisk og sovjetisk imperialistisk styre og sovjetiske masseforbrydelser i Rusland.”
Samtidig blev den nynazistiske karakter af Azov-militæret tilsløret. Den ukrainske politolog Ivan Gomza beskrev det i juni 2022 i en bpb-analyse som en samling af “patrioter og ideologisk afvigende højreorienterede”, hvor han altid fremhævede sidstnævntes angiveligt marginale position. De fleste af dem havde allerede forladt Azov, efter at regimentet blev indlemmet i Nationalgarden; “forbuddet mod politisk agitation i hæren” havde ført til “yderligere afradikalisering og afideologisering.” Dette til trods for at der ikke er noget gyldigt bevis for denne påstand: På tidspunktet for offentliggørelsen af bpb-artiklen var et andet Azov-specialregiment allerede ved at blive dannet, oprindeligt til territorialt forsvar af de ukrainske væbnede styrker, bestående af veteraner og medlemmer af den nynazistiske organisation Centuria, der blev grundlagt i 2020 og desuden National Corps, hvorfra den 3. separate angrebsbrigade opstod få måneder senere – en yderst betydningsfuld udvikling, hvilket forfatteren fuldstændig har udeladt.
Den 3. separate Azov-angrebsbrigade, som i 2025 blev udvidet til et armékorps – ligesom Azov-enheden var blevet optaget i Nationalgarden – placerer sig eksplicit i traditionen fra OUN-B og også Waffen-SS-divisionen Galicia. Revisionen og den ideologiske tilsløring af historien om ukrainske Hitler-kollaboratører og undertrykkelsen af fakta om deres politiske arvinger har længe svaret til en praksis – med systematisk fortielse, tavshed, benægtelse og bestridelse, med uvidenhed om de stigende aktiviteter blandt ukrainere i Tyskland, som er pro-ukrainske fascister, og blandt tyske nazister i Ukraine. Og revisionen og tilsløringen gælder også de tyske væbnede styrkers og tyske politikeres samarbejde med fascistisk militærpersonale i Ukraine. I praksis foregår der en snigende integration i det “befæstede demokrati”.
Eksempler:
– Den 1. marts 2025 marcherede en gruppe højreekstremister gennem Berlin i en demonstration mod den russiske regering under banneret for det nynazistiske russiske frivilligkorps, der betragter sig selv som efterfølgeren til Hitlers russiske Vlasov-hær og kæmper for Kyiv-regeringen under kommando af den ukrainske militære efterretningstjeneste. Der blev sunget sange, som opfordrede til mord på “putinister”. Berlin-politiet ophævede forbuddet mod ansigtsdækning for den nynazistiske formation. Begrundelse: “For at beskytte deres identitet mod mulige repressalier fra den russiske regering.”
– Siden april 2025 er det tyske frivillige korps, der rekrutterer fra det nynazistiske parti Der III. Weg (Den 3. Vej), blevet integreret i den fascistiske 49. Karpater-Sich Storm Battalion i den ukrainske hær. Selv om Der III. Weg er klassificeret af det tyske indenrigsministerium som en “højreekstremistisk, antisemitisk og misantropisk gruppe”, hævdede regeringens talsmand, da han blev spurgt af en journalist, at han “ikke havde kendskab til disse enheders indsættelse og frem for alt deres bevæbning”. En talsmand for udenrigsministeriet tilføjede: “Det, der bekymrer os i Ukraine, er imidlertid det igangværende russiske angreb.”
– Den 8. maj 2025 poserede generalmajor Christian Freuding, chef for planlægnings- og kommandostaben for forbunds-forsvarsministeren og Ukraine Situation Center, på et foto sammen med kommandøren for antitankbataljonen i den ukrainske hærs 3. Azov-korps. Det blev offentliggjort af den ukrainske officer, der roste SS-divisionen Galicia for at fortsætte kampen på “dagen for erindring om – og sejren over – nazismen”. Da det føderale forsvarsministerium blev spurgt, svarede det, at det ikke kendte til Azov-officeren.
– Den 13. maj 2025 afholdt medlemmer af De Grønnes, CDU’s og SPD’s parlamentsgrupper et møde med en delegation fra Azov-korpset fra Nationalgarden i et konferencerum i den tyske Forbundsdag for at drøfte situationen for ukrainske krigsfanger. Azov-delegationen omfattede en tidligere aktivist fra den nazistiske milits Ukraines Patriot og en beundrer af Hitler. Den tyske offentlighed blev af de deltagende parlamentariske grupper ikke informeret om mødet. Alternative für Deutschland (AfD) og Die Linke svarede ikke på en presseforespørgsel om, hvorvidt de var involveret.
“Anti-Hitler-koalition” mod Rusland
Frifindelse af de gamle og nye fascistiske allierede af tysk imperialisme kan ikke opnås uden at kriminalisere deres fjender. Det primære mål er at nazificere dem og flytte skylden for verdenshistoriske forbrydelser. Udtryk, der bruges af ukrainske højreorienterede – som “Putler” (om påståede Putin-tilhængere, red.) og ligestillingen af Rusland med Nazi-Tyskland – har vundet indpas i den politiske kultur i Forbundsrepublikken Tyskland. Allerede på 80-årsdagen for den tyske invasion af Sovjetunionen i 2021 blev den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt fra 1939, i strid med de historiske kendsgerninger, fortolket som en alliance, eksempelvis af en politiker fra De Grønne, for at sikre aflysningen af forbundspræsident Frank-Walter Steinmeiers officielle mindetale i det tysk-russiske museum i Karlshorst, Berlin.
Siden begyndelsen af den russiske invasion af Ukraine er der konstrueret snævre forbindelser mellem denne konflikt og de tyske troppers kampagne mod Den Ukrainske Sovjetrepublik under Anden Verdenskrig. I nogle tilfælde antydes det endda, at Hitler og Stalin samarbejdede dér, og at Rusland nu begår en ny Holocaust med kugler:
“Mange af de steder, der nu kæmpes om, findes allerede på den tyske Wehrmachts kort: Slavyansk, Kramatorsk, Mariupol. Steder, hvor tyskerne myrdede ukrainske jøder, er igen kommet under beskydning i de aktuelle kampe: […] Ved siden af de massegrave, der findes i næsten alle ukrainske byer – anlagt af Stalins og Hitlers specialkommandoer – er der blevet gravet nye massegrave […] De russiske aggressorers tale om den “endelige løsning på det ukrainske spørgsmål” lyder på en eller anden måde bekendt for os, der krymper os, når vi hører om en endelig løsning,” bemærkede den tyske østeuropæiske historiker Karl Schlögel i maj 2022. Og videre: “Navnet, hvis det ikke kun skal være navnet på det afsindige onde, det vil sige “fascisme”, vil helt sikkert dukke op; en søgen er i gang: neo-totalitarisme, russo-fascisme eller neologismen “russisme”; mærkeligt nok synes det stalinistiske imperiums langvarighed at være det mindst synlige.” (Nyopfundne sproglige termer, dannet af Rusland og fascisme, red.)
Da den tyske forbundsdag den 30. november 2022 klassificerede hungersnøden i Ukraine i 1932/33, kendt som Holodomor, som et folkemord begået af den sovjetiske ledelse, blev lejligheden benyttet til at knytte en tråd til Auschwitz: Holodomor svarede til en periode med tidligere “utænkelige forbrydelser mod menneskeheden på det europæiske kontinent”, hed det i forslaget fra SPD, De Grønne, FDP og det konservative CDU/CSU. “Disse indbefatter Holocaust mod de europæiske jøder i sin historiske enestående karakter, Wehrmachtens krigsforbrydelser og det systematiske mord på millioner af uskyldige civile som led i Tysklands racistiske udryddelseskrig i Østen.”
I 2023 inviterede Goethe-Universitetet i Frankfurt og dets tilknyttede Fritz Bauer-Institut grundlæggeren af menneskerettighedsorganisationen Memorial til at holde en tale på mindedagen for ofrene for nationalsocialismen. Irina Scherbakova mindedes ikke det tyske folkemord på jøderne og udryddelseskrigen, men talte om Sovjetunionens og Ruslands forbrydelser i dag som det “uforudsigelige onde”, der er lige så slemt som Hitler og Stalin tilsammen.
En højtstående officer i Bundeswehr – I skikkelse af generalmajor Christian Freuding – ser sig allerede som leder af en ny “anti-Hitler-koalition”. Han ønsker at skride til handling med de væbnede styrker i et “befæstet demokrati” og påtage sig det historiske ansvar: På befrielsesdagen 2025 – i det 17. Sikkerhedsforum i Kyiv, hvor den russiske præsident blev udråbt til “den nuværende Hitler” – opfordrede han til en drastisk forøgelse af våbenproduktionen til en “lang krig” og advarede: Ellers “vil vi forråde vores historiske arv”.
Tysk kontinuitet
Bonn-republikkens selvportræt som verdensmester i “forsoning med fortiden” (Vergangenheitsbewältigung) tilslører stadig det faktum, at de vestlige bånd fra begyndelsen var en livline for tysk kontinuitet. I sin forelæsning om revurderingen af Tysklands fortid skitserede Adorno konsekvenserne for Bonn-republikkens politik: “Den synes retroperspektivt at retfærdiggøre Hitlers angreb på Sovjetunionen. Da den vestlige verden som helhed i det væsentlige definerer sig selv ved at imødegå den russiske trussel, ser det ud som om, sejrherrerne fra 1945 kun havde været så dumme at knuse det gennemprøvede bolværk mod bolsjevismen, for blot at genopbygge det få år senere.”
Dermed placeres fascister, herunder tilhængere af et Führer-diktatur, på samme niveau som kræfter, der ønsker at overvinde klassesamfundet og opbygge et egalitært demokrati.
En nøglekomponent i fascismen er antikommunisme. Efter det rivaliserende systems sammenbrud er antikommunismen atter blevet yderst smittefarlig. Den er “den officielle almene holdning, og i den er ideologiske elementer fra nazismen smeltet sammen med dem fra det kapitalistiske Vesten,” som psykoanalytikerne Margarete og Alexander Mitscherlich bevidnede det i deres undersøgelse fra 1967, The Inability to Mourn (Fraværet af evnen til at sørge). Heri beskrev de den politiske kultur i Forbundsrepublikken Tyskland og bemærkede, at det billede af bolsjevikkerne, der var blevet skabt i “Det Tredje Rige”, “næppe er blevet korrigeret.” [38] Alene på denne baggrund er den israelske historiker Ishay Landas tese om, at den “ægte Sonderweg” (tysk histories angiveligt særlige vej, red.) er “en vestlig vej”, særlig relevant i dag.
I den sekundære Globke-stat udgør rehabiliteringen af de ukrainske fascister, hvis forfædre indgik pagter med Hitler, reelt det første store skridt mod en revision af den tyske fascisme-historie – men det er kun et lille skridt mod en åbenlys frifindelse af den monopolkapital, der profiterede på Auschwitz og udryddelseskrigen mod Sovjetunionen. I denne henseende er initiativet fra Hamborgs borgmester, Peter Tschentscher, på ingen måde politisk uforsvarligt, men snarere konsekvent. For hvis ukrainsk banderisme ikke længere behøver at blive diskuteret i dag, kan tysk nazisme trygt ignoreres i morgen.
Det, der er virkelig foruroligende, men også afslørende og en klar indikator på en fremskreden højredrejning og afdemokratisering i Tyskland, er, at der stort set ikke findes nogen kritisk offentlighed mod historisk revisionisme og mod ophævelsen af tabuer mod fascister. Den parlamentariske og førende udenomsparlamentariske venstrefløj viser sig at være en næsten total fiasko. Ikke alene udfordrer Die Linke ikke normaliseringen af den djævelske pagt med fascisterne, nogle af dens politikere marcherer endda side om side med ukrainske nationalister til støtte for våbenleverancer.
Antifascistiske organisationer, så som Foreningen af Ofre for Naziregimet – Føderationen af Antifascister (VVN-BdA), har forkastet marxistiske teorier om fascisme. De har i vid udstrækning overtaget den føderale regerings narrativer og integreret sig i den tyske situation med præventiv lydighed. Drevet af ærkereaktionære kræfter synes det kun at være et spørgsmål om tid, før denne blinde (statslige) antifascisme underlægger sig en pervers omformulering af den frigørende kategoriske parole “Aldrig igen!” til kampråbet “Aldrig igen Rusland!”, som allerede genlyder i de tyske gader.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2025. Oversat fra engelsk af Arne Lennartz.På zetkin.forum/fascism/ findes en engelsksproget version af præsentationen – også i videoformat.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
