Boganmeldelse
Med ”Kollaps” er Edouard Louis nået op på syvende og efter hans eget udsagn sidste bind om hans nordfranske arbejderfamilie. I dette prøver han stadig at forstå og forklare den ud fra et sociologisk aspekt. Men det rækker ikke.
Hovedpersonen er hans storebror, der er en halvbror fra morens tidligere ægteskab. En dag ringer hun og fortæller, at broren er død. I en alder af 38 år kollapsede han efter mange års alkoholmisbrug. Meddelelsen gør intet indtryk på Louis, der ikke har set ham i ti år, og hvis eneste følelse for ham er et uforsonligt had.
Broren forlod tidligt hjemmet og fandt ly hos ligesindede.
Af hensyn til moren tilbyder han dog at komme op til hende og hjælpe med at arrangere begravelsen. De mødes sammen med hans søster, men samværet bliver noget tvungent, for moren og søsteren vil have en begravelse med det hele, mens han synes, at de bare kan nøjes med den, det offentlige betaler. Søsteren synes derimod, at Louis passende kan spæde pænt til i betragtning af alt det, han har tjent på at skrive om familien. De får deres vilje, og han erlægger så lidt som muligt.
Dødsfaldet giver ham imidlertid anledning til at fundere over, hvad der gjorde hans bror til den utålelige person han blev. Hvorfor han allerede fra en tidlig alder udviklede sig til at blive en taber. Som lille flygtede han undertiden ud af klassen midt i timen, senere blev det til regulært pjækkeri, og han begyndte at tage stoffer, drikke og småstjæle.
Alkoholen, der skulle frisætte ham, blev i stedet for hans fængsel og gjorde ham voldelig og utilregnelig og var skyld i, at han hverken kunne holde på et arbejde eller en kvinde i lang tid. Dertil kom, at han var ekstremt racistisk og homofobisk, hvad der ikke var så godt med en homoseksuel lillebror.
Men der dukker andre sider op af broren. Moren påstår, at han var det nemmeste og sødeste barn, og hans samlevere fortæller om hans blidhed og omsorg, vel at mærke når han var ædru. Faktisk oplevede Louis selv den side af ham, da broren påtog sig at male hans lejlighed og holdt sig ædru, indtil han var færdig.
Måske gik det galt allerede i den tidlige barndom, da forældrene blev skilt, og faren derefter nægtede at have noget at gøre med sønnen. Moren blev gift med en anden mand, der led under sin fattigdom og var blevet hård af det. Det gik ud over både børnene, især stedsønnen, og over moren, der igen lod det gå ud over børnene.
Broren forlod tidligt hjemmet og fandt ly hos ligesindede, men dukkede undertiden op i hjemmet for at imponere dem, når han troede, at han havde trukket det store lod i livets spil. Der var hele tiden et misforhold mellem virkeligheden og hans drømme, der grænsede til storhedsvanvid. Han ville elskes, men kunne ikke selv elske, og han syntes, at netop han, der havde haft det så ondt, fortjente lykken.
Tilbage sidder lillebroren og prøver at finde hoved og hale på det hele. Der er en overdødelighed af unge fra arbejderklassen, men var det samfundets skyld, at broren døde? Hans far døde også af druk i samme alder, så måske er det også noget med generne. Måske handler det her mere om psykologi end om klasse eller om en fatal kombination.
Forfatterens konklusion er, at han ikke ved det, og at der i det hele taget er så meget, han ikke ved om sin bror. Nu bliver det så spændende at se, hvad han vil sætte i stedet for sin familiehistorie, der har fyldt meget, men ikke for meget, fordi den er fortalt i et kortfattet og konkret sprog med et klart blik for arbejdernes vilkår i et klassesamfund.
Kollaps af Edouard Louis
Oversat af Francois-Eric Grodin
Gyldendal. 246 sider. 280 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
