Bør gavne folket
I efteråret 1971 var Reimer Bo Christensen journalistelev på daværende Aktuelt’s lokalredaktion i Thisted, da en gruppe unge fra Den Rejsende Højskole kommer op på redaktionen og spørger, om nogen kender noget til, hvor de eventuelt kan bo, mens de opholder sig i Thisted. En del af de unge flyttede senere til Aalborg og blev en markant del af byens venstrefløj, konkret som aktive i Kommunistisk Forbund, med tilknytning til Venstresocialisterne (VS).
Medlemmerne af Kommunistisk Forbund var dels arbejdere, dels tidligere studerende, der nu – som revolutionære – søgte ind på byens industriarbejdspladser.
50 år senere beslutter Reimer Bo Christensen at fortælle historien om, hvad der videre skete. Han opsøger og snakker med en række af de personer, der dengang var med i Kommunistisk Forum. I Aalborg, men også i Århus, Odense og Helsingør. Det førte i første omgang til teaterstykket Drømmefabrikken, opført på Aalborg Teater og så altså til bogen med samme titel, der udkom for et par måneder siden.
Drømmefabrikken er en dokumentarisk fortælling – det er ikke sikkert, at det er hele sandheden, men det er heller ikke usandt, som det siges.
Kommunistisk Forbund eksisterede i perioden 1973-80, hvor grupperingen besluttede igen at tilslutte sig partiet Venstresocialisterne. Drømmefabrikken giver et udmærket indblik i organisationens liv, virksomhed og drømme og på den måde også et blik ind i en del af den danske venstrefløj i 1970’erne.
Når det lige var Aalborg, der blev valgt af de revolutionære unge, var det ikke tilfældigt. Som det hedder i bogen:
”Aalborg var med sin brogede blanding af arbejdere noget helt andet end Århus, som altid sammenlignede sig med København og dermed konstant led under et lillebrorkompleks. Aalborg var helt sig selv, som en rå, kulørt arbejderby, og hvis aalborgenserne skulle sammenligne sig med andre, kiggede de hellere til de britiske, tyske eller italienske arbejderbyer.”
Byens store industriarbejdspladser var Værftet, Skråen og Eternitten.
Medlemmerne af Kommunistisk Forbund var dels arbejdere, dels tidligere studerende, der nu – som revolutionære – søgte ind på byens industriarbejdspladser for at lave politisk arbejde. I bogen får vi kendskab til en lang række markante strejker og politiske aktioner op gennem 1970’erne.
Partiet Venstresocialisterne kom i Folketinget igen i 1975 og dermed fulgte også diskussioner blandt Kommunistisk Forbunds medlemmer om, hvorvidt man skulle fortsætte som selvstændig organisation. Det førte i 1979 til, at forbundets medlemmer traf beslutning om igen at melde sig ind i VS. Ikke alle var begejstrede for dén beslutning, det var den gamle diskussion om politisk aktivisme contra parlamentarisk arbejde.
Bogen er baseret på en lang række samtaler med de personer, der tegnede eller var medlemmer i Kommunistisk Forbund. Den er letlæst og giver et udmærket indblik i én af de organisationer, der var aktive på den danske venstrefløj tilbage i 1970’erne.
Reimer Bo Christensen: Drømmefabrikken – Da Revolutionen kom til Jylland
Lindhardt og Ringhof
300 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
