For præcis et år siden vedtog Folketinget en historisk afgivelse af dansk suverænitet, helt uden inddragelse af befolkningen. Aftalen om at placere USA-baser på dansk jord står stadig som en af de mest farlige beslutninger nogensinde taget af politikerne.
Dengang advarede kritikere mod, at USA ville kunne bruge baserne til at angribe andre lande, hvilket ville gøre Danmark til et militært mål.
De advarede om, at amerikanske soldater ikke ville kunne blive retsforfulgt af danske myndigheder, hvis de brød loven, men i stedet ville blive overladt til amerikanerne selv.
Ikke engang truslen om, at amerikanske atomvåben kunne blive udstationeret på dansk jord, var nok til at droppe aftalen. Sidenhen har landets ledere endda åbnet op for, at også franske atomvåben kan være på dansk jord.
De kritikpunkter står stadig til troende og er kun blevet endnu mere aktuelle siden da. USA har i det forgangne år på ulovlig vis angrebet Venezuela, Nigeria, Iran og Yemen. Samtidig har den amerikanske præsident Trump gentaget sine trusler om at overtage Grønland med magt.
Og det er den magt, den imperialistiske regering over Atlanten, som vores politikere har inviteret indenfor på dansk jord. At kalde det at invitere ræven ind i hønsehuset er en underdrivelse.
Hvis ikke Danmark skal trækkes ind i det døende amerikanske imperiums desperate forsøg på at holde fast i verdensmagten gennem krig, skal baserne droppes. Det var sandt for et år siden, det er stadig sandt i dag.
Alligevel er kritikken fra nogle af de få politikere, som var modstandere af aftalen, hurtigt forsvundet efter vedtagelsen.
En af de få undtagelser herfra er det tidligere folketingsmedlem Theresa Scavenius, der har lagt sag an mod staten for at bryde grundloven ved ikke at spørge befolkningen, før de afgav dansk suverænitet.
Selv et parti som Enhedslisten, der op til afstemningen var store modstandere af baseaftalen, ser ud til at have glemt den. I regeringsgrundlaget for den nye firkløverregering, som Enhedslisten er parlamentarisk grundlag for, er baseaftalen ikke nævnt med et eneste ord.
Enhedslisten har heller ikke selv sagt, at den skulle have været et tema under forhandlingerne. De har ellers udtalt sig i en artikel i Altinget, at de prøvede at ændre regeringens politik på folkedrabet i Palæstina, så de er altså ikke sky for at udlægge, hvilke kompromiser de måtte lave for at agere støtteparti.
Men baseaftalen lever videre i bedste velgående, helt uden modstand. Selv om de baser, USA nu har ret til at etablere, stadig ikke er blevet virkeliggjort, er blot muligheden for, at de kan blive det i fremtiden, en dyster udsigt.
Derfor skal modstanden mod baserne fortsætte. Blandt andre Fredsinitiativet har ikke glemt baseaftalen, de fortsætter kampen mod dem og har brug for så meget støtte som muligt.
Hvis ikke Danmark skal trækkes ind i det døende amerikanske imperiums desperate forsøg på at holde fast i verdensmagten gennem krig, skal baserne droppes. Det var sandt for et år siden, det er stadig sandt i dag.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

