Forfatteren (og maleren) Hans Scherfig (1905-1979) er kendt for sine fremragende romaner såsom Frydenholm, Det forsømte forår, Skorpionen, Den forsvundne fuldmægtige og Årbog 1966-1979.
Da Scherfig i 1973 modtog den prestigefyldte – og økonomisk høje – pris fra Det Danske Akademi (bestående af tyve førende forfattere) var han naturligvis stolt og beæret, men kunne dog ikke nære sig for at komme lidt malurt i bægeret, med denne kommentar:
– Jeg føler den taknemmelighed, som en mand må føle, når han modtager et redningsbælte, efter at han er kommet i land. (Dagbladet Land & Folk, den 24. august 1973.
Som han blev mishandlet, mens han levede, blev han udbyttet efter døden. Det var digterens skæbne i liberalismens overgangstid
Hans Scherfig, forfatter
Scherfigs kommunistiske partikammerat og ven, forfatteren og juristen Carl Madsen, havde følgende skudsmål om sin gamle ven og kampfælle:
”Han har brugt et vid og en begavelse, der i sin art er så godt som enestående, i et formåls tjeneste. Gjort viddet til våben. Han er vittigere end nogen nutidig forfatter, jeg kender, men han er navnlig klogere og menneskeligere.” (Når bladene falder, side 95).
Forfatteren (og musikeren) Dan Turèll – alias Onkel Danny – kaldte respektfuldt Scherfig for et af de tre store S´er (læs: esser) i nyere dansk litteratur, nemlig Scherfig, Schade og Soya. Scherfig var ifølge Onkel Danny “konkretisten , manden der så hvad der skete i daglig handling, i dèn evindelige krig vi kalder `samfundet`, og ubønhørligt præciserede det”. (I byen. Greatest hits. 1997).
Filminstruktør og forfatter Carsten Clante skrev, i forbindelse med Scherfigs død i 1979, disse pæne mindeord om sin partifælle og kollega:
”Han har holdt det revolutionære perspektiv rent, og med sin omfattende viden, humor og svirpende præcision har Scherfig været den aktive arbejderklasses røde højskole gennem et halvt århundrede.” (Årbog 1979, side 8).
Hans Scherfig var medarbejder på DKP-avisen Land & Folk, og i tretten år skrev han weekend-kommentarer i bladet, ”betragtninger anskuet ud fra en marxistisk livsbetragtning.”
Den 23. august 1975 skrev Scherfig en ugekommentar i Land & Folk, under overskriften ”Efter mindefesten”, angående 100-året for digteren Hans Christian Andersens død.
Scherfig hylder Andersens almue-instinkt, fordi kun i eventyret kunne den listige almue-digter sætte alt på sin rette plads.
”Satiren, saltet og saltsyren i eventyrene. Det er den svages våben. Det er de undertryktes trænede underfundighed at få det frem i en fabel, som ikke kan ytres åbent. Det var Andersens geniale udvej at finde hjem til denne form efter forsøg med andre litteratur-former. Han havde i sig underklassens og fattigdommens virkelighed, som ikke kunne forenes med den borgerlige akademisk-romantiske æstetik.”
Sådan, flot – og rammende udtrykt – af en stor forfatter om en afdød digter og samfundsrevser.
I sin weekend-kommentar denne lørdag i august væmmes Scherfig dels over mediernes interesse for Andersens sygdomme og lidelser (”borgerlig underholdning”) dels over “den grådige kommercielle udnyttelse, profitten i hans navn, turist-havfruen som reklame, museet som udsalg for hagesmække. Den kongelige Porcelainsfabrik og plasticindustriens nips. Hans ‘Hjertes bedste Skabning’ på tapeter og askebægre og forklæder og lommetørklæder og i pap og plastic og gips og gummi og ler og sæbe og stearin.”
“Som han blev mishandlet, mens han levede, blev han udbyttet efter døden. Det var digterens skæbne i liberalismens overgangstid.”
Så sandt, som det er sagt!
Halvtreds år efter Scherfigs sviende weekend-kommentar, er det kommercielle cirkus omkring H. C. Andersen gud ske lov reduceret.
Som borgere i Odense kan – og bør vi være – stolte over for eksempel den efterhånden traditionsrige H. C. A. Parade i Eventyrhaven (”Et lille, musikalsk finurligt show”), samt det på alle måder imponerende, nydesignede H. C. A. Museum, og ikke mindst kan vi være stolte over H. C. Andersen Festivalen i august med mere end 500 kulturoplevelser i byens centrum.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Andersen blev født fattig, men feteret som forfatter. Han omgikkedes kongehuset, rejste med kronprinsen, var bedste ven med fysikeren H.C. Ørsted, boedede hver sommer på de adelige godser, Odense blev illumineret til hans ære, og han døde på familien Melchiors landsted med enkefru Melchiors hånd i sin. Det kan man ikke kalde mishandlet.
Log ind for at svareHan blev æret, men følte sig måske ikke elsket
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
