Kommunisterne under besættelsen
Denne artikel er en ud af tre artikler, som er skrevet i forbindelse med 80-året for sejren over fascismen af den britiske avis Morning Star. Oversat fra engelsk af Arbejderen.
80-årsdagen for sejren i Europa markerer en sejr, der ikke kun blev skabt af generaler og politikere, men også af den britiske arbejderklasses sved og ofre. Det var en total krig – en konflikt, der blev vundet gennem den kollektive styrke hos ammunitionarbejderne, ingeniørernes opfindsomhed og den ubrydelige ånd i de lokalsamfund, der var udsat for bombardementer.
Kvinder trådte ind i fabrikker og på marker, fagforeningerne blev rygraden i produktionen, og for første gang nogensinde arbejdede staten for folket i stedet for imod det.
Men nutidens sterile mindesmærker fortæller en anden historie – regeringerne markerer nu freden ved at bombe Damaskus eller Yemen, mens offentligheden er reduceret til en passiv tilskuer. Med Østeuropa som slagmark igen har det aldrig været mere vigtigt at forsvare den sande historie om denne kamp.
Grundlaget for modstanden
Krigsindsatsen begyndte ikke i 1939 – den blev bygget på asken fra 1930’erne. Minderne om sultmarcher og begrænsninger i retten til arbejdsløshedsunderstøttelse styrkede beslutsomheden om, at denne krig ikke skulle blive som den sidste.
Kampen mod Oswald Mosleys sortskjorter havde allerede gjort arbejderkvartererne modstandsdygtige over for fascismen. Da Mussolini invaderede Abessinien, og Hitler bombede Guernica, forstod Storbritanniens arbejdsløse havnearbejdere og fabriksarbejdere, at det var nødvendigt at kæmpe for at redde freden og om nødvendigt føre krig – længe før Churchill gjorde det.
Chamberlains forræderi i München var ikke kun en diplomatisk fiasko; det var et bevis på, at den gamle elite hellere ville forhandle med fascisterne end at bevæbne den spanske republik.
Kommunistpartiet blev, trods tidlige debatter om krigens karakter, en utrættelig antifascistisk kraft. Dets medlemmer – mange af dem friske fra de internationale brigader – bragte slagmarkens disciplin til hjemmeværnet og fabriksgulvene. Imens blev den herskende klasses hykleri blotlagt.
Lord Halifax, der snart skulle blive udenrigsminister, skrev privat, at han beundrede Hitlers “bedrift” med at knuse kommunismen – selv da Gestapos terror blev umulig at ignorere.
Da krigen kom, var det venstrefløjen, ikke fascisterne, som staten oprindeligt frygtede. Den kommunistiske avis The Daily Worker blev forbudt, men det var Mosley, der blev fængslet – en sigende ændring, da truslen skiftede fra indenlandsk undergravende virksomhed til direkte invasion.
Krigsmaskinens upåagtede ingeniører/arkitekter?
Blitzen jævnede ikke bare byer med jorden – den jævnede også klassebarrierer. Bilejere fra middelklassen stod i kø til busser sammen med rengøringsassistenter, og aristokrater brokkede sig, da Bevins ministerium regulerede huslejer og overskud. I Coventry blev fagforeningslederen Jack Jones – en veteran fra Den Spanske Borgerkrig – Churchills øjne og ører og videreformidlede produktionsrapporter fra frontlinjen via et netværk af cykelkørende tillidsrepræsentanter.
Hjemmeværnet, der ofte blev hånet som “fars hær”, var i virkeligheden en folkemilits, hvis bedste enheder var trænet af kommunister, der havde stået over for Francos kampvogne.
Det var et glimt af socialisme i alt undtagen navnet. Overskudsskatten tog 100 procent af krigsprofitten tilbage. Fabrikkerne blev demokratier med fælles produktionsudvalg, der gav arbejderne kontrol over ansættelser og sikkerhed.
Kommunistpartiet gik fra en politik med en enhedsfront til en folkefront og derefter en national front på bare et årti og fyldte Trafalgar Square og landets største auditorier med opfordringer til en anden front.
Forskere som J.D. Bernal, der designede D-dagens hemmelige havne – kaldet “mulbberry” – og J.B.S. Haldane, pioner inden for luftbeskyttelsesrum, blev folkelige helte ved at behandle arbejdere som samarbejdspartnere og ikke som tandhjul.
For første gang fik minearbejdere, sygeplejersker på arbejdspladsen og fabrikskvinder betalt ferie.
Uddannelsesloven fra 1944 og Beveridge-rapporten var ikke gaver fra oven – de blev vristet fra en stat, der frygtede en modreaktion, hvis den ikke leverede varen. Bevins første handling som minister for arbejde og national tjeneste var at afskaffe formueskatten.
Staten og borgerne på arbejdspladsen
Ministerierne begyndte at planlægge fordelingen af arbejdskraft, brugen af fabriksarealer, forsyningen af råvarer, brændstof og fødevarer. Dette blev overvåget af fagforeningerne i fælles produktionsudvalg.
Omkring to ud af syv huse i Storbritannien blev beskadiget under krigen. I Bermondsey var kun fire ud af hundrede huse uberørte. I juni 1941 var to og en halv million mennesker hjemløse og på farten.
Alle borgere mellem 18 og 60 år udførte en form for national tjeneste. En tredjedel af disse 23 millioner var kvinder. Det medførte en uoprettelig forandring i arbejderfamiliernes og borgernes liv og havde indflydelse på fagforeningsmedlemskab og prioriteter. Fagforeningerne kæmpede for ligeløn. Arbejderklassens liv var under forandring.
Den første periode af krigen var, efter den “falske krig”, præget af intens forsvarskamp og tilbagetrækning. Senere, efter sejren i Stalingrad og i ørkenkrigen ved El Alamein (november 1942), forenede befolkningen sig, bragte sine socialistiske instinkter ind i kampen og indledte den hidtil mest gennemgribende omvæltning af statsmagten. Det var i denne omvæltning, at ideen om en velfærdsstat blev skabt.
Staten blev opfattet som mere moderne, effektiv og produktiv end den kapitalistiske klasses profitjagt og “store fisk spiser små fisk”-mentalitet.
Den hævdede også kollektivismens moralske overlegenhed over individualismen. Naboer delte værktøj og endda jakkesæt til bryllupper. Der opstod folkelige kampagner, og “En gryde til Spitfires” og “Nøjes med det, du har” blev kollektive udtryk, men også illustrative for almindelige menneskers genialitet, når først deres latente kræfter blev frigjort. Det, der opstod, var det, som en forfatter har defineret som “shop floor citizens” (borgere på gulvet).
Fagforeninger og indvirkningen af masseplanlægning
Da embedsmændene var i krig, blev fagforeningerne ledet af lægfolk. De omfattede nu medlemmer og organisationer i helt nye industrier såsom kemikalier, gummi og plast.
Det fagforeningskontrollerede uddannelsesagentur brugte Essential Works Orders (ordrer om væsentlige arbejder) til at forbedre forholdene for 8,5 millioner arbejdere i 67.000 virksomheder, der var omfattet af bekendtgørelsen. Funktionærer, især i den voksende videnskabsindustri, og landarbejdere fik ny styrke, da den nationale offervilje mindskede kløften mellem arbejdere og funktionærer og mellem land og by.
Forskere spillede en vigtig rolle i bekæmpelsen af sygdomme. Trods skader på kloaknettet som følge af bombningerne lykkedes det at undgå tyfus. Der blev iværksat nationale vaccinationsprogrammer mod difteri. Spædbørn fik mælk tilsat vitaminer.
Kommunistpartiet gik fra en politik med en enhedsfront til en folkefront og derefter en national front på bare et årti og fyldte Trafalgar Square og landets største auditorier med opfordringer til en anden front.
Winston Churchill forsøgte at vige uden om sit løfte om at åbne en vestfront til støtte for den sovjetiske hær, men folkelige kampagner gjorde dette umuligt. Klassekampen var langt fra ovre, og fagforeningsfolk kæmpede uden succes for at få afskaffet loven om faglige konflikter og fagforeninger fra 1927. Denne lov var især forhadt i mineområderne.
Når man ser objektivt på alle disse faktorer, er det ikke svært at forstå, hvordan Labour vandt parlamentsvalget torsdag den 5. juli 1945. Ingen under 31 år havde nogensinde før stemt ved et valg, og denne generations erfaring, forventninger og indflydelse i arbejderbevægelsen var ved at ændre Storbritannien radikalt. Både Labour og Kommunistpartiet blev domineret af en ny generation af unge ingeniører og minearbejdere samt hjemvendte underofficerer.
1945: Løftet og forræderiet
Labours jordskredssejr var ingen tilfældighed. Hjemvendte soldater, der havde krydset ørkener og befriet lejre, ville ikke tilbage til slumkvartererne.
Det nationale sundhedsvæsen (NHS), nationaliserede miner og loven “Catering Wages Act” – der afskaffede slaveagtige arbejdsforhold på herregårde – var sejre.
Men den herskende klasse var ikke forsvundet. De kæmpede for hver eneste centimeter af det sociale territorium: De udvandede nationaliseringen og blokerede for arbejderkontrol. Initiativer som oprettelsen af en national boligordning blev bremset.
Nogle blev aldrig til noget, som for eksempel den nationale afbetalingsordning. Skolealderen blev hævet til 15 år, og pensionsalderen blev sænket. Arbejderne var i stand til at stille og opnå vigtige krav, såsom afskaffelse af obligatorisk lønvoldgift.
Sejren i Europa kom i maj 1945 og i august i andre dele af verden. Den faglige landsorganisation TUC opfordrede samme år til at forene verdens fagforeningsfolk i en verdensføderation. Dette blev opnået i oktober. I samme måned blev De Forenede Nationer dannet. I november begyndte Nürnberg-processerne.
I 1946 blev loven om nationalisering af kulindustrien vedtaget. Og trods den begyndende kolde krig blev det nationale sundhedsvæsen (NHS) oprettet i 1948. Underernæring blev afskaffet.
Flere briter døde måske i Første Verdenskrig, men de økonomiske skader var langt større i Anden Verdenskrig. To store britiske hære kæmpede på forskellige måder under Anden Verdenskrig.
Den første kæmpede i udlandet, og dens regimenter og arktiske konvojer blev hædret for deres rolle i modstanden mod invasionen og Hitlers senere nederlag. Men ved deres side stod den store hær af organiserede arbejdere, der var blevet forvandlet og kæmpede for krigsproduktionen og et nyt samfund.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
