Kollektiv ret over ressourcer og et liv i pagt med naturen
– Fra begyndelsen af 1960’erne fik vi tilsendt vietnamesiske aviser med luftpost som vi formidlede til andre interesserede. Vi forsøgte at gøre opmærksom på krigen og få opbakning til det antiimperialistiske arbejde for Vietnams frihed. Det var som ung kommunist, at jeg kom med i det antiimperialistiske, eller fredsskabende, arbejde.
Ordene kommer fra Tove Jensen, som Arbejderen har interviewet i forbindelse med kvindernes internationale kampdag. Hun er forperson for foreningen DEMOS og har været aktiv i foreningen siden dens stiftelse i 1968. Foreningens formål er at kæmpe for folks ret til selvbestemmelse, frihed og fred.
Hun har derfor været med, både da foreningen skulle bygges op, da fredsbevægelsen i Danmark havde en indflydelsesrig stemme i debatten og i dag, hvor bevægelsen igen skal bygges op for at sikre fred i verden.
– Lige fra starten handlede det om, at vi ville støtte kolonierne rundt om i verden, så de kunne blive selvstændige og vælge deres egen vej. Det skete som bekendt ikke, og stadig i dag kan vi se, at krige og undertrykkelse sker på grund af stormagternes markedsinteresser. Kampen er ligeså relevant i dag, som den var dengang, siger hun.
Hun har i sin tid i bevægelsen også set, hvordan kvinders rolle og politiske indflydelse har udviklet sig. Både lokalt i Danmark, men også i den store globaliserede verden.
At få sin egen stemme
Da Tove Jensen først blev aktiv i solidariteten med Vietnam i midt 60’erne, var det som en del af en familieenhed. Hun var aktiv sammen med sin mand, ikke bare som Tove i sig selv.
– Dog er jeg også en meget lille person, og min mand var meget høj, så om grunden til, at jeg ikke havde min egen stemme i ligeså høj grad var fordi, at jeg var kvinde, eller fordi jeg var så lille, at jeg ikke kunne ses til møderne, det ved jeg ikke, siger hun grinende og tilføjer:
– Sådan var det bare dengang. Der var stadig opfattelsen, at kvinder tog sig af børnene og hjemmet, medens mændene var dem, som repræsenterede og tog ordet i mange sammenhænge. Jeg var aktiv i arbejdet, men blev ofte opfattet først om “min mands kone”.
Vietnam var ikke det eneste sted, hvor kvinder spillede store og markante roller. Vi ser det også i Afrika, i Palæstina og alle mulige andre steder, hvor folk prøver at opnå selvbestemmelse.
Tove Jensen, DEMOS
Hun uddyber
– Jeg blev nogen gange spurgt, “om jeg havde fået besked med hjemmefra”, hvis jeg fremsatte min mening. Sådan er det heldigvis ikke i dag og i takt med, at kvindebevægelsen tog fart i 1970’erne, påvirkede ligestillingstanken også freds- og solidaritetsbevægelserne. Kvinder tog nu ordet, havde deres egen stemme, og blev accepteret som lige så vigtige deltagere som mændene i bevægelsen.
– I 70’erne var vi for eksempel et lige antal mænd og kvinder i bestyrelsen i DEMOS, og vi oprettede et kvindesekretariat, som havde ledelsen i en årrække. Jeg husker, at der var en af kvinderne, som var meget aktiv. Hun smed sin bog med telefonnumre ud, fordi den kun indeholdt mænds numre.
I stedet skulle kvinder opbygge deres egne netværk og fylde deres telefonbøger med numre tilhørende kvinder for at bryde tidligere tiders mandlige dominans. Og det skift i mentalitet kunne ses i store dele af det politiske liv, også internationalt.
Kvindelig fredsforhandler
Tove Jensen var i 1972 selv i Kina og Vietnam, hvor hun fik blik for, hvilken rolle kvinder spillede i modstanden og i hverdagen. Blandt andet i forsøget på at skabe fred i Vietnam, som havde været udsat for amerikanske bombardementer siden 1965 og frem til fredsafslutningen i 1975.
– Den ledende vietnameser i fredsforhandlingerne var en kvinde ved navn Madam Thi Binh, som var leder af Vietnams Befrielseshærs delegation ved forhandlingerne i Paris. Jeg mødte hende også på en konference i Stockholm, hvilket stadig er et meget stort minde for mig, siger hun.
Madame Thi Binh endte senere med at blive vicepræsident i det socialistiske Vietnam.
– Og hun var ikke den eneste, og Vietnam var ikke det eneste sted, hvor kvinder i 1960’erne spillede store og markante roller. Vi så det også i Afrika, i Palæstina og alle mulige andre steder, hvor folk prøvede at opnå selvbestemmelse. Det var et stort skift i forhold til 50’ernes “kvinden som en mands kone”, understreger Tove Jensen.
At gøre sig bemærket i dag
For Tove Jensen er det i dag ikke lige så svært for en kvinde at få sin egen stemme i fredsarbejdet. Til gengæld har selve bevægelsen ikke samme styrke, som i den omtalte periode.
– Før i tiden var der også nogle helt andre muligheder, som kunne gøre det nemmere at få sit budskab ud. Der fandtes partiaviser, som også interesserede sig for det arbejde, som vi lavede. Der var flere måder at få et alternativt verdenssyn ud, siger hun og tilføjer:
– I dag ligger de fleste medier fuldstændigt under for magthavernes interesser. Og de fleste mennesker bliver også bombarderet med informationer fra store nyhedsmonopoler. Det er vanskeligt at skabe sig et politisk overblik.
Tove nævner også murens fald i 1989 og ophævelsen af Sovjetunionen og Warszawapagten som en skelsættende begivenhed for den antiimperialistiske fredsbevægelse.
Derfra og frem til i dag har USA været den dominerende supermagt i verden, der har ført krige mod stater, der ikke ville eller kunne underlægge sig den vestlige verden. En supermagt der satte dagsordenen – enten er i med os – eller imod os.
Det har ifølge Tove gjort det vanskeligt, at skabe en bred basis for en fredsbevægelse.
– Men det tog også lang tid at opbygge Vietnambevægelsen dengang i 60’erne. Selvom det er på mode at sige, at man altid var imod krigen i Vietnam, så var det ikke sådan dengang. I 1964 var det nærmest kun DKP, som interesserede sig for sagen. Anker Jørgensen og Socialdemokratiet støttede ikke op om en fred før 1972, påpeger hun.
I 1972 deltog statsminister Anker Jørgensen i Rysseltribunalet i København. Et Tribunal, der fandt USA skyldig i krigsforbrydelser mod det vietnamesiske folk. Hvilket markerede et skifte i Socialdemokratiets holdning til krigen
Væbne sig med tålmodighed
Derfor anbefaler hun i dag også, at bevægelsen væbner sig med tålmodighed og fortsætter arbejdet med at kæmpe for fred. Særligt arbejdet med at orientere og oplyse om, at krige i stort omfang handler om ressourcer og markedskræfter.
– Det kan vi se både i forhold til, at det ofte handler om adgang til mineraler, der forsyner våbenindustrien. Oprustning betyder, at de virksomheder, der producerer våben, tjener endnu flere penge, så selvfølgelig har de en interesse i krig. Det handler om at gøre komplekse budskaber konkrete, siger hun.
Hun håber også, at fredsbevægelsen vil begynde at deltage mere aktivt i andre bevægelser. For eksempel klimabevægelsen, mener hun, har mange af de samme interesser som fredsaktivisterne.
– De kæmper for noget så grundlæggende, som klodens overlevelse, og til det formål hjælper krig jo slet ikke. Både på grund af den ødelæggelse, som det medfører, men også hvor meget det påvirker klimaet at producere og benytte våben, siger hun og tilføjer:
– Den vigtigste opgave, som jeg ser det, er at vi ikke kun fokuserer på at bringe folk ind i vores “hule”, men at vi også går ud og er med i andres “huler”, og på den måde styrke vores fælles budskab om fred, lighed og solidaritet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
